2018-19: Optakt Shrewsbury Town – Portsmouth

Kan vi presse topholdene?

Det er intet under hvis spillerne allerede nu har tankerne på Wembley og mere end 80.000 tilskuere til EFL Trophy finalen næste weekend. Inden da venter der dog lige en vigtig opgave i ligaen, som helst skal klares med et godt resultat til følge, hvis den spinkle drøm om en plads i top to skal holdes i live. Lørdag eftermiddag gælder det således en ikke helt let kamp på udebane mod Shrewsbury Town, som i lige så høj grad har brug for en sejr for at holde nedrykningsstregen på behørig afstand.

Lørdagens modstander blev ligaklub så forholdsvist sent som i 1950, men har siden da kun været uden for divisionssystemet i en enkelt sæson, 2003-04. De bedste placeringer kom i 1980’erne da klubben lå i den næstbedste række, og mellem 1982 og 1985 enten blev nummer 8 eller 9. Denne periode resulterede samtidig i ligasejre mod klubber som Newcastle United, Chelsea, Blackburn Rovers, West Ham og Fulham. I tillæg har klubben flere gange deltaget i den walisiske pokalturnering som man har vundet 6 gange – flere end nogen anden engelsk klub. I de engelske pokalturneringer har den største succes været at nå semifinalen i ligacuppen i 1960-61, hvor det blev til nederlag mod Rotherham United, som man efterfølgende også har tabt til i en EFL Trophy finale i 1996 og samt sidste års League One play-off finale.

Brett Pitman var mindre synlig i sin 10’er rolle sidst mod Scunthorpe, men alligevel forventes det, at manager Kenny Jackett igen stiller med ham bag Omar Bogle. I startelleveren bliver der til gengæld minimum ét nyt ansigt idét Solomon-Otabor måtte udgå med en skade mod Scunthorpe som holder ham ude i resten af måneden. I det hele taget betyder skader især til spillere på venstre fløj, at der muligvis bliver debut til Lloyd Isgrove, som fik lidt længe ventet spilletid for reserveholdet i midtugen. Samtidig ved spillerne, at en god kamp lørdag eftermiddag sandsynligvis vil være lig med en startplads på Wembley den 31. marts. Mens det utvivlsomt vil høje motivationen er det spørgsmålet, om det er nok til at luge ud i de personlige fejl som især har kostet i defensiven.

Den omvendte kamp på Fratton Park sidste efterår endte 1-1. Efter at Greg Docherty bragte Shrewsbury foran, lykkedes det for Brett Pitman sent i kampen at udligne på et straffespark. I sæsonen før tabte vi begge opgør mod lørdagens modstander.

 

Shrewsburys sæson indtil nu

I kølvandet på sidste sæsons overpræstation i form af en tredjeplads i League One samt skuffelsen over den tabte play-off finale mod The Millers, lå det i kortene, at denne sæson ville blive ulig sværere for The Shrews. Det kunne heller ikke være anderledes med sidste sommers farvel til flere stamspilllere samt ikke mindst den daværende manager Paul Hurst. Resultatet har været, at klubben i hele sæsonen indtil nu har befundet sig omkring nedrykningszonen, hvor den også er at finde her før kampen på en 18. plads med bare et enkelt point ned til stregen. Dermed er holdet, sammen med en håndfuld andre klubber, en del af bundstriden der reelt starter helt oppe på 12. pladsen med Plymouth Argyle, som kun er tre points fra nedrykning. Dermed står det klart, at der venter en svær kamp mod en modstander som har ryggen mod muren og kæmper for overlevelse i rækken.

Kigger vi på formen er hjemmeholdet faktisk slet ikke så dårligt kørende endda men har alligevel ikke kunnet trække fra de direkte modstandere i bunden, som ligeledes jævnligt henter points. Det er blevet til ti points fra de seneste seks kampe og en målscore på 8-6. Samtidig er lørdagens værter uden nederlag hjemme på The New Meadow i de seneste fire kampe (2-2-0). Man er kommet på måltavlen i 5 af de 6 kampe, og altså i snit lukket et enkelt mål ind. Overordnet set hedder statistikken hjemme 8-7-4, og det er i overvejende grad på egen bane at pointene er hentet i denne sæson. Ude er det bare blevet til tre points i 2 ud af 19 forsøg.

Holdets stabilitet er især blevet mere udpræget efter at manager Sam Ricketts kom til fra Wrexham midtvejs i sæsonen. Han tog over efter John Askey, der altså fik under et halvt år i klubben som afløser for sidste sæsons succesmanager Paul Hurst (som for længst har fået sparket hos Ipswich Town). Han har i den grad fået stabiliseret defensiven, på nær enkelt smuttere som 0-3 mod topholdet Luton Town så The Shrews, trods bundplaceringen, har holdt nullet bagude oftere end os (elleve gange mod vores ti). Dermed står det også klart, at der venter os en kamp hvor vi intet får foræret, og som godt kan vise sig at blive sværere end afstanden mellem to de hold i tabellen umiddelbart kunne indikere.

