Kan vi løse udebanekomplekset?
FA Cup sejren mod Barnsley understregede igen vores styrke på Fratton Park, men desværre er sidstnævnte blot et af vores to ansigter i denne sæson. Det andet er et mandskab som har meget svært ved at ramme samme niveau på fremmed græs. Efter to pokalkampe er det dog nu blevet hverdag igen, også i bogstavelig forstand, og tirsdag aften venter en ganske tricky opgave hos Lincoln City, som hjemme blot har taget et enkelt point mindre end os.
Med tanke på præstationen lørdag eftermiddag er det nærliggende at pege på genvalg til de startende elleve på trods af, at den kun ligger tre dage tilbage.
Kampen på Sincil Bank, eller LNER Stadium som hjemmebanens reelle navn er, bliver det første møde mellem de to klubber i 37 år. Det seneste endte med en sejr på 3-0 i Lincoln. Billy Rafferty scorede to mål og Steve Aizlewood et enkelt.
Lincoln City – baggrund og historie
Klubben blev grundlagt i 1884 og blev divisionsklub otte år senere. Den har aldrig været at finde i den bedste række. Således er den højeste placering en 5. plads i 2. division, men for det meste har klubben spillet på tredje eller fjerde niveau, med enkelte ture uden for divisionssystemet. Senest mellem 2011 og 2017. De seneste sæsoner har været en succeshistorie for Lincoln City, og det skyldes især Cowley brødrene Danny og Nicky, som overtog klubben efter flere år som midterhold i National League, førte dem op i både League Two og efterfølgende League One, nåede kvartfinalen i FA Cup som non-league klub og vandt EFL Trophy.
I forhold til klubbens og byens størrelse nyder Lincoln City af en stor og vokal opbakning på hjemmebane.
Navnet The Imps kommer fra en lille stenfigur i Lincoln Cathedral forestillende en lille djævel, the Lincoln imp, som efter sigende blev sendt af Satan for at ødelægge kirken. En engel forvandlede den til sten inden det kom så vidt.
Lincolnshire, og specielt området lige omkring selve Lincoln, spillede en stor rolle under Anden Verdenskrig med de mange RAF-baser som var og er placerede her. Det kommer også til udtryk under kampene på Sincil Bank, hvor der lyder en luftalarm når hjemmeholdet tager et hjørnespark. Forhåbentlig tager det ikke for meget fokus fra vore spillere ved disse situationer.
Værternes sæson indtil nu
The Imps startede som nævnt sæsonen under ledelse af Cowley brødrene, med stabil pointhøst til følge. Klubben var oppe og snuse til play-off pladserne, men afgangen af managerteamet medførte ikke overraskende en del turbulens, og resultaterne led derunder. Ikke nok til at klubben blev en del af nedrykningsstriden, men den blev en del af det brede midterfelt. Med tiden har Michael Appletons metoder dog båret frugt og Lincoln City er før mødet med os at finde på en 12. plads i League One, hele femten points ned til stregen, men bare fire under os. Dermed lever play-off drømmen også i Lincolnshire i bedste velgående.
Kigger vi på stats har Lincoln vundet 9 ud af 12 kampe hjemme på Sincil Bank (9-1-2). Imellem tallene finder vi også et 0-6 nederlag mod Oxford United, som dog fandt sted lige efter Cowley brødrenes exit fra klubben. De seneste seks kampe hedder 3-1-2 med måltallene 10-7. De to nederlag faldt hos Ipswich og Sunderland mens sejrene alle kom på hjemmebane. De seneste fem kampe på Sincil Bank er alle vundet, ja faktisk så har klubben ikke tabt foran egne supporter siden den famøse kamp mod Oxford i september sidste år. Så reelt set vil bare en remis tirsdag aften være acceptabel.
Seneste nyt fra The Imps
Januars transfervindue har allerede sat sine spor i truppen, og det er især i angrebet at der har været udskiftning. Således er Bruno Andrade skiftet til Salford City mens John Akinde nu skal spille for Gillingham. Omvendt har klubben hentet Tom Hopper hos Southend United. I tillæg har Cowley brødrene været på strandhugst i deres forhenværende klub og hentet forsvarsspillereren Harry Toffolo til Huddersfield Town. Bedre nyt fra defensiven er at talentet Aaron Lewis har underskrevet en ny kontrakt. På lånemarkedet har klubben hentet Tyreece John-Jules (angriber) fra Arsenal og Conor Coventry (midtbanespiller) fra West Ham.
Der meldes ikke om skadede spillere eller karantæner i Lincoln-lejren. Tom Hopper får muligvis debut mod os.
Profiler hos hjemmeholdet
Tyler Walker er klubbens topscorer med 14 sæsonmål indtil nu, udlånt af Nottingham Forest. I de seneste fem kampe er det blevet til tre styks.
En anden lejesvend oppe i front er Tyreece John-Jules lånt hos Arsenal. Han kvitterede prompte med sejrsmålet i weekenden mod Blackpool. Han spiller i en typisk 9’er rolle lidt tilbagetrukket med Walker liggende foran ham.
Jorge Grant er manden som oftest er i oplæggerens rolle. Det er indtil videre sket seks gange i denne sæson.
Imps manager Michael Appleton
Appleton var som bekendt en af de to managers som stod i spidsen for os i en del af klubbens måske mest turbulente sæson nogensinde i 2012-13 da vi strøg gennem League One i den forkerte retning, kun kunne skrive kontrakter gældende for en måned ad gangen, og således brugte hele 55 spillere. Midtvejs forlad han klubben til fordel for Blackpool men havde ikke megen succes der, lige som han efterfølgende heller ikke kunne få tingene til at fungere hos Blackburn Rovers. Hans tid i Blackpool varede blot 65 dage, jobbet hos Blackburn bare to dage længere. Appletons næste station var Oxford United, og her faldt resultaterne endelig i hak. I hans anden sæson førte han klubben op fra League Two lige som det blev til to finaledeltagelser i EFL Trophy (som det ganske vist ikke hed på det tidspunkt) som dog begge blev tabt. I juni 2017 blev han assistant manager hos Leicester City under Craig Shakespeare men blev senere fyret sammen med sidstnævnte. Herefter arbejdede han som coach hos WBA indtil Lincoln City ønskede ham til klubben.
Hvordan ser det ud hos os?
Vores mini-lazaret bliver til stadighed reduceret, og også Lee Brown er nu ved at være klar igen. Således er kun Bryn Morris totalt ukampdygtig. Brown og McCrorie træner således med resten af truppen igen, men det er spørgsmålet om det vurderes som værende fornuftigt at tage de to med til Lincoln allerede. Brett Pitmans situation er stadig lidt uvis og der hviskes i krogene at han næppe spiller sin kamp nummer 100 i Pompey-trøjen, da det vil få konsekvenser for kontraktforholdene (angriberen er pt. noteret for 99).
Assistant manager Joe Gallens tanker om kampen
“We look at the league table and there are some games in hand for us – a lot of which are at home, which is a positive. There’s plenty of belief around the squad at the moment and also from the supporters. The momentum is building and we need to keep going. The cup games are great, but we need to play just as well on Tuesday night and then again against Sunderland.”
“I’ve not been to Lincoln since I was playing for Shrewsbury – which is a long time ago! I haven’t been there as a coach or observer. We’ve been watching a lot of their matches and working things out because they’ve beaten Sunderland and Ipswich there. I think there will be a big atmosphere against Pompey and we’re looking forward to the game because we’re in good form. Our aim is to go there, play well and win, but we know it’s going to be tough against a side who are on the up.”