Reisebrevet vi publiserer denne gangen er av det lange slaget. Ikke det at brevet er mye lengre enn de fleste andre, men oppholdet var en del lengre enn et standard weekendopphold. Jean-Robert Tankred var i 2001/02-sesongen et semester ved universitetet i Portsmouth.

I forbindelse med min uddannelse som erhvervssproglig korrespondent i engelsk og tysk skulle jeg tilbringe et semester i England. Valget faldt på Portsmouth University fordi at de havde fire pladser at tilbyde, plus at byen ligger ved havet, hvilket betød noget for mig.

Jeg havde på det tidspunkt ikke den store kendskab til Portsmouth FC, udover at jeg vidste at Robert Prosinecki spillede der sammen med danskeren Thomas Thøgersen. Derudover huskede jeg svagt, at klubben med stort uheld missede oprykning til Premier League i 1993 i en sæson hvor Guy Whittingham scorede et hav af mål.

Det var altså ikke med henblik på at se fodbold på Fratton Park, at jeg tog til Portsmouth i september 2001, og der gik da også to måneder, før jeg omsider tog mig sammen til at overvære det lokale fodboldhold, Pompey. Indtil da havde jeg brugt mere tid på ekskursioner til bl.a. Winchester, Bath og London med mine medstuderende. Når jeg så bold sammen med vennerne, var det primært på vores stampub The White Swan, beliggende på Guildhall Walk lige ved siden af New Theatre Royal.

Pompey-Norwich 2/12 2001 

Men søndag d. 2. december 2001 var det endelig så vidt. Pompey spillede mod Norwich, der på det tidspunkt lå i top 6 og endte med senere på sæsonen at tabe på straffe til Birmingham i play-off finalen. Prisen var også til at overkomme. Som studerende fik jeg en betydelig rabat og gav således kun £9 for min billet. Det blev en rigtig god kamp som Pompey var lidt uheldige med at tabe med 1-2. Målscorer var, så vidt jeg husker, Peter Crouch. Interessen var dog vakt og allerede på vejen ud af stadion købte jeg en billet til hjemmekampen mod bundholdet Stockport County et par uger senere. Den kamp var dog, trods en sejr på 2-0, lige til glemmebogen.

Min tredje og sidste kamp på Fratton Park blev uforglemmelig, men desværre af de forkerte årsager. FA Cup kampen mod 3. divisionsholdet Leyton Orient blev nemlig tabt med 1-4 til trods for en pauseføring på 1-0 og rimelig godt spil. Dette var den eneste gang jeg oplevede holdet blive piftet ud af deres egne supportere. Et par uger efter var jeg tilbage i Danmark. Sæsonen sluttede igen med at vi kun lige præcis undgik nedrykning og endte på en lidet flatterende 17. plads. Før det kom så vidt, havde manager Graham Rix fået sparket af en Milan Mandaric der havde mistet tålmodigheden med ham. Klubbens topscorer Peter Crouch (19 mål) blev solgt til Aston Villa for £5m, og de penge skulle vise sig at være en af grundstenene til oprykningen i sæsonen efter, hvor holdet blev ændret og forstærket markant.

I dag (da dette ble skrevet, red. anm.) er der ikke mange spillere tilbage fra det hold som jeg overværede på FP. Faktisk kan de tælles på en hånd, nemlig Linvoy Primus, Gary O’Neil og Rowan Vine. Den senere overløber Nigel Quashie var dog også at finde i truppen dengang, og som jeg husker ham, gjorde han det faktisk godt. De to spillere som står klarest i min erindring er dog Peter Crouch og Robert Prosinecki. Kroaten var en teknisk fremragende spiller selvom han en gang i mellem holdt for længe på bolden, så modstanderne fik tacklet ham. Ligeledes var det frustrerende at se, hvordan de andre Pompey-spillere ikke altid forstod Prosineckis ideer og derfor alt for sjældent løb i de huller hvor han spillede bolden. Jeg sad ofte med det indtryk, at Prosinecki simpelthen var for god til holdet. Hans medspilleres spilforståelse var ikke på det samme høje niveau. Undtagelsen var Peter Crouch. Teknikken var ganske vist ikke noget specielt, men det var tydeligt at se, at han allerede dengang havde den målnæse som kendetegner en god angriber. Mit overordnede indtryk af holdet var, at vi egentlig havde nogle gode spillere, men selve spillet hang alt for ofte slet ikke sammen. Potentialet var der, men af forskellige årsager blev det ikke indfriet. Holdet led især under savnet af bærende kræfter som Lee Bradbury og Mark Burchill, der begge var skadede i lange perioder af sæsonen.

Fratton Park oplevede jeg som værende et hyggeligt men også utidssvarende stadion. Indgangen fra Frogmore Road f.eks. er flot, men hører efterhånden en anden tid til. Når det er sagt, så er jeg glad for at jeg nåede at opleve stadion før den ombygning, der forhåbentlig snart starter. Mens jeg var i Portsmouth, overvejede man i øvrigt at placere det nye stadion i forstaden Cosham i den nordlige ende af byen. Den plan blev dog hurtigt droppet. Stemningen på stadion var fantastisk, og selvom jeg tidligere havde overværet engelsk fodbold i London (på White Hart Lane), så var jeg meget imponeret af supporterne på Fratton Park, deres utallige sange og den lydkulisse de skabte. Det daværende intro, Strauss’ ”Also sprach Zarathustra”, som de fleste også kender fra science-fiction filmen Rumrejsen år 2001, medvirkede yderlige til den næsten magiske stemning når spillerne kom på banen. I pausen spilledes i øvrigt Mike Oldfields instrumentalnummer ”Portsmouth”, hvilket det vist stadigvæk gør.

I forbindelse med de tre kampe jeg overværede på Fratton Park, så jeg aldrig noget tegn på ballade eller optøjer. Tværtimod så virkede tilhængerne som en venlig og blandet flok, hvoraf mange var hele familier. Jeg lagde også mærke til at mange af supporterne kom fra The Isle of Wight med busser, hvilket siger noget om den lokale opbakning som klubben rent faktisk har. Maden på stadion, dvs. deres burgere, var til gengæld ikke noget at råbe hurra for. De indeholdt blot en bøf og lidt løg, og forekom mig en smule tørre.

Set i bakspejlet kan det godt ærgre mig, at jeg ikke tog ind og så nogle flere kampe mens jeg havde chancen og prisen var så lav. Den eneste souvenir jeg fik med mig var et tørklæde. I dag ville jeg helt sikkert også have købt en trøje. Ligeledes ville jeg nok have prøvet at komme mere i snak med supporterne for at få et bedre indblik i, hvad det vil sige at være Pompey fan. Man kan vel sige, at min interesse for klubben faktisk først er blevet rigtig stor efter at mit ophold i Portsmouth var forbi. Jeg besøgte byen igen den efterfølgende sommer, men på det tidspunkt var der naturligvis ingen kampe på Fratton Park. At jeg kommer igen skal der til gengæld ikke være tvivl om. Min sidste oplevelse på Fratton Park og personlige indtryk af Pompey skal ikke være et forsmædeligt nederlag til Orient på en kold og blæsende dag i januar.