Tør og bør vi satse på turneringen i denne sæson?
Tirsdag aften starter vores titelforsvar af EFL Trophy pokalen, hvis officielle navn nu er Leasing.com Trophy, og igen har turneringen absolut laveste prioritering. Sidste sæsons triumf var i høj grad medvirkende til, at truppen endte med at bestride hele 62 kampe, hvilket tydeligvis satte sine spor til sidst i ligaen. Det skal vi undgå denne gang, og derfor vil det umiddelbart være logisk, hvis vi i denne sæson i højere grad benytter os af talenter fra akademiet og periferispillere i disse kampe – om end naturligvis inden for reglerne. I denne første kamp, hvor vi tager imod Crawley Town, er det dog værd at bide mærke i, at vi grundet udsættelsen af hjemmekampen mod Southend United herefter har hele 14 dages pause inden vi genoptager ligakampagnen mod Burton Albion. Så der er flere ting som spiller ind når manager Kenny Jackett udtager truppen til tirsdag aften.
Foruden Crawley Town deler vi gruppe med Oxford United og Norwich City Academy. Det bliver tredje gang at vi møder The Reds i denne turnering. I 2017 blev det til en 3-1 sejr på Fratton Park, og i sidste sæson vandt vi 1-0 hos Crawley. Som bekendt var Crawley Town også en af sommerens testmodstandere. Her blev det på udebane til en sejr på 2-1 på mål af Gareth Evans og Tom Naylor
Crawley Town – the lowdown
Den eneste divisionsklub i West Sussex blev grundlagt i 1896 men blev ikke fuldtidsprofessionelle indtil 2005, og opnåede efterfølgende divisionsstatus i 2011 da den under daværende manager Steve Evans rykkede op i League Two. Sæsonen efter tog Crawley Town endnu et skridt opad i fodboldpyramiden og nåede op i League One. Her blev det til gengæld kun til tre sæsoner inden det endte med nedrykning til League Two igen, hvor klubben siden har befundet sig. De seneste år har været svære tider grundet en stram økonomi, og siden nedrykningen har klubbens bedste placering været en 14. plads.
Gæsternes sæsonstart og det seneste nye fra The Reds
Crawley ligger forud for opgøret nummer otte i League Two med ganske anseelige 10 points for 6 kampe. Den seneste af slagsen blev vundet med 1-0 hjemme mod Cheltenham Town. Alle turneringer medregnet var det holdets tredje sejr i træk. Holdets statistik på udebane hedder indtil videre 1-1-1 efter 1-2 hos Carlisle United, 2-2 hos Scunthorpe United samt en 3-2 sejr hos Leyton Orient. Holdet har altså mere end svært ved at lukke af bagude på fremmed græs, hvilket vi bør kunne udnytte til vores fordel.
På trods af en del udskiftninger i truppen denne sommer er det lykkes for klubben at holde på mange af sidste sæsons bærende spillere, om end man på transfervinduets sidste dag valgte at sige farvel til to af klubbens mest løntunge spillere, Dominic Poleon og Filipe Morais, der sammen scorede 13 mål. Topscorer Oliver Palmer, der nettede 14 gange er til gengæld stadig Crawley-spiller. Afgangen af de to signalerer en ændret transferkurs i klubben, hvor man fremover satser på unge og sultne spillere med videresalgspotentiale. Med sidste sæsons ansættelse af manager Gabriele Cioffi skete der samtidig et skifte til en mere direkte spillestil som kræver større løbevillighed af spillerne. Også på den baggrund er der hentet spillere ind mens der er blevet sagt farvel til andre.
Den rutinerede centreback Joe McNerney må sidde over med rygproblemer. Derudover kan gæsterne stille i stærkeste opstilling. Lige som det er tilfældet hos os vil Crawley manager Cioffi stille med en blanding af stamspillere og dem som ganske enkelt har brug for kamptræning.
Profiler hos udeholdet
Oliver Palmer var sidste sæsons topscorer. Han er oppe på tre mål i indeværende sæson og blev matchvinder så sent som i weekenden mod Cheltenham.
En anden målscorer som vi skal holde øje med er Ashley Nadesan, som blev hentet hos Fleetwood Town i sommers. I sidste sæson var han udlånt til Carlisle, hvor han nåede at nette 8 gange i 25 kampe. Selv om Nadesan ikke tidligere har spillet for The Reds er han født og opvokset i området, og dermed en local boy.
Også Beryly Lubala, en lidt mere tilbagetrukken angriber, er kommet godt i gang i denne sæson med fire mål. Han blev hentet permanent fra Birmingham City denne sommer.
Holdets sidste skanse Glenn Morris er med sine 35 år oppe i årene men ses generelt som en af rækkens bedste keepere. Mange mener at uden ham ville klubben være rykket ned i sidste sæson.
Crawley-manager Gabriele Cioffi
Klubbens manager er italiener og hedder Gabriele Cioffi. Han var en del af Gianfranco Zolas stab hos Birmingham City, i dennes korte tid i klubben fra 2016 til 2017. Et stykke tid efter stabens fyring i april det år blev han ansat af Crawley Town som afløser for Harry Kewell, der hellere ville stå i spidsen for Notts County. Trods en beskeden win ratio på blot 29 % lykkedes det for Cioffi at holde klubben i League Two, hvor man endte på en 19. plads. Der har da blandt supporterne også været spredt utilfredshed med italieneren, der som oftest får skudt sin manglende erfaring i skoene, men i denne sæson har både spil og resultater været bedre end ventet, så pt. er der arbejdsro på Broadfield Stadium.
Hvordan ser det ud hos os?
James Bolton meldes frisk nok til at deltage i kampen tirsdag aften. En ankelskade har ellers betydet, at forsvarsspilleren indtil videre blot har fået 37 minutter på banen i denne sæson. Også Sean Raggett står til rådighed. Til gengæld mangler både Oliver Hawkins og Ryan Williams kamptræning nok til at det giver mening at de er involveret mod Crawley Town.
Bryn Morris kæmper stadig med et maverelateret problem, og skal forbi en specialist for nærmere undersøgelse. Morris har endnu ikke spillet en kamp i denne sæson.
Vi har pt. den 20-årige fløj Nathan Wood til prøvetræning. Wood har tidligere bl.a. spillet For AFC Wimbledon.
Kenny Jacketts tanker om kampen
“The league games are our priority, but we don’t have another one of them for just over two weeks, which is frustrating. Postponing the Southend match was always likely to happen, but I wanted to give it as much time as I could.”
” We have to make sure that when the league games come around again, we’re ready – which we will be. But now we have this fixture and we’ll go quite strong, although there are some boys who do need to play. The likes of James Bolton and Sean Raggett require matches, so it’s about getting the balance right and making sure we can put on a good performance. There will be one or two younger players involved as well and it’s a big opportunity for them in front of the Fratton crowd.”
“We played Crawley in pre-season and in this competition last term, so both sides know each other well. They’ve had a good start to their League Two campaign.”
Interview med manager Kenny Jackett forud for kampen: