2015-16: Portsmouth – Macclesfield Town 2-1 (FA Cup)

McGurk helten da vi fik den pokalsejr.

Af: Jean Robert Tankred

Efter mere end fem års ventetid avancerede Pompey endelig til FA Cuppens 2. runde da det lykkes os at slå Macclesfield Town i en lidet imponerende arbejdssejr. To gange var McGurk på pletten, og det var altså nok til at gå videre i en kamp, der hurtigt vil blive glemt igen.

Der var kun en enkelt – påtvunget – ændring fra startopstillingen mod Notts County sidste weekend. Her erstattede Conor Chaplin i front Caolan Lavery, der ikke var spilleberettiget i dagens pokalkamp. På bænken sad for første gang angriberen Marc McNulty, der i kampens 2. halvleg kom på banen til sin debut i den blå trøje. Før kampen var der et minuts stilhed for den tidligere Pompey-manager Bobby Campbell, som døde dagen før, om fredagen.

1. halvleg

Fra kampens start var vi det toneangivende mandskab, satte gæsterne under pres og blev følgelig belønnet efter blot 3 minutter. Kyle Bennett fandt McGurk med en præcis aflevering, og angriberen omsatte sikkert chancen til mål via indersiden af den ene stolpe. Kort efter måtte Brian Murphy i aktion og snuppe et langskud fra Paul Turnbull, men det meste af spillet foregik på Macclesfields banehalvdel. Et farligt indlæg fra Ben Davies blev clearet til hjørnespark, og efterfølgende headede Adam Webster hjørnesparket lige på målmanden Shwan Jalal. Det kom derfor som et lyn fra en skyfri himmel da The Silkmen udlignede efter et kvarters spil på et noget komisk og unødvendigt mål. Murphy tog alt for længe om at få sendt en tilbagelægning op af banen igen, med det resultat at Macclesfield-topscoreren Kristian Dennis nåede ned og kaste sig ind i Murphys skud, der røg ind i eget net i stedet. En scoring som vores keeper må tage på sin egen kappe.

Pompey satte øjeblikkeligt tempo på kampen igen i jagten på en ny føring. Det var dog igen gæsterne der først bed fra sig, og Brian Murphy gjorde lidt af skaden god igen med en akrobatisk redning af Danny Whiteheads forsøg fra distancen. Herfter stod der til gengæld Pompey på resten af halvlegen, og Conor Chaplin havde et skud, der gik lige forbi mål mens Gareth Evans kom endnu tættere på med et forsøg, der først i sidste øjeblik blev sparket væk på gæsternes målstreg. Vore anstrengelser nåede at bære frugt inden pausen, og det skete i det 2. tillægsminut da et indlæg fra Enda Stevens skabte panik i The Silkmens straffesparksfelt. Her fik McGurk i mængden en tå på bolden, og fik den prikket over stregen til en fornyet og fortjent føring. 2-1, og det blev også resultatet ved pausen.

2. halvleg

Det var gæsterne, der kom først ud af starthullerne efter pausen, og de tilspillede sig et par halve chancer ved Danny Whitaker og Kristian Dennis. Der skulle gå 10 minutter før vi igen viste tænder da et skud fra Conor Chaplin blev rettet af og strøg lige forbi mål. Det var dog tydeligt, at vi som så ofte før havde problemer med at finde vores spil efter pausen, og der gik lang tid mellem vore offensive aktioner. Som en konsekvens af dette kom McNulty på banen i det 66. minut i stedet for Chaplin, og fik dermed 34 minutter i sin Pompey-debut. Han virkede fra start livlig, dog uden at komme frem til noget brugbart indtil han 7 minutter før tid burde have scoret vores 3. mål, men hans hovedstød fra en ellers lovende position gik over mål. Kort efter noterede McNulty sig for endnu en chance, som Jalal i Macclesfield-målet måtte parere med en refleksredning for at forhindre målet til 3-1. I sidste ende kom det dog ikke til koste, da tiden løb fra gæsterne, der heller ikke for alvor truede vores defensiv i den sidste halve time af kampen, og den første FA Cup sejr i 5 år kom aldrig rigtig i fare.

Hvad kan vi lære af kampen?

Det var meget få spillere, der overbeviste i pokalkampen, og Paul Cook kritiserede med rette indstillingen hos disse. Alt i alt understregede kampen desværre, at vi pt. er nede i om ikke et formdyk så i hvert fald en spillemæssig krise. Der mangler tydeligvis de automatismer i spillet, som var til stede tidligere på sæsonen, og hvor man skulle tro at holdet ville være endnu bedre sammenspillet her tre måneder inde i sæsonen, synes det modsatte snarere at være tilfældet. Rådvildhed har erstattet kreativitet, og en usikkerhed synes at have lagt sig som en dyne over spillet. Resultatet er flere fejlafleveringer, for langsomt opbygget spil og en generel mangel på tempo. Det er desværre noget som vi har set gennem flere kampe nu, og det er Cooks vigtigste opgave – sammen med at fastholde placeringen i top 3 – at hjælpe spillerne til at få luget ud i disse fejl inden det koster os for meget i tabellen.

Når det er sagt så var det vigtigste at gå videre, og den opgave blev trods alt løst. Der har utvivlsomt også været lidt nerver på i en kamp, hvor man har alt at tabe, og der var lørdag eftermiddag flere eksempler på ligaklubber, der snublede mod non-league mandskaber. Det gjorde vi ikke denne gang, og vi kan kun håbe på, at denne lille succesoplevelse kan løfte spillerne, og at de kan tage noget positivt med til næste søndags TV-transmitterede kamp hjemme på Fratton Park mod AFC Wimbledon.

Hvad angår FA Cuppen, så er der lodtrækning til turneringens 2. runde mandag aften efter kampen mellem FC United of Manchester og Chesterfield.

Kommentarer fra Paul Cook

“We didn’t play well. We huffed and puffed, but we didn’t look like we had any thought process. We’ve had some smashing games this season and are sitting third in the league, so I don’t understand where this negativity has come from. My job is to make sure I can root it out and get the best out of the players at this club. We weren’t at it and we saw what happened in Friday night’s tie (Salford City slog Notts County) what can happen when that’s the case. Things need to be said in the dressing room and they have been said, so now we need to work hard.”

“We’ve got to be better than that – I’ve never seen our team give the ball away so much as they did in the second half. As much as I back the players – and I always will – that was a million miles away from what I want from my team. We’re in the hat for the next round, but I want our fans to go away excited after the game.”

FA Cup 1. runde, Fratton Park, 7. november 2015

Portsmouth – Macclesfield Town 2-1 (2-1)

3. minut: 1-0 Adam McGurk

15. minut: 1-1 Kristian Dennis

45. minut: 2-1 Adam McGurk

Pompey (4-2-3-1): Murphy; Davies, Burgess, Webster, Stevens; Hollands, Doyle (anfører); Evans, McGurk (Boco ’90), Bennett (Naismith ’69); Chaplin (McNulty ’66).

På bænken: Bass, Clarke, Tollitt, Boco, Naismith, Atangana og McNulty

Advarsel: Bennett

Tilskuere: 9.834 tilskuere (411 Macclesfield supportere)