 

Profiler hos The Shrews

Fejiri Okenabirhie kom til klubben sidste sommer og er med sine otte ligamål pt. delt topscorer sammen med Oliver Norburn, som ligeledes var en af daværende manager John Askeys indkøb. Specielt Norburn, holdets anfører, er godt kørende pt. med tre mål i de seneste seks kampe.

Rutinerede Shaun Whalley har efterhånden spillet 125 kampe for klubben. Han er svær at tænke væk fra holdets midtbane, hvor han både kan spille centralt og på begge fløje. Han er hurtig og har ofte scoret sene og dermed afgørende mål for holdet.

Spilleren som har været involveret i flest mål er Greg Docherty, der har scoret seks selv og lagt op til yderligere otte scoringer.

Defensiven er den del af holdet der indtil videre har fungeret bedst i denne sæson, og her skal vi blandt andet holde øje med rutinerede Omar Beckles der holder sammen på tropperne, og især får en yderligere fremtrædende rolle, hvis skaderne i defensiven varer ved. Beckles er samtidig ganske målfarlig, og skyder ofte med frem.

 

Shrewsburys manager Sam Ricketts

Med sine blot 37 år er Ricketts forholdsvis ny i faget, og alligevel er jobbet hans andet i branchen efter at han blev headhuntet hos næsten-naboerne Wrexham på et tidspunkt da klubben lå nummer fire i National League. Som spiller husker man ham nok bedst fra klubber som Hull City og Bolton da de lå i Premier League.

Ricketts og Jackett kender hinanden særdeles godt. Waliseren var nemlig anfører på det Wolves-mandskab som vores manager i sin tid førte til oprykning fra League One i 2013-14 sæsonen.

 

Sidste nyt fra værterne

James Bolton, Luke Waterfall og Ro-Shaun Williams er alle meldt tvivlsomme til kampen. Må de sidde over er det en alvorlig svækkelse for Shrewsbury, for der er tale om 3 ud af de 4 faste spillere i den bagerste kæde. Sker det har de blot to defensivspillere til rådighed: Omar Beckles og anfører Mat Sadler. Det vil sandsynligvis også betyde et formationsskifte til en treback kæde.

Ryan Sears spiller landskampe for Wales’ U-21 mandskab og er definitivt ikke en del af hjemmeholdets trup mod os.

Der meldes om stort set udsolgt til kampen.

 

Situationen hos os

Viv Solomon-Otabor, Ronan Curtis, Andy Cannon, Bryn Morris og Dion Donohue er alle ude med diverse skader som holder dem ude i 2-4 uger. Jack Whatmough er som bekendt ude i resten af sæsonen.

Anton Walkes pådrog sig en mindre skade i en testkamp i tirsdags mod et udvalg hold fra flåden, men skulle blive klar mod Shrewsbury.

Ovennævnte kamp endte med en 3-1 sejr til Pompey. Louis Dennis scorede to mål og brændte et straffespark. Akademispilleren Leon Maloney var ligeledes på pletten i kampen. Dennis, Adam May og Brandon Haunstrup spillede alle samtlige 90 minutter mens Lloyd Isgrove blev skiftet ud tretten minutter før tid.

 

Kenny Jacketts tanker om kampen

“As far as you can, you have to prepare for one game at a time. All of your energy has to be focused on the next one. But when you look at the big picture, it does change slightly because we’re going to need a high number of points from the 24 that are still available. We’re four and nine respectively off the sides that are currently second and first, so we have to keep pushing and know it’s still possible. But if you don’t get your own form sorted out and pay enough respect to your opponents, then it won’t happen. We’ve crept into the 70s now in terms of points and know that if we want to go up, we’ll need to be around 90.”

“The bottom half of the season is so tight – it’s unbelievable. There are a number of teams that will need points on the board sooner rather than later. Shrewsbury got a great win against Wycombe – one of their competitors – at the weekend and we lost twice to them twice last season. We understand they’ll be fighting for their lives, but have to show our quality and it’s an opportunity for us to keep pushing for those promotion places.”

 

Et par ord fra Omar Bogle

“We’re just taking things game by game at the moment and know we’ve got enough quality to get the results we want. It’s the stage of the season now when every point matters and we’ve got to keep believing in our own ability. We’re trying to put pressure on the sides above us, but know that ultimately we have to take care of our own business. It’s all very well them losing, but if we haven’t won our game then it’s irrelevant. We need to look after ourselves.”

“I had the little injury that kept me out of a few games, but I’ve come back and scored in successive games where we’ve won, so it feels amazing. Brett Pitman’s played in that role just behind me and when he gets on the ball, he’ll look for my runs. It’s been promising.”

 

Pre-match interview med vores manager