Uro og pres en farlig cocktail før bundkamp.
Uden ligasejr i mere end to måneder, en lettere primitiv spillestil, en manager som er ved at miste overblikket, og slutteligt en 0-4 lussing i midtugen mod lokalrivalerne. Udgangspunktet før lørdagens møde med tabeljumboen Bolton Wanderers kunne være bedre, og det ligger lidt i luften, at det ikke handler om, hvorvidt alt dette påvirker spillerne, men snarere hvor meget det påvirker dem. Læg dertil at der venter en kamp som alle forventer giver et afkast på tre points. Så der er meget at tabe men tilsyneladende kun lidt at vinde. Hvorom alt er så skal vi til at hente points, hvis det ikke skal blive for meget op ad bakke for at indfri minimumskravet om en placering i top seks.
Bolton Wanderers – hvem er de?
Klubben blev stiftet i 1874 under navnet Christ Church Football Club, men fik sit nuværende navn allerede tre år senere. Den var i 1888 med til at grundlægge den engelske liga og har været divisionsklub lige siden. Et mesterskab er til gengæld altid gået klubbens næse forbi. Tre tredjepladser i 1. division er det bedste man har præsteret, men fire FA cup titler er det dog blevet til. Tre af disse fandt sted i 1920’erne, som må siges at være klubbens absolutte storhedstid. I nyere tid husker vi primært Bolton fra tiden i PL, hvor det i årene under ledelse af Sam Allardyce blev til fire top ti placeringer i træk og en tur ud i Europa, hvor de bl.a. eliminerede Atletico Madrid og fik en remis hos Bayern München. Siden nedrykningen fra PL i 2012 var klubben i store økonomiske vanskeligheder, som først for alvor blev løst med det nylige ejerskifte for en måneds tid siden.
Gæsternes sæson indtil nu
Da klubben i maj kom under administration betød det samtidig, at den startede den nye sæson i League One med minus 12 points. De økonomiske problemer bevirkede også, at truppen en overgang kun talte fem spillere og måtte udsætte en enkelt ligakamp grundet mangel på spillere, hvilket kan komme til at koste ekstra minuspoints da det skete med meget kort varsel. De resterende kampe blev dog gennemført, hvilket sammen med en konkret interesse i at købe klubben forhindrede den i at lide samme skæbne som Bury en snes kilometer længere mod øst. Med ejerskiftet kom også en ny manager i form af Keith Hill – forgængeren Phil Parkinson havde ugen før sagt op – og et hav af nye spillere.
Sæsonens første kampe resulterede ikke overraskende i nogle store nederlag da det reelt var et U-19 mandskab som Bolton stillede med. Blandt andet lukkede man fem mål ind i tre kampe på stribe mod Tranmere, Ipswich og Gillingham, samt for 14 dage siden seks ind hos Rotherham. Gradvist er truppen dog blevet spillet sammen, og i lørdags var Bolton uhyre tæt på at slå Sunderland men måtte i kampens overtid indkassere en udligning til 1-1. I den forrige kamp fik de 0-0 hjemme mod Oxford United, som efterfølgende vandt med hele 6-0 hos Lincoln City. Dermed er status forud for kampen på Fratton Park tre uafgjorte og fem nederlag i otte kampe, samt en målscore på 2-24. Med minus ni på pointkontoen er der hele femten points op til stregen, hvor det faktisk er os som indtager den 20. plads, som lige præcis fornyer billetten til League One. Dermed er det for gæsterne faktisk en seks-points-kamp som de ikke kan tåle at tabe. The Trotters har ikke vundet siden en 2-1 sejr hos QPR den 30. marts.
I de to seneste kampe har Keith Hill stillet op i en 4-1-4-1 opstilling med de samme elleve spillere fra start. Her har anfører Bridcutt ageret bindeled mellem defensiv og midtbane mens Will Buckley er blevet brugt som spydspids selv om han reelt er midtbanespiller. Netop fraværet af en decideret angriber har været lidt af et problem, for holdet skaber ikke chancer nok i løbet af kampene. Noget af det hænger sammen med de manglende automatismer i det offensive spil, men objektivt betragtet er holdets offensiv svagt besat og dets akilleshæl lige nu.
