2018-19: Doncaster Rovers – Portsmouth 0-0

Positive takter selv om sejrsstimen brast.

Af: Jean Robert Tankred

Det endte som det startede denne lørdag eftermiddag i South Yorkshire, og dermed endte også muligheden for at tangere klubrekorden for antallet af sejre i starten af en sæson. Det kostede en enkelt plads i tabellen, hvor vi nu er nummer tre efter Peterborough, der stadig har maksimumpoints efter 5-1 hos Plymouth, samt Sunderland der vandt 2-1 hos AFC Wimbledon. I sidste ende bør vi dog ikke være alt for skuffede over pointtabet, for som nævnt har vi tidligere haft det svært mod Doncaster, og det uafgjorte resultat var ganske fair.

Som forventet valgte manager Kenny Jackett ikke at ændre på startelleveren fra kampene mod hhv. Oxford og Bristol Rovers. På bænken var der til gengæld en enkelt men bemærkelsesværdig ændring. Her erstattede Louis Dennis nemlig Conor Chaplin efter at sidstnævnte forud for kampen selv havde bedt Jackett om at se bort fra ham da han ikke var på toppen rent mentalt. Mere om det senere.

Lige som mod Bristol Rovers i midtugen stillede vi op i en 4-3-3 formation med Anton Walkes rykket ned som back og Ben Thompson som midtbanemotoren. Det slap den fra Millwall udlånte spiller dog ikke helt så godt fra som i hans debutkamp, og blev følgelig skiftet ud i pausen med Ben Close, hvilket da også efter hensigten ændrede balancen på midtbanen, og fik spilovertaget tippet over i Pompeys favør. I front fik heller ikke Oliver Hawkins meget ud af det som spydspids, så også han måtte se sig udskiftet fra anden halvlegs start til fordel for Brett Pitman.

1. halvleg

Der var ikke meget optimisme og medvind at spore hos Pompey i de første 45 minutter, hvor vi aldrig rigtig fik vores normale spil i gang. Tværtimod så virkede især defensiven mærkværdigt passiv, hvilket resulterede i en del nervøse situationer i og omkring vores felt. Hjemmeholdet kom her frem til flere halve chancer ved Ben Whiteman og Andy Butler, men begge gange gik bolden lige forbi mål. Kort efter var Jack Whatmough tæt på for anden gang i denne sæson at sende bolden i eget net om end det var ganske uforvarende da et skud fra Herbie Kane ramte midterstopperen, ændrede bane og således var ved at snyde MacGillivray i vores mål. Heldigvis var han årvågen nok til at få bolden stoppet før den krydsede stregen. Også herefter fortsatte hjemmeholdets dominans, som varede halvlegen ud uden så meget som en eneste nævneværdig chance til os.

2. halvleg

Som nævnt så reagerede Jackett prompte i pausen og skiftede Pitman og Close ind i forsøget på at tilføre vores spil mere power både på midten af banen og i front. Dette lykkedes stort set fra start og langsomt overtog vi det meste af spillet, men uden for alvor at teste Donny-keeper Marosi. Helt væk var hjemmeholdet dog ikke, og de kom frem til flere kontrastød hvor John Marquis var tæt på at komme fri til skud på det ene af dem. Her kom Lee Brown heldigvis til i sidste øjeblik og fik blokeret hans skud. Efter en times spil kom vi så frem til vores første virkelig store chance da Gareth Evans slap fri men fra nært hold skød han lige på målmand Marosi. Evans var ganske vist først på riposten, men vinklen var blevet for spids og hans skud endte denne gang i sidenettet. Kort efter måtte Marosi igen ud og parere et skud fra Evans, der efterhånden havde spillet sig varm. Igen faldt riposten foran fødderne på ham, og denne gang fik han passeret Marosi men desværre nåede Ben Whiteman tilbage og fik sparket bolden væk før den krydsede målstregen. Ni minutter før tid fik Doncasters målmand igen en hovedrolle da han i en en-mod-en situation med Ronan Curtis bevidst stoppede bolden med hånden uden for feltet. Dommeren reagerede korrekt og prompte med at præsentere Marosi for det røde kort, og da hjemmeholdet på det tidspunkt havde opbrugt alle tre indskiftninger måtte midtbanespilleren Ben Whiteman ind og vogte målet. Det burde havde resulteret i et tiltagende Pompey pres på værternes mål og Whiteman i særdeleshed, men det kom af uransagelige grunde aldrig. Tættest på kom Ronan Curtis med et halvforkølet skud, men det voldte ikke Whitemen de store problemer, og dermed løb tiden og muligheden for at sætte et sejrsmål ind ud i sandet og det endte med et point hver til de to mandskaber.

