Byen Portsmouth

Byen Portsmouth – fakta og historie


Av: JEAN-ROBERT TANKRED

Med sine 205.400 indbyggere er Portsmouth den næststørste by i grevskabet Hampshire, og med sin placering på Portsea Island (bildet: Google Maps) er den også den eneste større by i England, som er placeret på en ø. Dette har bevirket, at byen, eller rettere øen, har den største befolkningstæthed i England. Portsmouth deler kælenavn, Pompey, med byens fodboldklub, og indtil for nylig delte de også våbenskjold/logo. Det var en del af grundlaget for en helt unik identifikation mellem by og klub. Ligeledes har byens placering på Portsea Island – på godt og ondt – skabt den helt specielle mentalitet i byen og dermed blandt supporterne, som gennem årtier er kommet til udtryk i en massiv vokal opbakning på tribunerne på Fratton Park. Det er også dette sammenhold som blev klubbens redning da den blev opkøbt af egne supportere i 2013 da en konkurs var faretruende nær.

 

Søfart og krig

Byen Portsmouths eksistens skyldes byens placering i det flade marsklignende område, som gjorde området til et ideelt sted for en sydvendt havn som en af Englands første bastioner i kampe mod fjender fra det europæiske kontinent. Dermed lå det også fra start i kortene, at byens skæbne og levned ville blive formet af søfart og krig – og sådan blev det. Portchester Castle et par kilometer nordvest for byen kan dateres 2.000 år tilbage, og vidner om, at stedet kan dateres helt tilbage til romerne, som byggede et fort her. Også vikingerne brugte Portsmouth som havn under invasioner i 800-tallet. Byens reelle historie tager dog først for alvor fart med fæstningsanlæggene bygget af Kong Henry d. 5. i 1400-tallet, hvilket fortsatte med opførelsen af Southsea Castle af Kong Henry d. 8 – det var ham med alle konerne – samt diverse forts lige fra Spitbank Fort ude i The Solent til Fort Nelson samt andre langs højderyggen Portsdown Hills lige nord for byen. Alt sammen som værn mod franskmændene. Krigen fortsatte sit tag i Portsmouth under 2. verdenskrig, hvor den var rigets mest betydningsfulde flådehavn samt afskibningssted for D-Day invasionen i 1944. Det betød også, at byen var mål for utallige tyske bombetogter, hvilket kostede næsten 1.000 liv blandt civilbefolkningen. Disse raids har ligeledes medvirket til, at især området omkring dokken og bymidten fremstår som forholdsvis ny, og en ikke altid skøn blanding af ny og ældre arkitektur.

 

Mildt klima

Dokområdet var også, hvor man i starten af 1800-tallet byggede verdens første produktionslinje i stor stil, og på det tidspunkt var byen det mest industrialiserede sted på kloden. The Portsmouth Docks kan dermed siges at være byens hjerte, ikke blot set i et historisk lys, men også som dens gennem tiderne største arbejdsplads. Du finder næppe en familie i byen, som ikke på en eller anden måde har eller har haft forbindelse til dokkerne og flåden. Der er samtidig en udpræget stolthed blandt byens indbyggere over at have tjent England i krigstider lige fra den franske invasion i 1545 til Falklandskrigen i 1982. Man har blødt for landet.

Portsmouths placering tæt ved Den Engelske Kanal, og dermed Golfstrømmen, betyder også at byen nyder godt af et lidt mildere klima end resten af Storbritannien. Omgivet af vand og beskyttet mod kolde vinde nordfra af Portsdown Hills bliver sneen sjældent liggende i lang tid her, temperaturerne ligger altid et par grader højere, og man har flere solskinstimer pr. år i Portsmouth end de fleste andre steder i landet.

 

Færgeforbindelser

Også som trafikknudepunkt har byen stor betydning i dag, og der er færgeforbindelser til Fishbourne på Isle of Wight, St. Helier på Jersey Island, Cherbourg (Frankrig), St. Malo (Frankrig), Le Havre (Frankrig), Santander (Spanien), Bilbao (Spanien), samt luftpudebådsforbindelsen til Ryde på Isle of Wight.

 

 


Southsea er en «badeby» og et geografisk område som ligger i Portsmouth – i den sørlige enden av Portsea Island. (pixabay.com)