Profiler hos udeholdet
Truppens rygrad lige nu udgøres især af en række erfarne spillere som manager Keith Hill forsøger at bygge et hold op om.
En af dem er centrebacken Jack Hobbs, som faktisk er født i Portsmouth, og bl.a. har spillet to kampe for Liverpool. Han har også scoret det ene af de to mål som The Trotters er noteret for i indeværende sæson.
Anfører er Liam Bridcutt, som har erfaring fra både Premier League og The Championship med klubber som Brighton og Sunderland.
Den mest interessante af de unge spillere er den belgiske venstrefløj Thibaut Verlinden, der er lånt hos Stoke City indtil januar. Han var Keith Hills første signing og manden bag holdets andet mål i denne sæson. Verlinden har spillet en række ungdomsslandskampe for Belgien.
Også den 19-årige rumæner Dennis Politic har formået at bide sig fast på holdet som central midtbanespiller. Politic er et produkt af Manchester Uniteds akademi og var i sidste sæson udlånt til Salford City.
Trotters manager Keith Hill
Hill er primært kendt for af to omgange at have stået i spidsen for Rochdale i sammenlagt elleve sæsoner. To gange har han ført dem til oprykning fra League Two, og nåede som aktiv spiller også mere end 150 kampe for The Dale. Ind i mellem, fra 2011 til 2012, var Hill manager hos Barnsley. I sin første sæson undgik klubben kun lige nedrykning fra The Championship i form af en 21. plads, men da de svingende resultater fortsatte i den efterfølgende sæson var han hurtigt fortid i klubben.
Selv om Hill nærmest har status af legende hos Rochdale er han født og er bosiddende i Bolton, og årelang Wanderers supporter.
Sidste nyt fra Bolton
Med ejerskiftet kom der som tidligere nævnt et hav af nye spillere ind af døren, bl.a. den rutinerede keeper Ben Alnwick, angriberne Daryl Murphy og Chris O’Grady, venstre backen Adam Chicksen, anfører Liam Bridcutt på midtbanen samt ikke mindst fløjen Thibaud Verlinden, der er lånt hos Stoke. Det har givet en trup af en noget anden kvalitet, og resultatet så man altså i lørdags. Fra at tælle fem spillere er truppen nu også pænt stor, og er oppe på hele 39 af slagsen.
Til kampen mod os må de definitivt se bort fra Jake Wright, som er ude med en lyskenskade. Keeper Ben Alnwick og angriber Daryl Murphy er meldt tvivlsomme da de stadig først er ved at opbygge kampform.
Situationen hos os lige nu
Oliver Hawkins pådrog sig en fodskade under kampen tirsdag aften, og må følgelig se på fra sidelinjen et stykke tid. Det er desværre allerede hans anden skade i indeværende sæson.
Lee Brown, Bryn Morris og Jack Whatmough er alle ude med diverse skader.
Ellis Harrison og Marcus Harness er begge en del af truppen mod Bolton efter overstået karantæne og skade.
Kenny Jacketts tanker om kampen
“We’ll only generate that kind of atmosphere with our performance, which is how it should be. We have to take the lead on that. But we do know that if we do that, then we have a fantastic, passionate crowd that will get right behind the team and drive them on.”
“We want to replicate a lot of the traits that were on display on Tuesday night because we created a plenty of chances at the start of both halves. But I do think a fair assessment of our start is needed and we’re not happy with our number of wins or our league position. It didn’t really work in a 50-50 game at Wycombe in terms of our performance last Saturday. It improved on Tuesday and now it needs to improve again. Teamwork is important and you don’t need many weak links to struggle – you’re often only as good as your weakest player.”
“Pompey have recent experience of those kind of troubles and you wouldn’t wish it on anybody. The people who work at the club and the supporters have been through tough times and now they’ll be looking to build back up. They have a new management team and several new players, and have had a couple of decent results lately. We will obviously give them the respect they deserve, but we want to focus on our performance in what is a big game for us.”
Pre-match interview med vores manager
Bolton manager Keith Hill om kampen og den proces truppen er i nu