Nøgletal i moderne fodbold
I moderne fodbold fylder data og analyser mere og mere. Der er en grund til, at klubber ansætter flere analytikere, for med de rette statistiske nøgletal kan man se mønstre og udviklinger, der ikke altid er synlige for det blotte øje.
Et af de mest interessante og afgørende nøgletal er berøringer i modstanderens felt.
Hvorfor er dette tal vigtigt?
Fodbold handler om at vinde kampe, fordi sejre giver 3 point. De fleste mål i fodbold bliver scoret inde i straffesparksfeltet – faktisk ligger tallet typisk på 85–90 %. Derfor er det helt afgørende at komme ind i feltet.
Jo flere gange et hold formår at spille sig ind i modstanderens boks, jo større sandsynlighed er der for at score. Det er derfor et nøgleparameter for, hvor dygtigt et hold er til at skabe chancer.
Men der er en vigtig pointe:
Hvis et hold har mange berøringer i modstanderens felt uden at score nok mål, så viser det, at man ikke får omsat sit spil til resultater. Her peger pilen ofte mod angriberne og deres evne til at afslutte, men det kræver altid en dybere analyse: handler det om kvalitet i afslutningerne, om manglende kreativitet i det sidste træk, eller om modstanderne blot er bedre organiseret?
League One – Pompeys oprykningssæson
I League One-sæsonen, hvor Portsmouth sikrede sig oprykning, viser tallene tydeligt sammenhængen mellem succes og berøringer i feltet.

Når vi ser på tallene, kan vi konkludere:
- Portsmouth lå nr. 1 og havde samtidig det 3. højeste antal berøringer i modstanderens felt. Det viser et hold, der både dominerede spillet og fik det omsat til resultater.
- Charlton (16. plads) og Stevenage (9. plads) havde faktisk næsten lige så mange berøringer som Portsmouth – men de formåede ikke at konvertere det til sejre.
- Derby, som blev nr. 2, havde kun 1.040 berøringer i feltet – næsten 200 færre end Pompey. Her var effektiviteten afgørende.
Kort fortalt: Portsmouth havde både kvalitet i spillet og skarphed foran mål. Det var en af de store forklaringer på oprykningen.
Den stiplede linje viser tendens, og jo længere en klub ligger over eller under, jo mere har klubben overpræsteret eller underpræsteret. Peterborough producerede mest af alle! Omvendt hatten af for Lincoln!
Championship 2024/25 – hvordan klarer Pompey sig?
Springer vi frem til Championship, er billedet straks anderledes og igen den stiplede linje er tendenslinjen, ligger en klub over har den ikke præsteret som forventet og omvendt jo længere under den ligger, jo dygtigere har holdet været!

Tallene viser:
- Portsmouth ligger midt i tabellen på både placering (16) og antal berøringer (851).
- Sammenligner man med topklubberne, er forskellen tydelig. Leeds er oppe på over 1.400 – næsten dobbelt så mange som Pompey.
- Flere hold under stregen (fx Luton og Cardiff) har faktisk flere berøringer i feltet end Portsmouth, men de får ikke omsat det til point. De underpræsterer.
- Omvendt kan man sige, at Portsmouth ud fra tallene måske overpræsterer en smule, fordi antallet af berøringer ikke peger mod en sikker midterplacering, men snarere mod nedre del af tabellen.
Denne sæson – et tidligt billede
Ser vi på de tidlige tal for den igangværende sæson, er billedet stadig lidt blandet:

Konklusioner her:
- Portsmouth har blot 62 berøringer i modstanderens felt og ligger dermed midt i feltet – både bogstaveligt og statistisk.
- Coventry topper listen og viser, at deres offensive spil også giver dem en topplacering.
- Stoke er en spændende case: de fører ligaen, men er helt nede på kun 47 berøringer i feltet. Det kan tyde på stor effektivitet, men også på, at deres resultater næppe er bæredygtige over tid.
- Omvendt er Sheffield United helt i bunden med blot 95 berøringer og en 24. plads – her passer tallene meget godt til virkeligheden.
Hvad kan vi lære af tallene?
- Mange berøringer i modstanderens felt er en stærk indikator for succes, men det er ikke hele sandheden.
- Nogle hold skaber meget, men mangler skarpheden til at score (fx Charlton i League One).
- Andre hold scorer på meget lidt (fx Stoke lige nu), men historien viser ofte, at det ikke kan holde hele sæsonen.
- Portsmouth ligger i midten i Championship – og tallene viser, at klubben må udvikle sit spil i feltet, hvis man skal etablere sig i rækken.
Afslutning
Fodbold er fyldt med data, men man skal passe på ikke at stirre sig blind på tallene. Det handler om at finde den rigtige balance mellem spillet på banen, effektivitet foran mål og de underliggende statistikker.
Eller som Ebbe Skovdahl engang sagde det så rammende:
“Det er med statistikker som med miniskørter. Det giver én en masse gode idéer, men skjuler det der er vigtigt.”