Hvad kan vi lære af kampen?

Sejsstimen stoppede ganske vist i Doncaster men det er der igen grund til at begræde, for modsat i de tidligere indbyrdes opgør havde vi godt styr på dem, og i særdeleshed John Marquis. Indrømmet, i kampens første 45 minutter havde vi nok at se til med at holde hjemmeholdet fra fadet, men det lykkedes til gengæld også. Heller ikke efter pausen da vi blev mere offensivt indstillede resulterede det i de store tilbud til Doncaster. Det er et klart plus som er værd at tage med videre i sæsonen. Vi fik 4 points med hjem i denne uge fra Bristol og Doncaster. I sidste sæson tabte vi begge disse opgør.

Med Conor Chaplins udmelding om, at han ikke følte sig klar i hovedet til at spille mod Doncaster er der næppe megen tvivl om, at den unge angriber mest af alt har lyst til at kickstarte hvad der stadig er en ung karriere et andet sted. Mange minutter skal han ikke påregne at få efter at han reelt er fjerdevalg efter Curtis, Hawkins og Pitman. Det betyder desværre at der er stor sandsynlighed for, at han udlejes inden transfervinduet for lån udløber ved månedens udgang. Dog har Jackett understreget, at et udlån af Chaplin betinges af, at klubben får en direkte erstatning for ham ind først. Lige meget hvad det ender med, er det trist at det er kommet så vidt. Man kan diskutere hvorvidt Chaplin har fået chancen eller grebet den, men en ung angriber har brug for at mærke tilliden fra den givne manager, og den har Chaplin tilsyneladende aldrig rigtig fået hverken hos Cook eller Jackett.

 

Kommentarer fra manager Kenny Jackett

“We had to defend in the first half, but we did it well and denied them many clear-cut chances. But we didn’t really get going and, in the main, it was Doncaster who were on top and in the ascendency. That changed in the second half. We had more of the ball and created some excellent opportunities – perhaps the best of the game. Gareth got in twice and is usually a good finisher, although to be fair, the goalkeeper made a couple of excellent saves. Ronan Curtis then went through one-on-one and their keeper had to make a deliberate handball outside the box. It was better after the break and we did need to come back because otherwise the match was going to fall away from us. We lost here and at Bristol Rovers last season and now we’ve taken four points out of six on the road.”

There were different people I could have taken off, but we needed more energy and some more football in midfield. We perhaps pushed too many people forward at that point because we needed more play in midfield to build things up and get our full-backs into the wide areas.”

 

League One, Keepmoat Stadium, 25. august 2018

Doncaster Rovers – Portsmouth 0-0 (0-0)

Opstillingen (4-3-3): MacGillivray; Walkes, Whatmough, Clarke, Brown; B. Thompson (Close ’46), Evans (anfører), Naylor; Lowe, Hawkins (Pitman ’46); Curtis

På bænken: McGee, Burgess, Haunstrup, Dennis, Wheeler, Close og Pitman

Advarsler: B. Thompson, Close og Whatmough

Udvisning: Ingen

Tilskuere: 7.618 (heraf 1.121 medrejsende Pompey supportere)

Under følger videoer og flere bilder fra kampen: