Top to toget er ved at køre fra os.
Et fuldt fortjent nederlag på 1-2 på The Valley betød denne aften i marts, at der begynder at tegne sig et tidligt billede af en forlænget sæson i form af play-off kampe. I al fald blev afstanden til Barnsley på andenpladsen i League One øget til nu otte points mens aftenens sejrherrer puster os i nakken. Værst var dog, at vi igennem det meste af kampen især spillemæssigt var Charlton underlegne, og vi lignede aldrig et hold, der igen kommer op og snuse til de direkte oprykningspladser.
Der var genvalg til de elleve startende fra kampen mod Bradford sidste weekend, men hvor disse nærmest sprudlede for en uge siden – måske på en billig baggrund – så tillod hjemmeholdets defensive organisation os aldrig virkelig at komme til orde i kampen, og manager Kenny Jackett må seriøst overveje, hvordan han igen kan få holdet til at levere på et højt niveau mod en god modstander.
Første halvleg
Det var Pompey der først kom frem til en chance da Matt Clarke i det 7. minut havde et fint hovedstød mod mål, som dog blev plukket ned af Addicks-keeper Dillon Phillips. Også efterfølgende var vores unge centreback i fokus med flere gode indgreb og blokeringer i eget felt. Lidt efter lidt overtog hjemmeholdet til gengæld alt spillet, og mens det meste Pompey-spil bestod af lange afleveringer så viste Charlton flere gange fint kombinationsspil. Efter knap tyve minutters spil burde overtaget have resulteret i en føring, men i fri position foran mål ramte Josh Cullen holdkammeraten Igor Vetokele i ryggen i stedet for netmaskerne. Her var vi utroligt heldige med ikke at komme bagud. Med den halve time spillet stilnede hjemmeholdets pres endelig af, men det var stadig dem som konstant summede rundt om vores straffesparksfelt. Pompey kom ikke frem til noget som helst, og manglen på ideer især på midtbanen var tydelig. Vi mistede for hurtigt bolden, og når vi havde den skabte vi intet. Det kom derfor ikke som nogen overraskelse da Joe Aribo efter en hurtig vending i vores felt sendte bolden gennem benene på Christian Burgess og ind i det fjerne målhjørne med MacGillivray strandet. Målet var en logisk konsekvens af, hvordan halvlegen havde udviklet sig med Pompey i perioder nærmest udspillede. Alligevel fik vi stik mod spil og chancer udlignet to minutter før pausen da et hjørnespark fra Lee Brown blev sparket langt og over i den modsatte side af hjemmeholdets felt. Her steg Ronan Curtis uhindret til vejrs og pandede bolden i nettet. Var stillingen 1-1 ikke helt fair lignede målet til gengæld en indøvet detalje, og det betød altså, at de to hold stod helt lige da der blev fløjtet til pause.
Anden halvleg
Pompey startede anden halvleg med at have bolden i nettet, men Curtis skud blev korrekt annulleret for offside. I stedet slog hjemmeholdet til i den anden ende af banen da vi ikke formåede at cleare et indlæg fra venstre side, som efter lidt tilfældigt ping-pong spil endte foran fødderne af Charlton angriberen Lyle Taylor. Han svigtede ikke på denne store chance og bragte værterne på 2-1. Også efter denne mavepumper var vi dog godt med i kampen, og Ronan Curtis sendte et fikst skruet skud mod mål, som var lige ved at snyde Charlton keeper Phillips. Herefter forsøgte manager Kenny Jackett med en dobbelt indskiftning at løfte vores spil, men umiddelbart efter var det igen Charlton som viste tænder, og MacGillivray måtte ud i en flot redning for at holde os inde i kampen. Med et kvarter igen kom så Pitman på banen, og han lagde sig bag den tidligere indskiftede James Vaughan i en 10’er rolle, som så ud til at passe ham godt. Det var nu Pompey der lagde pres på for at få scoret 2-2 målet, og Ronan Curtis var tæt på at gøre netop dette, men han manglede lige et par centimeter for at skrabe et giftigt indlæg over stregen. Trods ihærdige forsøg lykkedes det dog ikke for Pompey at komme tæt på scoring nummer to, og i sidste ende blev det en reelt fortjent sejr til hjemmeholdet, der dermed snuser os i hælene.
Hvad kan vi lære af kampen?
Især før pausen var forskellen på de to hold slående, og som seer var det irriterende at se, at Charlton i denne periode af kampen var alene om at prøve at spille fodbold. Intet lykkedes for os. Der manglede ideer og en styrmand på midten af banen som kunne holde på bolden og skabe ro når vi var under pres. Her manglede der en plan b og man sad i pausen og håbede på et systemskifte fra anden halvlegs start for at ændre slagets gang. Skiftet kom reelt aldrig. Da Pitman og Vaughan var på banen sammen i det sidste kvarter var det stadig med en enkelt angriber, Vaughan, i front med Pitman liggende bagved. Det gav trods alt offensiven et løft, og vi kom frem til flere chancer. Alligevel ligger det i luften, at det bliver den velkendte 4-2-3-1 igen på tirsdag i Walsall fordi at det, med Jacketts egne ord, ”er det som spillerne kender bedst”. Så meget for en plan b. Overordnet set var det i de første 75 minutter på The Valley alt for lidt som kom fra Pompey-fødderne, og Ronan Curtis var nærmest ene mand om at vise flaget. Samtidig var det for let for hjemmeholdet at skabe chancer mod os. Skulle vi rykke op via play-offs vover at jeg spå, at med denne spillestil venter der store problemer i The Championship.
Kommentarer fra manager Kenny Jackett
“The winning goal was scored when we were down to 10 men because Gareth Evans went into the boards and had to go off for a bit. There were some key moments after that – Jamal had one chance following a very good ball from Brett. We did everything we could to get back into the game. It is those fine margins that define football matches and they just didn’t go our way on this occasion. Charlton were excellent in midfield and their better players are in that area – they played to their strengths. It’s not necessarily the formation, but the quality of their players and it’s something we need to learn from if we do play them again.”
“With 10 games to go, we might need to win eight or nine of them, but you have to believe that you can do that. If we can build some momentum – which I do think we’re capable of – then we can put pressure on the top two.”
League One, The Valley, 9. marts 2019
Charlton Athletic – Portsmouth 2-1 (1-1)
41. minut: 1-0 Joe Aribo
45. minut: 1-1 Ronan Curtis
51. minut: 2-1 Lyle Taylor
Opstillingen (4-1-4-1): MacGillivray; Thompson, Burgess, Clarke, Brown; Naylor; Lowe, Evans (anfører) (Pitman ’76), Close (Donohue ’61), Curtis; Hawkins (Vaughan ’61)
På bænken: Bass, Walkes, Solomon-Otabor, Haunstrup, Vaughan, Donohue og Pitman
Advarsler: Hawkins, Burgess og Naylor
Tilskuere: 14.451 (heraf 3.097 medrejsende Pompey supportere)
Interview med Jackett efter kampen:
Kampens højdepunkter: