2018-19: Optakt Plymouth Argyle – Portsmouth

Sejr påkrævet mod formstærke Pilgrims.


Med et point fra de seneste fire kampe er placeringen i den absolutte top af League One langsomt ved at smuldre mellem hænderne på os, og lørdag eftermiddag møder vi så et hold, der hellere end gerne vil stikke endnu en kæp i vores hjul. Der er naturligvis tale om Plymouth Argyle – det nok tætteste vi kommer på en rival i denne række, men mere om det om lidt.

Med sine 263.000 indbyggere er Plymouth den største by i England, der aldrig har haft en fodboldklub i landets bedste række. Den bedste placering nogensinde for Argyle var en fjerdeplads i den daværende 2. division i sæsonen 1952-53, og det var endda med hele ni points op til oprykningspladserne.

Tirsdagens pokalexit på Loftus Road betyder at vi, med EFL Trophy som en klar andenprioritet, efterhånden kun har to heste tilbage at spille på. Det betyder også, at der vil være fuld fokus på ligaen frem til den 26. februar når vi møder Bury i den mindste af pokalturneringerne i bestræbelserne på at nå finalen på Wembley.

Hvor det i første halvdel af sæsonen som oftest var let at gætte vores opstilling blæser der nye vinde nu med ankomsten af så mange nye spillere, og det er især på den centrale midtbane svært at pege på, hvordan manager Kanny Jackett vil stille op. Mulighederne er mange, ja selv den sædvanlige 4-2-3-1 opstilling virker ikke engang længere så sikker som tidligere.

Den omvendte kamp tidligere på sæsonen endte med en klar sejr på 3-0 til os. På dagen var det især vore fløje der satte sig igennem, med to mål fra Curtis og et enkelt fra Lowe. Vi er samtidig uden nederlag i de seneste fem indbyrdes opgør med Plymouth.

 

Derby eller ej?

Opgørene mellem Plymouth og os er kendt som The Dockyard Derby grundet de to byers kulturhistoriske ligheder, men graver man bare en smule dybt, finder man hurtigt ud af, at betegnelsen – i al fald blandt de to klubbers supporterskarer – er upopulær. De fleste mener, at den er kunstigt skabt af medierne, og begge klubber har da også større og mere alvorlige rivaliseringer kørende med henholdsvis Exeter City og Southampton. Med hele 170 mil mellem de to byer er det også svært at se opgørene som et lokalt derby. Faktisk så ligger Calais på den franske nordkyst tættere på Portsmouth end Plymouth.

Der er dermed ikke tale om en hadefuld rivalisering, men snarere en sportslig en af slagsen, der især opstod i 1980’erne da de to klubber mødtes jævnligt i den daværende 2. division. Denne er så langsomt blusset op igen fra 2013 med de to klubber beliggende i League Two, og har om noget taget til med de indbyrdes play-off kampe i 2016 og resultaterne på sidste spilledag året efter, hvor vi snuppede en potentiel førsteplads i League Two for snuden af netop Plymouth. Læg dertil, at Paul Cook og hjemmeholdets manager Derek Adams ikke just var de bedste venner.

 

Plymouths sæson indtil nu

Lige som i sidste sæson kom hjemmeholdet skidt fra start, men hvor stabiliteten i 2017-18 begyndte at indfinde sig i løbet af efteråret, og de endte med at overhale os i tabellen, ja så er det gået anderledes denne gang. Lørdagens værter skulle helt hen til 12. spillerunde før sæsonens første sejr kom i hus. Ganske vist er Plymouth før lørdagens kamp placeret som nummer 16 – det højeste som klubben har lagt i tabellen i indeværende sæson(!) – men feltet omkring bunden er så tæt, at der blot er fem points ned til 23. pladsen. Det er da også bare to uger siden at holdet lå under stregen, men siden da er det gået stærkt. Det kan ikke overraske, at det efterhånden er de færreste modstandere, som er i dårligere form end os, og Plymouth er ingen undtagelse. Med fem sejre i de seneste seks kampe ligger The Pilgrims endda i den anden ende af formbarometeret, så der hersker nye og positive vinde over Home Park, og det er denne stime som indtil videre har løftet dem fri af nedrykningspladserne.

 

Statistikkerne og hvad kan vi forvente af kampen

Hjemme på eget græs har Plymouth gennem det meste af sæsonen været meget svingende, hvilket tallene 6-3-6 for de 15 hjemmekampe også indikerer. De seneste tre af slags er dog alle vundet – mod Walsall, Coventry og Oxford – og det er især efter pausen at der kommer tryk på kedlerne og de afgørende mål sættes ind. Samtidig virker det til, at manager Derek Adams langsomt har fået styr på denne sæsons ellers helt store akilleshæl, defensiven. Måltallene for de seneste seks kampe lyder på 11-5, men ikke desto mindre så har Plymouth med 52 indkasserede mål stadig rækkens tredjedårligste defensiv, og har kun holdt buret rent i 4 ud af 31 spillede kampe. På det punkt er ingen dårligere i League One.

