Næstsidste test før det bliver alvor.
Rækken af testkampe på fremmed græs fortsætter i aften når vi prøver kræfter med AFC Wimbledon på Plough Lane i Merton i det sydlige London før der på fredag endelig venter en hjemmekamp mod Bristol City. Tidligere på ugen nedlagde vi Crawley Town med hele 9-1 i en kamp bag lukkede døre, og selv om man muligvis ikke skal lægge for meget i det resultat så kan det næsten kun have løftet humøret i truppen yderligere. Da vi samtidig stadig kæmper lidt med skader er det sandsynligvis de samme spillere der kommer til indsats i aften.
Der vil være mere end 1.000 medrejsende fans på plads på Plough Lane.
Hvor står The Wombles lige nu?
Efter seks års succesfuld kamp mod nedrykning fra League One gik det i 2021-22 sæsonen galt for AFC Wimbledon, der igen måtte ned i League Two. Her fortsatte klubben noget overraskende med at have det svært, og det endte med en skuffende 21. plads, om end man reelt ikke på noget tidspunkt var i fare for at rykke ud af divisionssystemet. Heller ikke i den kommende sæson spås klubben fra det sydlige London at spille en rolle i toppen af rækken. Tværtimod så har de fleste bookmakere AFC Wimbledon til at ende omkring midt i tabellen. Den dårlige 2022-23 sæson har medført en ganske stor udskiftning i truppen. Blandt de nye er et for os ganske kendt ansigt, nemlig keeper Alex Bass, der efter blot to kampe for Sunderland er blevet udlånt i hele den kommende sæson til The Wombles.
Profiler hos værterne
Tager vi Pompey-brillerne på så finder vi ud over Alex Bass også Lee Brown i hjemmeholdets trup. Venstre backen skiftede som bekendt til London-klubben i 2022, og her er han altså stadig. I front nettede Josh Davison ni gange i sidste sæson, og igen afhænger meget af ham i front. Hans makker i front, Ali Al-Hamadi, kom på tavlen ti gange.
Hjemmeholdet råder over en forholdsvis ung trup, men et par rutinerede kræfter er der naturligvis også at finde i skikkelse af bl.a. Harry Pell, Alex Pearce, Jake Reeves og anfører Alex Woodyard.
Han er muligvis ikke så kendt endnu, men den 18-årige Aron Sasu har norske rødder selv om han er født i England, og har spillet U-16 landskampe for Norge. Sasu har stadig sin debut til gode på Wimbledons førstehold, men det ligger i luften at den står for døren i den kommende League Two sæson.
Wombles manager Johnnie Jackson
Jobbet er Jacksons andet i managerkarrieren efter at han i sidste sæson var ansat i en lignende stilling hos Charlton Athletic, hvor han også startede som caretaker manager. Efter en skuffende 2021-22 valgte The Addicks dog at fyre Jackson, hvorefter AFC Wimbledon relativt hurtigt overtalte ham til at tage over efter klubbens nedrykning fra League One. Trods de skuffende resultater valgte klubben at holde fast i Jackson.
Hvordan ser det ud hos os?
Først det positive: De fleste af de skadede spillere er på vej tilbage. Regan Poole og Terry Devlin kom endda på banen mod Crawley. Der er forhåbning om at se flere komme i kamp i aften mod AFC Wimbledon om end sandsynligvis i form af indskiftninger for ikke at risikere nye skader. Den eneste der stadig mangler en del er Joe Rafferty. På negativsiden er det unge forsvarstalent Josh Dockerill ude i op til ni måneder, hvilket reelt vil sige hele den kommende sæson, efter at han pådrog sig en knæskade i testkampen mod Gosport Borough.
Slutteligt er der rygter om endnu et nyt ansigt i dag i form af en andenkeeper, men intet er bekræftet endnu. Det vil i givet fald være sommerens 12. signing.