2020-21: Portsmouth – Blackpool 0-1

Det ligner et hjemmebanekompleks.


Rækken af skuffende resultater på Fratton Park blev lørdag eftermiddag forlænget da det blev til et sent 0-1 nederlag mod Blackpool, der altså endte med at tage alle seks points mod os i denne sæson. I tabellen er nu at finde på en femteplads, men stort set alle klubber bag os har kampe i hånden – nogle op til fem af slagsen – så der skal i de kommende uger sejre til for at vi ikke skal glide ud af play-off zonen.

James Bolton pådrog sig en mindre skade under fredagens træningspas, som betød at han gled ud af truppen til kampen. Det gav en startplads til Rasmus Nicolaisen. Da Marcus Harness samtidig fik chancen på bekostning af George Byers var der dermed to ændringer i startelleveren fra tirsdag aftens møde med Bristol Rovers.

Manager Kenny Jackett overværede noget overraskende kampen, så det ser ud til at han kommer sig hurtigere end forventet efter sin operation.

 

Den officielle kamprapport

https://www.portsmouthfc.co.uk/news/2021/february/match-report-for-portsmouth-vs-blackpool-on-20-feb-21/

 

Eftertanken

Seks nederlag på hjemmebane, og nul mål i syv ud af seksten kampe er uvant statistik på Fratton Park, men sådan ligger landet i skrivende stund. Årsagerne er givetvis mange, men først og fremmest er der tale om en selvforstærkende effekt når hjemmebanen pludselig ikke er det fort og den garant for sejre som både spillere og supportere er vant til. Bagude har vi lige præcis lukket et mål ind pr. kamp på hjemmebane, så det er ingen katastrofe. Det er i front at det kniber, og når Marquis ikke rammer dagen så har vi ganske enkelt for lidt at byde på rent offensivt. Nu skal alt ikke lægges på angriberen, men når man ser på, i hvor mange sæsoner han har bombet især for Doncaster, ligger det lige for, at vi stadig ikke har fundet ud af, hvordan vi bruger ham optimalt. Der mangler kreativitet og ideerne til at iscenesætte vores frontløbere, og det var samme historie mod Blackpool. Når vi intet skaber melder nervøsiteten sig jo længe vi nærmer os slutfløjtet, og ubevidst ved spillerne, at det på dagen dermed er op til defensiven i det mindste at sørge for at vi ikke taber. Derfra skal der ikke meget til, før at en enkelt blunder resulterer i et nederlag. Samtidig er heller ikke modstanderne blinde for, at der er noget at hente på Fratton Park nu hvor den vokale opbakning ikke er til stede. Supporterne kommer vi til at mangle lidt endnu, så der er desværre en risiko for, at den dårlige statistik ikke kommer til at ændre sig væsentligt i denne sæson, med mindre at managerteamet finder på noget nyt. Lige nu er det svært at være optimist som Pompey-tilhænger.

 

Et hurtigt liga-overblik

Ikke nok med at vi selv smed tre points, denne eftermiddag fik stort set alle andre oprykningskandidater mindst et point. Således vandt både Lincoln, og Peterborough, som begge trækker fra i toppen. Doncaster og Hull delte 3-3 på trods af at sidstnævnte var foran både 2-0 og 3-1. Også Ipswich, Oxford, Charlton og Accrington delte pointene mens Sunderland vandt med 3-0 hos Burton, og nu blot er to points bag os med to kampe i baghånden samt en noget bedre form.

 

Kommentarer fra assistant manager Joe Gallen

“We had the majority of the second half, but without creating enough chances and Blackpool defended resolutely. It was disappointing not to take any points or have enough opportunities for the possession and territory we had. We’re not going to deny that it’s frustrating when you lose because you do put so much work into it. There are high and low points over the course of the season and we have to get this side believing in themselves again. We’re going to need to start to put consecutive wins together again – are we capable of doing that? Yes we are. The top two is still open for us, but we have to go on a run. Our job is to build confidence and belief on the training ground and I do believe that our forward players will start scoring again. I’d be very surprised if it’s not sooner rather than later.”

League One, Fratton Park, 20. februar 2021

Portsmouth – Blackpool 0-1 (0-0)

82. minut: 0-1 Jerry Yates

Opstillingen (4-4-1-1): MacGillivray; Johnson, Raggett, Nicolaisen, Daniels; Curtis, Naylor (anfører), Cannon, Harness (Byers ‘61); Williams (Hiwula ‘77); Marquis (Harrison ‘77)

På bænken: Ward, Whatmough, Brown, Hiwula, Harrison, Byers og White

Advarsler: Cannon og Curtis

Tilskuere: Ingen

Interview efter kampen med assistant manager Joe Gallen

 

 

Kampens højdepunkter