2015-16: Portsmouth – Dagenham & Redbridge 3-0

De nye slog til efter pausen.

Af: Jean Robert Tankred

På en scoring af Gareth Evans og to af Kyle Bennett lykkedes det for os for første gang i 9 år at hente en sejr i 1. spillerunde da The Daggers blev sendt hjem med et fortjent nederlag på 0-3.

Det nye Pompey-mandskab formet af Paul Cook fik dermed en drømmestart på den nye sæson, og gæsterne fra det østlige London blev eftertrykkeligt sat på plads efter en solid og til tider besnærende indsats af vore helte i blåt. Da vi samtidig slap for både advarsler og udvisninger, var det en nærmest pletfri kamp. Eneste minus var en formodet skade til Atangana, der måtte lade sig udskifte efter et slag på knæet. Der er i skrivende stund endnu ingen detaljer om skadens alvor.

I forhold til vores sidste ligakamp, 1-1 hjemme mod York City den 2. maj, var der bare en enkelt genganger i startopstillingen, nemlig vores spydspids Matt Tubbs. Fire spillere fra dengang startede på bænken mod The Daggers, mens en enkelt havde byttet bænken ud med en startplads: Nigel Atangana. Det fortæller alt om, at gårsdagens 11’er reelt var et nyt hold. I målet stod irske Brian Murphy, som i noget nær sidste øjeblik underskrev en kontrakt med klubben, og prompte afløste Paul Jones i målet. I alt var der Pompey-ligadebut til 10 spillere, men det kunne på ingen måde ikke ses på spillet.


1. halvleg

Efter et minuts stilhed for nyligt afdøde bestyrelsesmedlem Ken Malley blev spillet sat i gang, med hjemmeholdet i den klart dominerende og styrende rolle. Der skulle gå mere end en halv time inden gæsterne kom frem til en halv chance foran Brian Murphy i vores mål. Forinden havde Doyle og Tubbs begge forspildt en god mulighed for at bringe Pompey på 1-0. Kampen blev spillet i strålende solskin, og varmt må det også have været, for i forbindelse med et stop i spillet tillod kampen dommer alle spillere at få en tår vand ude ved sidelinjen. Efter at bolden blev sat i spil igen, noterede vi os for en sidste gylden chance for at komme først på måltavlen. Den tilfaldt Gareth Evans, men hans ellers udmærkede forsøg sneg sig lige uden om den ene stolpe. Dermed forblev det målløst efter de første 45 minutter.


2. halvleg

De første spæde skud på mål efter pauseteen kom fra distancen, da først Kyle Bennett og dernæst gæsternes Jodi Jones forsøgte sig udefra, begge gange uden held. Kort efter lykkedes det os endelig at få hul på sækken med mål da Gareth Evans forholdsvis uhindret på et hjørnespark fra Kyle Bennett kunne heade bolden utageligt i netmaskerne til en ganske fortjent føring til Pompey. The Daggers svarede hurtigt igen da et skud fra Ashley Hemmings blev rettet af i vores defensiv og endte i sidenettet. Her slap vi med skrækken, og det skulle vise sig måske at blive afgørende, for den næste farlige aktion endte med målet til 2-0. Det var Kyle Bennett, som stod for den detalje da han efter at have modtaget et indkast fra Enda Stevens fik driblet sig forbi et par Dagenham-folk og sendte et knaldhårdt skud i kassen via underkanten af overlæggeren. Kort efter måtte Paul Cook bruge sin første udskiftning da Atangana havde fået et slag på knæet, som derefter voldte ham for store problemer til at han kunne fortsætte. Ind kom i stedet Danny Hollands. Det ændrede ikke det store ved kampens rytme. Pompey fortsatte dominansen, og Matt Tubbs burde have øget føringen til 3-0, men måtte se Daggers-målmand Cousins parere hans hovedstød med det yderste af neglene. I stedet var det Bennett, der for tredje gang denne eftermiddag fik nettet til at blafre. En aflevering fra Gary Roberts sendte han uden tøven i mål fra omkring 25 meter til dagens flotteste scoring. Det var også det sidste man så til ham, for minuttet efter forlod han under stor applaus banen for at give plads til Jayden Stockley, der dermed også fik sin ligadebut for Pompey i 1. spillerunde. Trods den klare føring pressede vi på for det fjerde mål, der ville have sendt os alene i spidsen af League Two, men det blev ikke til yderligere store chancer, og til sidst virkede vi tilfredse med sejren på 3 mål, hvilket også blev kampens resultat.


Hvad kan vi lære af kampen?

Med tanke på, at dette var vores første ligakamp, skal man passe på med ikke at lægge for meget i lørdagens sejr. Dertil kommer, at gæsterne reelt ikke testede os i løbet af de 90 minutter. Vi tillod dem ganske enkelt ikke at komme ind i kampen. Om vi så kan holde formodet stærkere modstandere fra fadet på samme måde får vi svaret på i løbet af den næste måneds tid. Indtil nu kan vi dog konstatere, at vi stod solidt defensivt i debut’en, og at ingen spillere faldt igennem. Især de nye ansigter ser ud til at passe perfekt ind i Cooks foretrukne 4-2-3-1 opstilling, så vores manager ser ud til at have gjort sin research grundigt.

De seneste to sæsoner har tydeligt vist, hvor det haltede, og hvorfor at vi ikke på noget tidspunkt var en reel kandidat til oprykning. Defensivt har vi haft store mangler, vi har ikke skabt chancer nok, og har især på fremmed græs lignet en flok forskræmte høns uden en plan. Svaret på, hvorvidt vi er på vej til at eliminere disse svage punkter blev af sagens natur ikke besvaret denne lørdag eftermiddag på Fratton Park, men som udgangspunkt virkede det som blev leveret på banen i går lovende, og man har indtil videre i al fald lov til at drømme indtil næste lørdag, hvor sæsonens første virkelige prøve venter os i Plymouth.


Kommentarer fra Paul Cook


“Our focus all year, I don’t mind saying, is trying to get promoted, we want to be promoted. that is the start of a long journey and it’s a good first step, a solid first step.”

“You rely on the quality of your players to see you through. Kyle Bennett has turned up today, we know Gary Roberts will turn up, Gareth Evans has scored goals, Matt Tubbs is just learning how to play that role and I thought he was getting into some great positions without ever being picked out.”

“I thought, defensively, we looked sound. I thought we limited Dagenham in my opinion to very few attempts on goal, so all-in-all it’s a pleasing day. Everyone can go and have a pint tonight and say they had a good day.”

“We are certainly not getting carried away but these days are very important.”


League Two, Fratton Park, 8. august 2015

Portsmouth – Dagenham & Redbridge 3-0 (0-0)

51 min. 1-0 Gareth Evans

62 min. 2-0 Kyle Bennett

74 min. 3-0 Kyle Bennett

Pompey (4-2-3-1): Murphy; Davies, Burgess, Clarke, Stevens; Atangana (Hollands ’68), Doyle (anfører); Evans, Roberts, Bennett (Stockley ’76); Tubbs (Chaplin ’84).

Bænken: Jones, Webster, Haunstrup, McGurk, Stockley, Hollands og Chaplin

Advarsler: Ingen

Udvisninger: Ingen

Tilskuere: 16.948 (heraf 279 medrejsende supportere)