For Pompey gælder det om hurtigst muligt at finde tilbage på rette spor, men med en håndfuld nye ansigter – uanset hvor gode de end må være – ligger det lidt i luften, at det kommer til at gå lidt tid før alle tandhjul griber fat og maskinen kører som smurt. Især i front har manager Kenny Jackett lidt af en kabale som skal gå op. Det eneste der åbenbart ligger fast er at Brett Pitman på en eller anden måde efterhånden kun er 4. valg blandt angriberne – en hård skæbne for sidste sæsons topscorer. Med Jack Whatmough ude er der samtidig spørgsmålet om defensiven med Christian Burgess som den nye/gamle partner til Clarke. Burgess har erfaringen til at fylde hullet og det er op til ham nu at gribe den chance som han efterhånden har ventet på i flere måneder. Sidst, men ikke mindst, skal vi have fundet løsningen på, hvem der skal overtage Ben Thompsons rolle på midtbanen, hvor der også er tegn på en lettere slidt Gareth Evans. Evans har indtil nu været involveret i 39 af sæsonens 43 kampe (alle turneringer medregnet), og er af samme årsag senest blevet sparet. Indtil videre er der desværre flere spørgsmål end svar, men med en sejr i Devon lørdag eftermiddag vil vi forhåbentlig komme lidt tættere på.

 

Profiler hos hjemmeholdet

Den måske vigtigste spiller hos The Pilgrims lige nu må siges at være deres portugisiske playmaker Ruben Lameiras, som med seks mål siden nytår og ti i alt i denne sæson har været drivkraften bag klubbens nu stigende formkurve. Ikke overraskende vandt han prisen som rækkens spiller i januar måned.

Topscorer er Freddie Ladapo med tolv scoringer indtil nu om end han på det seneste har stået lidt i skyggen af Lameiras. Således er angriberen i nu fire kampe i træk gået fra banen uden at score. I januar bød Sunderland £400,000 Ladapo, men blev afvist.

Der har været store udskiftninger i truppen siden oprykningen til League One i 2017, men en enkelt af de gamle og bærende spillere er der stadig, nemlig Graham Carey. Carey er især frygtet for sine mål fra distancen lige som han er farlig på frispark.

 

Plymouth manager Derek Adams

Til juni har Adams siddet i managersædet hos Plymouth i fire år, og var dermed manden bag oprykningen fra League Two, som tidligere nævnt i samme sæson som os. Det er samtidig kun hans anden station i managerkarrieren. Tidligere stod han, i to omgange, i spidsen for skotske Ross County, som han først førte til oprykning til SPL, den skotske Premier League, og sæsonen efter til en 5. plads i den bedste række – en flot præstation taget klubbens størrelse i betragtning. I mellem de to ansættelser hos Ross County var Adams for en kort periode assisterende manager for Colin Calderwood hos Hibernian.

 

Seneste nyt fra Argyle

Klubben har fremlagt et kontrakttilbud til angriberen Joe Mason, der just er blevet fritstillet af Wolves, og som bekendt var udlånt til os.

I januars transfervindue gik klubben på lånemarkedet for at styrke defensiven, og lejede centrebacken Lloyd Jones af Luton for resten af sæsonen. Han kan få debut lørdag eftermiddag mod os.

Joel Grant, Conor Grant og Jamie Ness er alle ude til kampen med skader af forskellig art.

Der resterer meget få billetter tilbage til kampen, som dermed vil være meget tæt på udsolgt (12.800 grundet reduceret kapacitet i forbindelse med ombygning af Home Park).

 

Situationen hos os

Jack Whatmough er ude i resten af sæsonen. Heller ikke Luke McGee, Andy Cannon og Lloyd Isgrove bliver klar til kampen. Sidstnævnte har pådraget sig en knæskade under træningen. Bryn Morris og Dion Donohue er begge meldt tvivlsomme til kampen, men det kan ikke udelukkes, at de bliver klar. Ronan Curtis havde karantæne mod QPR men indgår naturligvis i truppen mod Plymouth. Spærret er til gengæld Tom Naylor, som har samlet lidt for mange advarsler.

Vinduet for lånemarkedet lukker på søndag, og Jackett har slået fast, at der ikke hentes flere spillere ind, inklusiv Greg Halford, som ellers har været linket til klubben efter Whatmoughs skade.

 

Kenny Jacketts tanker om kampen

“We certainly need a win in the league – we know that and are trying everything we can to get it. But we have a good squad of players and it’s up to me to get the right combination out on the pitch on Saturday. We need to be at our best defensively and offensively to get the results we need and we’re certainly capable of it. We’re looking for the right blend and balance to get both a clean sheet and the goals that can make a difference. If you want to have a successful season then you need a sprint finish where you can put a consistent run of wins together.”

“They (Plymouth Argyle) are in good form, and they’re usually competitive games between the sides, full of quality football. Plymouth have pulled themselves out of trouble and always seem to have a strong second half to the season.”

“Jack (Whatmough) has got a tear on his articular cartilage, which is something he’s had before and it will require an operation. Lloyd Isgrove has picked up a knee injury in training, which is frustrating, and I don’t know whether or not he’ll be available. There will be tests on Bryn Morris and Dion Donohue on Friday, although I would expect both to be fit.”