2015/16: Morecambe – Portsmouth 1-1

Dyre lærepenge koster igen.

Af: Jean Robert Tankred

Det endte meget skuffende 1-1 på The Globe Arena i Morecambe, hvor færre end 1.000 af hjemmeholdets supportere var dukket op for at støtte deres klub. De få blev til gengæld belønnet da de i overtiden kunne se deres målmand Barry Roche udligne til kampens slutresultat på et hovedstød. For os hævnede det sig, at vi ikke formåede at score det afgørende mål til 2-0 efter at Gareth Evans med sit 7. ligamål bragte os foran kort før pausen.

Paul Cook havde rystet posen og valgt fire ændringer i startopstillingen i forhold til kampen mod Bournemouth. Michael Smith fik chancen fra start i sin debutkamp mens der også var plads til Kal Naismith, der for første gang i tre måneder fik spilletid i den blåhvide trøje. Derudover startede også Gareth Evans og Adam Webster. Noget overraskende var den nytilkomne Kieron Freeman ikke at finde i truppen. Noget overraskende havde vores manager valgt at stille op i en traditionel 4-4-2 opstilling, men desværre gav de to frontløbere ikke ekstra tyngde i angrebet.

1. halvleg

Kampen startede med os som det toneangivende mandskab, men uden at vi kom frem til de store og afgørende chancer. Michael Smith noterede sig for en mindre en af slagsen da han efter at have modtaget bolden vendte på en tallerken i Morecambes felt, men han fik ikke power nok på sit skud, der sad lige i favnen på Shrimps-målmand Barry Roche. Blæst og modvind for Pompey i første halvleg var lige ved at forære Morecambe et føringsmål da Ryan Fultons udspark simpelthen blæste tilbage mod ham, og han nåede lige at tippe bolden over overliggeren for at forhindre en farce-agtig scoring. Også en regntung bane var ikke lige vores livret, og vi fik af samme årsag aldrig rigtig gang i det pasningsspil som vi har vist så mange gange tidligere i denne sæson. Efter en lille halv times spil var det så os, der var tæt på at komme foran, men Adam Webster måtte se sin helflugter efter et hjørnespark blive sparket væk på målstregen af Morecambe-fløjen Kevin Ellison. Kort efter var vores debutant Michael Smith tæt på da et skruet spark ramte en Morecambe-spiller, blev rettet af og strøg lige forbi mål. Tæt på mål var det også små 6 minutter før pausen da Marc McNulty blev sendt af sted alene med målmand Barry Roche, men angriberen havde overhovedet ikke fået indstillet sigtekornet, og sendte med en noget forhastet afslutning bolden over mål. Bare minuttet efter fik vi så det forløsende og på det tidspunkt helt fortjente føringsmål. Det faldt da Kal Naismith med en præcis aflevering fandt Gareth Evans der sikkert satte bolden i nettet. 1-0 til Pompey. Med lidt held kunne det også være blevet 2-0 inden dommeren fløjtede til pause, men Michael Smiths skud fra distancen gik centimeter forbi den ene opstander.

2. halvleg

Også efter pausen var det Pompey, som ville mest og viste mest. Første chance stod den kraftige vind dog for igen da Ben Closes hjørnespark tog et underligt skru og ramte Morecambes overligger, hvorefter Barry Roche for en sikkerheds skyld måtte vifte bolden ud til et nyt hjørnespark, som dog ikke førte til noget. Morecambe kom på dette tidspunkt af kampen ikke frem til meget, og de halve chancer de tilspillede, sig bar ofte tilfældighedernes præg. Men som tiden gik, fik de lagt et større pres på os, stressede os med flere og flere fejlafleveringer til følge. Ubevidst var vi gået et gear ned og værterne kom tættere og tættere på. I det 81. minut skruede Jamie Devitt således et frispark lige over mål. Paul Cook havde uden held med flere indskiftninger forsøgt at få os tilbage i kampen, og brugte sin sidste af slagsen 7 minutter før tid da McGurk kom på banen for at puste nyt liv i offensiven. Det førte ikke til det store. I stedet var Morecambe tæt på en udligning i overtiden, men en hurtig refleks af Ryan Fulton forhindrede Lee Molyneuxs skud i at gå i mål. På det efterfølgende hjørnespark gik det så alligevel galt. Målmand Barry Roche gik med op for at skabe lidt forvirring i vores felt, og det lykkedes til fulde da det var ham der fik hovedet på hjørnesparket og sendte bolden utageligt i nettet i hvad der ikke overraskende var kampens allersidste aktion. 1-1, og derved blev det.

Hvad kan vi lære af kampen?

Opgøret mod Morecambe kan uden diskussion føjes til rækken af kampe, hvor vi selvforskyldt har smidt dyrebare points. Det er dobbelt frustrerende fordi at vi har gjort det før, og tilsyneladende intet har lært af de forgangne fejl. I løbet af anden halvleg lavede vi den taktiske bommert gradvist at trække os alt for langt tilbage på banen og overlade initiativet til hjemmeholdet. Den slags er gået galt før, og det gjorde det ikke overraskende igen i går. Det er noget som Paul Cook må tage på sin kappe. Vi har flere offensive kræfter til rådighed, og burde kunne have fastholdt presset på hjemmeholdets defensiv – sandsynligvis med flere mål til følge. I stedet trak vi os tilbage uden at udfordre The Shrimps svage led yderligere, og betalte følgelig prisen for det.

Med det uafgjorte resultat tager vi et lille spring op på 5. pladsen, men kvalitetsforskellen på top 3 og os er desværre ikke til at tage fejl af. Årsagen til, at vi ikke ligger der er ganske enkelt, at hhv. Northampton, Oxford og Plymouth ikke smider de samme dumme points – i al fald ikke med samme dumme hyppighed. Derfor ligger vi, hvor vi gør, og det er helt fortjent. Efter 27 kampe er det trods alt begrænset, hvor meget tabellen kan lyve.Â

Kommentarer fra Paul Cook

“We scored a good goal and always looked in control of the match – it never felt like Morecambe would get an equaliser, but unfortunately they did and that’s the way it goes sometimes. We have to give Jim Bentley and his team credit for coming back. It’s disappointing but we have to get on with it. Come the end of the season they’ll add all the points up and you get what you deserve.”

“There wasn’t a great amount of quality in the match, but it was a difficult night for playing football with the pitch and the conditions out there. We’ve been undone by a set-piece yet again and that’s becoming a bit of an Achilles heel for us.”

“Great credit must go to our travelling supporters because it wasn’t a pretty game to watch and they backed us throughout. We’ll regroup now because it makes it even more important to win the games that are coming up for us.”

League Two, The Globe Arena, 2. februar 2016

Morecambe – Pompey 1-1 (0-1)

40. minut: 0-1 Gareth Evans

94. minut: 1-1 Barry Roche

Opstillingen (4-4-2): Fulton; Davies, Webster, Clarke, Stevens; Evans, Close, Doyle (anfører), Naismith (Bennett ’72); Smith (Roberts ’72), McNulty (McGurk ’83)

Bænken: Bass, Barton, Burgess, Chaplin, Bennett, McGurk og Roberts

Advarsel: Matt Clarke

Udvisning: Ingen

Tilskuere: 1.399 (479 Pompey supportere)