2025-26: Optakt Moneyfields FC – Portsmouth (Testkamp)

Et lille lokalopgør i varmen. 

Efter planen skulle vi have spillet to separate testkampe i dag. Førsteholdet mod Crawley Town mens et formodet primært reservepræget hold skulle op mod den lille Portsmouth baserede klub Moneyfields FC. Nu blev kampen mod Crawley aflyst grundet en større mængde nedbør, som satte Broadfield Stadium i Crawley under vand, og spørgsmålet er så om lokalopgøret bliver opgraderet i forhold til startopstillingen. Det bliver vi klogere på når kampen går i gang her klokken 13 lokal tid.

Moneyfields FC – hvem er de?

Der er tale om en relativt ny klub, der først så dagens lys så sent som i 1987 under navnet Portsmouth Civil Service FC. Syv år senere tog den så navneforandring til Moneyfields FC. Til daglig spiller den i Isthmian League South Central Divison. Det svarer til det 8. niveau i fodboldpyramiden. Her endte man i sidste sæson som nummer syv, hvilket må siges at være flot med tanke på, at klubben var oprykker fra Wessex League Premier Division, altså lag 9 i pyramiden. For kun et par dage siden slog man National League klubben Aldershot 2-0 i en tilsvarende testkamp om end det må formodes, at gæsterne næppe var i stærkeste opstilling.

Hvordan ser det ud hos os?

Der er i de to første testkampe blevet roteret kraftigt så nærmest alle har fået spilletid. Et lignende scenarie må forventes i dag når spillerne løber ind på John Jenkins Stadium, der naturligvis er opkaldt efter D-Day veteranen og Pompey-supporteren, som gik bort for et par år siden. Det forlyder at nytilkomne John Swift ikke vil være i truppen endnu. Hvorvidt spillere som Callum Lang og Colby Bishop er med er stadig uklart.