2018-19: Portsmouth – Sunderland 0-0 (play-off semifinale 2. kamp)

Slidt Pompey-mandskab trak det korteste strå.


Et træt hjemmehold kunne ikke bryde The Black Cats defensiv da det virkelig gjaldt, og dermed kan vi i næste sæson byde velkommen til Bury i stedet for Blackburn når vi tager hul på den tredje sæson i League One. Det skortede ellers ikke på chancer og vilje, men det rakte ikke mod et kompakt stående Sunderland inklusiv målmand Jon McLaughlin, der i et par situationer måtte agere redningsmand for udeholdet, der selv ikke kom frem til ret meget.

Manager Kenny Jackett havde de friskmeldte Lee Brown og Brett Piman til rådighed igen, og begge indgik i aftenens startellever. De var to af i alt tre ændringer i forhold til det første opgør på Wearside, Den tredje var en startplads til Viv Solomon-Otabar. Det betød samtidig, at Jamal Lowe, Ronan Curtis og Anton Walkes måtte tage til takke med en bænkplads.

 

Første halvleg

Forud for startfløjtet var der et minuts applaus til minde om Jon Gittens, som afgik ved døden tidligere på ugen. Forsvarsspilleren nåede 99 kampe for Pompey mellem 1993 og 1996. Herefter fulgte intense 45 minutter med tænding på allerede efter de første sekunder. Gareth Evans modtog en advarsel for en sen tackling på Lee Cattermole, og kort efter blev også Tom Naylor noteret i dommerens bog efter at have kastet bolden i hovedet på Chris Maguire efter en batalje med Sunderland-angriberen. Her ville andre dommere måske have trukket rødt, men det blev ved advarslen. Maguire selv var ligeledes involveret i en række frispark, som til sidst også kostede ham et gult kort. Chancer var der også og den første faldt til gæsterne efter en skovtur af MacGillivray, der kom for sent i en duel med Maguire, men Burgess var på pletten og fik reddet i den situation. Efterfølgende stod der Pompey på alt indtil pausefløjtet. Først måtte Sunderland-keeper McLaughlin hive en refleksredning frem for at forhindre Evans i fra nært hold at sende bolden i mål, og bare minuttet efter ramte Clarke overlæggeren i kølvandet på det efterfølgende hjørnespark. Det forblev dog målløst ved pausen.

 

Anden halvleg

Skærmydslerne mellem de to holds spillere fortsatte efter pausen, hvor dommeren måtte skille Nathan Thompson og Charlie Wyke ad. Halvlegens første målchance tilfaldt Hawkins, der måtte se sit hovedstød blive tippet over mål af McLaughlin. Forinden var Jamal Lowe kommet på banen for Solomon-Otabor i et forsøg på at give offensivspillet friske ben. Som kampen skred frem uden yderligere muligheder til hjemmeholdet kom også James Vaughan på banen på bekostning af Hawkins. Vaughan kunne kort efter have bragt Pompey på 1-0 men igen var The Black Cats’ keeper på sin post og fik pareret hans skud fra nært hold. Det skulle vise sig at blive kampen sidste højdepunkt, hvilket heller ikke seks tillægsminutter kunne ændre på.

 

Hvad kan vi lære af sæsonen?

Det har været en lang sæson, og de ekstra kampe i diverse pokalturneringer kostede i sidste ende den energi som kunne have gjort en forskel mod Sunderland, der selv virkede slidte af samme årsag. Man kan diskutere om truppen er bred nok eller der skulle have været roteret mere i løbet af sæsonen. I al fald var det nøglespillere som Lowe og Curtis, der i øvrigt begge startede sæsonen med et brag, som havde det største formdyk netop som vi havde brug for deres magi fra fløjene. Bare et enkelt mål i de seneste tre kampe, og nul i de to play off semifinaler, bevidner også, at vi scorer for få mål når fløjspillet ikke fungerer. Tilsammen scorede vore boksangribere således bare 22 mål, hvilket er tre færre end Lutons James Collins, og et mere end Charltons Lyle Taylor og Doncasters John Marquis. Det er ikke godt nok. Måske havde det set anderledes ud, hvis ikke at Pitman undervejs i sæsonen var blevet bænket, og i en periode endda var helt uden for truppen, men til den historie hører, at vi på det givne tidspunkt førte League One. At det ikke rakte i sidste ende handler derfor også om, at vi mistede samtlige spillere på lån i løbet af kort tid i januar, og de som kom ind i stedet slog bare ikke til – med Bogle som den eneste undtagelse.

Skal vi lære noget af sæsonen må det være, at spillet ikke skal bygges op om spillere der ikke er vores egne, så som Ben Thompson der var på lån fra Millwall, og at Jackett bør overveje at skifte til et system som er bedre til at iscenesætte angriberne. Syv mål fra den favoriserede spydspids holder ikke i længden når målet er direkte oprykning.

Sidste ord herfra er, at det trods alt har været en god sæson med pokalsucces og et minimumskrav, play-offs, som blev indfriet. Vi forbedrede os med fire pladser i tabellen i forhold til sidste år. Kan vi rykke os bare to pladser yderligere i den kommende sæson spiller vi i The Championship i august 2021.

 

Kommentarer fra Kenny Jackett

“There were some big saves from McLaughlin in the Sunderland goal, while Clarke has hit the crossbar. They were key moments in what was a very tight game – and a tight 180 minutes across the whole tie. Maguire has ultimately provided the moment of quality that’s settled things and got Sunderland to Wembley. We built up a good head of steam in the first half, but there were only isolated incidents after the break. You’re looking for one of them to go your way in order to lift the crowd and be able to build some momentum.”

“It does hurt, although I’m proud of the players and we’ll have a break, then look to come back stronger next year. We got 88 points, reached the play-offs, won a trophy and had a good run in the FA Cup – now we need to regroup and go again.”

League One play-off semifinale (kamp nr. 2), Fratton Park, 16. maj 2019

Portsmouth – Sunderland 0-0 (0-0), sammenlagt 0-1

Opstillingen (4-2-3-1): MacGillivray; N. Thompson, Clarke, Burgess, Brown; Close, Naylor; Evans, Pitman (anfører), Solomon-Otabor (Lowe ’52); Hawkins (Vaughan ’68)

På bænken: Bass, Walkes, Curtis, Morris, Dennis, Lowe og Vaughan

Advarsler: Thompson, Naylor, Pitman og Vaughan

Tilskuere: 18.077 (heraf 1.397 Sunderland supportere)

Interview med Kenny Jackett efter kampen:

Kampens højdepunkter: