2021-22: Optakt Portsmouth – Accrington Stanley

Endnu en potentiel bananskræl venter.


Vi er nået til den tredje af tre hjemmekampe på stribe, og denne gang er det Accrington Stanley, som aflægger Fratton Park et (forhåbentlig frugtesløs) visit. De skal op imod et Pompey-mandskab, der efterhånden er i ganske god form. Siden 2-3 nederlaget i Oxford i februar er det blevet til fem kampe uden nederlag, og drømmen om en play-off plads er stadig i live om end på vågeblus. Dog har der også været lidt fluer i suppen, og i de seneste to kampe har vi lukket fem mål ind. Den tendens skal vi have bragt til ende, og mulighederne ser da også fine ud i og med at lørdagens gæster er særdeles skidt kørende på fremmed græs. Men mere om dem om lidt.

For lige at opsummere situationen i tabellen så har vi i skrivende stund otte points op til Sunderland på 6. pladsen, der i tillæg har spillet to kampe flere end os. Umiddelbart over os i tabellen har også Ipswich og Wycombe spillet to kampe flere end os mens Plymouth er noteret for det samme antal kampe, nemlig 33. Opgaven er dermed ikke uoverskuelig, men vi skal fastholde den gode stime lige som de to kampe som vi har i baghånden – Crewe ude og Wigan hjemme – mindst skal give fire points. At der er mange om buddet for at snuppe de yderste play-off pladser øger samtidig vores chancer, da der dermed vil være flere indbyrdes kampe, hvor kandidaterne nødvendigvis vil smide points. Først og fremmest gælder det dog om at tage en kamp ad gangen, og sikre tre points mod Accrington.

Vi må fortsat undvære en håndfuld spillere. Senest blev Reeco Hackett føjet til skadeslisten, men med lidt held kan Michael Jacobs streges af den. Han har en realistisk mulighed for at blive klar til kampen, men starter næppe inde.

Det omvendte møde tidligere på sæsonen endte 2-2 med Ronan Curtis og Marcus Harness som vore målskytter den dag. Den tilsvarende kamp på Fratton Park i sidste sæson endte med et nederlag på 0-1.

 

Accrington Stanley? Hvem er de?

Overskriften er taget fra en reklame for mælk, som blev lanceret i 1980’erne på et tidspunkt da klubben lå langt nede i fodboldpyramiden – og vi snakker om non-league her – og mange havde glemt alt om den. Klubben blev grundlagt i 1891 og må ikke forveksles med Accrington FC, som var med til at starte The Football League. Den var divisionsklub mellem 1921 og 1962, men blev opløst i 1966, altså få år efter at man røg ud af divisionssystemet. En ny klub blev grundlagt og spillede første kamp i 1970, men herefter var der stilstand i mange årtier, og det var også situationen da førhen omtalte reklame blev vist på de engelske TV-skærme. Klubben som vi kender den i dag er især skabt af nuværende manager John Coleman og salget af Brett Ormerod til Southampton (via Blackpool) i december 2001. Pengene fra videreslagsklausulen satte i den grad fart på klubben, og et par oprykninger senere var den igen tilbage i divisionerne i 2006, bl.a. med hjælp fra ex-Pompey profilen Gary Roberts. I 2018 rykkede klubben videre op i League One, hvor den stik imod alle forventninger nu på tredje sæson har bidt sig fast trods rækkens laveste budget.

 

Accringtons sæson indtil nu

Igen ligner det en sæson, hvor gæsterne mangler stabiliteten og klassen til for alvor at være med fremme, men samtidig trods alt er for gode til at være nedrykningskandidat. Alene det faktum at lørdagens gæster – trods det smalle budget – endnu en gang spiller humlebiens rolle til perfektion vidner for nærmest 117. gang om det fremragende arbejde som manager John Coleman udfører på en spinkel baggrund. At pointhøsten denne gang måske er knap så overraskende skyldes, at klubben sidste sommer af uransagelige årsager for en gangs skyld ikke blev plyndret for profiler. Dermed har Coleman ikke skullet bygge op igen fra start, men haft en solid stamme af spillere, tilføjet nye talenter og outcasts, som – naturligvis – har slået til med det samme. Det plejer de jo på de kanter.

Hvor Accrington i de forgangne sæsoner typisk hentede godt med points både ude og hjemme har The Reds denne gang været et udpræget enten-eller hold, og med stor forskel på høsten ude og hjemme. Mens det er lykkes at lave hjemmebanen Wham Stadium / The Crown Ground til et fort, ja så er de overraskende medgørlige på fremmed græs. Her har de indtil videre statistikken 3-3-10, og formen har understreget denne tendens. De seneste fire udekampe er alle tabt, og de seneste tre endda uden at Accrington er kommet på måltavlen. Ydermere ligger den seneste sejr helt tilbage i november sidste år, hvor det blev til 1-0 hos Lincoln. Derudover vandt man hos Charlton og Crewe, altså hold fra den lavere ende af tabellen. Nærstuderer man de seneste kampe så tyder det på, at holdet lidt er havnet i en ond cirkel på udebane. Der skabes masser af chancer, men de bliver simpelthen ikke udnyttet, og så går det galt i den anden ende. At moralen dog ikke er helt til rotterne så man til gengæld så sent som i lørdags, hvor Accrington hjemme var bagud både 0-1 og 1-2 mod Wycombe, men fik vendt kampen til en sejr på 3-2, hvilket var tredje sejr på stribe hjemme.

 

Seneste nyt fra The Reds

Mitch Clark må sidde over med karantæne. Joe Pritchard døjer med en forstrækning og bliver ikke klar, mens Jay Rich-Baghuelou meldes tvivlsom med en øm ankel.

 

Profiler hos gæsterne

Topscorer er Colby Bishop, som efterhånden har været i klubben i seks år siden han blev hentet hos Leamington på det sjettehøjeste niveau i fodboldpyramiden, og slog til med det samme.

Harry Pell er lederen på midtbanen og har været involveret i elleve mål indtil nu, hvoraf han har scoret de seks selv.

Også på den centrale midtbane finder vi Ethan Hamilton, der sidste sommer blev hentet hos Peterborough. Han har ligeledes scoret seks mål.

Den erfarne Sean McConville topper League One assist listen med tretten oplæg til mål. I tillæg har han nettet to mål selv.

Bagude finder vi den blot 22-årige Ross Sykes, der kan spille både højre back og centerforsvarer. På trods af sin unge alder er det Sykes som organiserer defensiven og binder den sammen. Egentlig burde han være hos Accrington på lånt tid, men de har ham altså endnu. Sykes har scoret tre mål i de seneste fire kampe, så det kan han også.

 

Accrington manager John Coleman

Fraset to et halvt år hos andre klubber har Coleman været manager for Accrington Stanley siden 1999, og som tidligere nævnt i høj grad været med til at skabe den som den ser ud i dag. Undervejs er det blevet til fire oprykninger – den seneste i 2018, hvor klubben vandt League Two forholdsvist suverænt. Ind i mellem blev det til lettere mislykkede ophold hos Rochdale og Southport – klubben som han selv spillede flest kampe for (som angriber) – samt irske Sligo Rovers. Coleman har især vist sig at være god til at forme mandskaber til at præstere optimalt i forhold til truppens tilsyneladende kvalitet, og til at få spillere, hvis karrierer er gået lidt i stå, tilbage på sporet igen.

 

Situationen hos os

Kieron Freeman (ankel), Jayden Reid (knæ), Reeco Hackett (knæ) og Shaun Williams (ryg) må alle se på fra sidelinjen eller træningslokalet, mens Michael Jacobs forud for opgøret ”kun” meldes tvivlsom (knæ). Ronan Curtis har stadig karantæne, som dog er overstået efter mødet med Accrington.

 

Danny Cowleys tanker om kampen

“I think this is the most consistent that we’ve played – the closest to what we want to see from the side. We’re certainly carrying much more of a goal threat and have scored 10 in the past three home games. That’s a real positive. There are always areas where you can improve. I’m a greedy coach and so when the players show me something, I want it all the time. Even when we manage to reach the next level, we’re then going to want to move it to the level after that. We’re still trying to find that perfect performance, where we get it right offensively and defensively. That’s the fun of football.”

“They (Accrington Stanley) are a super heavyweight in this division in terms of their physicality and their power. I have so much respect for John Coleman because of the brilliant job he does – year after year he’s able to unearth and develop young players from lower divisions. Nobody gets an easy game against Accrington Stanley and we know the threats they pose, such as their set-piece delivery. We will need to play at our best to get on the right side of the result and they’ve had a full week to prepare for facing us. But we’re pleased with the place we’re currently in and that the games are coming thick and fast while we’ll playing well. When we’ve had rhythm this season, we’ve been able to go on good runs and enjoy some positive results. “

 

Interview med head coach Danny Cowley før kampen: