Pitman fra skurk til matchvinder.
Efter at have brændt et straffespark nettede Brett Pitman kampens eneste mål da det blev til en hårdt tilkæmpet sejr mod tabeljumboen Bolton Wanderers. Det er den første af slagsen siden august og vil give både spillere og manager tiltrængt arbejdsro i bestræbelserne på at klatre opad i tabellen og nærme sig de placeringer som alle forud for sæsonen havde forventet. Indtil videre hedder det stadig bare en 19. plads, men vi har to kampe i baghånden i forhold til klubberne over os – nogle har endda spillet tre flere. Vigtigst er dog, at sejren gav lidt luft til nedrykningsstregen. At det så aldrig burde have været et tema at skulle holde øje med den er en anden snak.
Kenny Jackett havde en enkelt ændring i ærmet siden tirsdagens pokalnederlag, og den var påtvunget. Det var Sean Raggett, som i centerforsvaret afløste den skadede Oliver Hawkins. Det betød samtidig, at samtlige positioner for en gangs skyld var besat af spillere, som hører til der. Som ventet var Harness og Harrison igen en del af truppen, mens Downing lidt overraskende var sorteret helt fra.
Kampen
De første 45 minutter var en skuffende forestilling fra hjemmeholdet, der havde svært ved at få gang i etableret spil, og især på den sidste tredjedel af banen faldt det ofte helt sammen. Det betød også, at der var langt mellem selv de halve chancer. Bedste mulighed før pausen tilfaldt Pitman, som fra 25 meters afstand tvang Bolton-keeper Matthews ud i en fin redning. Gæsterne kom ligeledes ikke frem til meget, men den ene store chance som de fik burde de have udnyttet. Heldigvis fik Will Buckley i en ellers god position slet ikke ordentlig ram på bolden. Resultatet var at det forblev målløst ved pausen, hvilket mange supportere kvitterede med en pibekoncert.
Det måtte blive bedre, og det blev det også. Harness kom på banen fra starten af anden halvleg i stedet for en noget anonym Williams, og det satte mere tryk på kedlerne og gang i Pompeys offensive spil. Den sidste og afgørende aflevering manglede dog stadig, og derfor var det ikke overraskende, at det var gæsterne selv som gav os en gylden mulighed for at komme foran i kampen. Jack Hobbs spændte ben for Marquis i Boltons felt, og kampens dommer tøvede ikke med at pege på 11-meter pletten. Det spark tog Pitman sig af, men den ellers så pålidelige skytte placerede sit hårde skud på den ene stolpe, og derfra sprang bolden i spil igen. Den misbrugte mulighed lagde dog ikke en dæmper på hjemmeholdets offensiv, og efterfølgende havde både Harness og Haunstrup – direkte på hjørnespark – farlige aktioner. Gennembruddet kom heldigvis alligevel, og det var Pitman som stod for det. Et indlæg fra højre side af (James) Bolton fik angriberen hovedet på og guidede bolden utageligt i nettet til den efterhånden fortjente føring.
Målet tvang gæsterne yderligere frem, og det gav mere åbent spil hen mod kampens slutning. Især nogle indlæg, fra begge mandskaber, gav anledning til spænding men i sidste ende holdt vi ud og kunne køre sejren i hus.
Eftertanken
En velspillet kamp blev det aldrig. Dertil stod der for meget på spil, lige som det ikke skal afvises, at de dårlige resultater har påvirket spillerne. Derfor skal sejren også tages med et forbehold, for selv om de tre points faldt på et tørt sted så var der meget som ikke fungerede, og krisen kan ikke siges at være fortid endnu. En sejr hos Doncaster næste weekend vil dog kunne lukke meget ned for kritikken, men for nuværende er der bare at glæde sig over endelig at have vundet en kamp igen, og dét endda uden at lukke mål ind.
Man kan diskutere om det er tilfældigt at det endelig lykkedes nu, hvor Jackett for første gang i et stykke tid havde lagt eksperimenterne bag sig og stillede i en stærk opstilling med den offensive tandem Marquis & Pitman, sådan som de fleste supportere ønskede det. Sejren betyder sandsynligvis også, at det er en opstilling som vi kommer til at se mere til i de næste uger. Holder vi rotationen på et minimum vil denne stabilitet i startelleveren også give holdet mere ro, og give den tid til at blive formet til den enhed som den har været alt andet end i denne sæson. Her og nu er det dog blot tilbage at nyde de tre points samt det faktum at vi ikke længere skal tilbage til august for at finde den seneste ligasejr.
Kommentarer fra manager Kenny Jackett
“We looked pretty nervous in the first half and so we needed to improve. We spoke to the players about coming through that. No disrespect to Bolton, but the answer to that was within ourselves. We had to earn the confidence because nobody was going to hand it to us. We did open up a bit more in the second half and were able to create a lot of chances. The penalty was missed, but we got the goal and kept a clean sheet. The result was deserved and now we hope that it’s a building block towards a successful run that can give us momentum and confidence. We’ve had a poor start to the season and when that happens you have to dig in and keep working hard to come through that adversity.”
“We decided to go with Burgess and Raggett to see how that combination looked and try to settle things down. Paul was a little bit unlucky not to get on the bench, but we’re at home and wanted those more attacking options. He’ll be disappointed, but he’s an experienced professional and he understands the reasoning, so now he has to bounce back.”
League One, Fratton Park, 28. september 2019
Portsmouth – Bolton Wanderers 1-0 (0-0)
66. min.: 1-0 Brett Pitman
Opstillingen (4-4-2): MacGillivray; Bolton, Burgess, Raggett, Haunstrup; Williams (Harness ’46), Naylor (anfører), Close, Curtis (Evans ’62); Marquis, Pitman
På bænken: Bass, Walkes, Evans, Harness, McCrorie, Cannon og Harrison
Advarsler: Curtis og Close
Tilskuere: 18.382 (heraf 824 medrejsende Bolton supportere)
Interview efter kampen med manager Kenny Jackett