Marquis sikrede tre vigtige points.
Med den midlertidige udligning til 1-1 midt i anden halvleg lignede det endnu en skuffelse mod AFC Wimbledon, men med sit tredje mål på en uge sørgede John Marquis for den tredje 2-1 sejr i samme periode, og at vi fortsat er en outsider til at snuppe en af de to direkte oprykningspladser. Dermed er vi stadig det eneste tilbageværende hold under EFL (Championship, League One og League Two), som er ubesejrede på egen bane i denne sæson. Med sejren er vi placeret på 7. pladsen, et enkelt point fra play-offs og seks points fra top to. Lige bag os har Doncaster Rovers dog spillet en kamp færre.
Der var hele tre ændringer i startelleveren fra Gillingham, hvoraf en enkelt var en helt ny spiller. Det var Cameron McGeehan, som fik sin debut i Pompey-trøjen denne eftermiddag. Ligedebut blev det også til for Steve Seddon, hvilket dog var ventet, mens også Andy Cannon fik chancen fra start. På bænken var der noget overraskende comeback til både Jack Whatmough og Brandon Haunstrup, hvor sidstnævnte endda fik de sidste 19 minutter på banen. De oprindelige meldinger lød ellers på, at Haunstrup ville være ude til februar.
Kampen
Det blev fra start en kamp med Pompey i en dominerende rolle som blev fastholdt til sidste fløjt. Især før pausen var der nærmest tale om envejstrafik, men alligevel skulle der gå lidt tid før vi kom frem til chancer. Kampens første mulighed fik gæsterne til gengæld – deres reelt eneste i de første 45 minutter. Efter et hjørnespark faldt bolden til Rod McDonald, som tog en hurtig vending i feltet og sendte bolden tæt forbi Pompey-målet. Herefter var det kun hjemmeholdet man så noget til, og efter kort tid tog det også føringen. Et hurtigt kontraangreb endte med at Harness modtog en perfekt aflevering fra Cannon og sendte sikkert bolden i netmaskerne. 1-0. Også herefter havde vi bolden det meste af tiden men nu uden at komme til lignende chancer. Ganske vist kom både Harness og McGeehan frem til skud mod Nathan Trott i gæsternes mål, men uden reelt at true keeperen. Dermed blev det ved den spinkle men fortjente føring ved pausen.
Også fra starten af anden halvleg var keeper Trott banens travleste spiller, og måtte først parere et skud fra Curtis over mål, og efterfølgende plukke et hjørnespark fra Seddon ned lige før bolden nåede frem til Burgess. I den anden ende af banen havde Bass en forholdsvis stille dag, og derfor var det også stik mod spil og chancer at Wimbledon efter en times spil kunne bringe balance på måltavlen. En hurtig omstilling fra gæsterne fangede Pompeys defensiv på den forkerte fod, og pludselig stod Pigott alene inde foran mål, hvor han sikkert satte bolden bag stregen. 1-1. Jackett reagerede ikke prompte men da der var gået ti minutter uden chancer til os mens gæsterne nu virkede løftede af udligningen, blev både Marquis og Haunstrup sat ind for at vende kampen til vores fordel. Scoringer mod Fleetwood og Walsall havde vist, at førstnævnte trods megen tid på bænken ikke havde glemt, hvordan man afgør en kamp, og Marquis skulle denne eftermiddag bruge blot otte minutter til at gøre det igen. Et præcist timet indlæg fra Curtis ramte angriberen lige i pandebrasken, og efterlod keeper Trott uden chance. 2-1 til Pompey. Kort efter modtog gæsternes Scott Wagstaff sin anden advarsel i kampen, og ti mod elleve havde gæsterne ikke mere i posen trods spæde forsøg på at iværksætte et pres i kampens døende minutter. De tre points blev på Portsea Island.
Eftertanken
De tre points understregede vores styrke på Fratton Park, og vores Jeckyll and Hyde skiftende præstationer hjemme og ude. Men som tidligere nævnt så er vi også på det nærmeste piskede til at slå fuld kapital af hjemmebanefordelen når vi igen og igen smider points ude.
Selv om det er tidligt at vurdere, så virker alene tilgangene af især Steve Seddon og Cameron McGeehan til at vi kommer langt bedre ud af januars transfervindue i denne sæson, hvilket kan blive afgørende i sidste ende lige som det modsatte var tilfældet sidst. Kan Jackett så holde sin trang til at placere spillerne på uvante positioner nede, kan vi måske endelig få formet mandskabet til den enhed som den kun lejlighedsvis har gjort i indeværende sæson. Med både Haunstrup og Whatmough tilbage igen, samt Brown på vej, vil Jackett ydermere råde over en særdeles bred og kompetent bænk. Sælges Pitman – hvad han jo nok bliver – så er det kun på angriberfronten at vi kommer til at se lidt tyndt besat ud, især hvis Marquis skulle blive skadet. Uden at male fanden på væggen skal der krydses fingre for, at han er driftssikker sæsonen ud.
Et hurtigt liga-overblik
Rækkens mest formstærke mandskab lige nu er Rotherham United, og det understregede de ved at vinde med 3-1 hos ellers hjemmestærke Oxford United. I et andet topopgør fik Wycombe en lussing på hele 0-4 hos Sunderland, som efter et længere formdyk må siges at have vundet sig selv. Det samme kan siges om Ipswich Town, der uden besvær slog Accrington Stanley med 4-1. Peterborough, derimod, fortsatte de ujævne resultater og måtte nøjes med 0-0 hjemme mod Gillingham mens Bristol Rovers ligeledes ligner en klub som er færdig i subtoppen efter 0-2 hjemme mod Doncaster Rovers. Slutteligt skuffede Coventry City ved blot at få 1-1 hjemme mod MK Dons.
Kommentarer fra manager Kenny Jackett
“It was a different kind of match to the ones against Ipswich and Wycombe, but certainly no easier to get the win. Wimbledon could sit off with their three at the back and are hard to get past – that was their game-plan. We persevered and it was a really good winner, with Ronan’s cross and John’s flick into the corner of the net. It’s important you keep driving on right to the end and we want to keep being the team who score the late goals and create chances.”
“I was always expecting a hard test and we’re pleased to come through to end what’s been a positive week for us. We’ve won three games 2-1 in different competitions, but this one is obviously the most important to us. Momentum needs to be built in the second half of the season and this result will give the players confidence.”
League One, Fratton Park, 11. januar 2020
Portsmouth – AFC Wimbledon 2-1 (1-0)
20. minut: 1-0 Marcus Harness
62. minut: 1-1 Joe Pigott
79. minut: 2-1 John Marquis
Opstillingen (4-2-3-1): Bass; Bolton (Haunstrup ’71), Burgess, Raggett, Seddon; McGeehan, Naylor (anfører); Harness, Cannon (Marquis ’71), Curtis; Harrison
På bænken: MacGillivray, Whatmough, Haunstrup, Close, Evans, Hawkins og Marquis
Advarsel: Cannon
Tilskuere: 18.417 (heraf 836 medrejsende Wombles supportere)
Post-match interwiew med Kenny Jackett
Kampens højdepunkter
Marcus Harness jubler etter sin 1-0-scoring.
Steve Seddon med sin hjemmedebut.
Cameron McGeehan med sin Pompey-debut.