Har vi lært af de seneste udebanekampe?
Aftenens kamp hos Blackburn er den første af fem ligakampe endnu i indeværende måned, så det er et stramt program som vi starter på. Det betyder, at der bliver brug for alle spillere de kommende to uger, hvilket var årsagen til at vi gav reserverne chancen mod Wycombe fredag aften. Den kalkulerede satsning gik som bekendt i vasken, og nu skal det blive spændende at se, hvor friske spillerne er til denne alt andet end lette udekamp. De seneste kampe på fremmed græs har ikke resultatmæssigt været opløftende så vi har brug igen at vise at vi kan stå imod når vi ikke har Fratton Park som kulisse. Denne manglende rutine og stålsathed er forhåbentlig noget af det som nyankomne Isaac Hayden kan bidrage med – hvis han da starter inde.
Den seneste kamp på Ewood Park mellem de to klubber går tilbage til 2017-18 sæsonen i League One og endte med en hjemmesejr på 3-0. Blackburn vandt også den omvendte kamp den sæson med 2-1. Rovers endte begge kampe med ti spillere på banen, men det forhindrede dem altså ikke i at lave ”the double” mod os. Går vi længere tilbage er det i PL-regi er vores statistik hos Blackburn decideret skidt læsning. Fem af de seks møder mellem de to hold i den bedste række endte nemlig med sejr til hjemmeholdet. Kun i vores debutsæson i PL fik vi noget med fra Lancashire i form af en sejr på 2-1. Målene den dag blev sat ind af Teddy Sheringham og Aiyegbeni Yakubu.
Under normale omstændigheder kunne kampen have budt på et gensyn med Hayden Carter, som var udlånt til os fra dagens modstander i den sidste del af 2021-22 sæsonen. Her blev det til 22 kampe og en enkelt scoring. Det flotte skud fra distancen blev til gengæld også kåret til sæsonens mål.
Blackburn Rovers – baggrund og historie
Er man i tvivl om, hvor stor en klub Blackburn Rovers er i et historisk øjemed skal man bare kigge i deres pokalskab. Det tæller ti store titler – elleve hvis man medregner et Charity Shield. Klubben var med til at grundlægge The Football League, og var også et af de mest vindende hold i den spæde start af engelsk fodbold. Således vandt Rovers 5 FA Cups mellem 1884 og 1891. To af de tre mesterskaber kom også relativt tidligt i 1912 og 1914, mens det tredje er det som vores generation forbinder klubben med, nemlig PL-titlen i 1995. Det seneste trofæ var dog ligacuppen i 2001. Set over en bred kamp har Blackburn Rovers til gengæld lagt stort set lige så mange sæsoner i den næstbedste række som i den bedste, og det er altså også her at klubben befinder sig i dag. Den har ikke været i PL siden nedrykningen i 2012.
Hjemmeholdets sæson indtil nu
Blackburn startede sæsonen nærmest som lyn og torden og vandt de første fem hjemmekampe mens det kneb lidt mere med pointhøsten på fremmed græs. Herefter fulgte en formnedgang, og ingen af de seneste tre kampe hjemme på Ewood Park har resulteret i tre points. Faktisk så er holdet uden sejr i de seneste fem ligakampe, og generelt er tendensen, at Blackburn ikke scorer nær så mange mål som i starten af sæsonen. Til gengæld er defensiven stadig forholdsvis stabil.
Modsat os kom Rovers fint igennem FA Cuppens tredje runde, hvor det blev til en flot udesejr på 1-0 på The Riverside Stadium over Middlesbrough trods en del rotation. Dette resultat var faktisk en gentagelse af den tilsvarende ligakamp, der blev spillet i slutningen af november.
Overordnet set har mandskabet helt klart overrasket under John Eustace, og inden kampen mod os ligger holdet på en solid syvendeplads – langt fra den nedrykningsstrid som mange eksperter spåede, at Rovers ville blive en del af. I sommers mistede man en del profiler, og kort inde i sæsonen røg så også topscorer Sammie Szmodics sådan som mange regnede med. Modsat forventning fik klubben fra Lancashire fået handlet rigtig klogt på trods af et smalt budget, og specielt offensiven sprudlede som sagt i starten af sæsonen, hvor det egentlig var forventet at holdet ville få problemer.
Seneste nyt fra Rovers
Ryan Hedges og Amario Cozier-Duberry måtte begge springe weekendens pokalkamp hos Middlesbrough over på grund af sygdom. Selv om ingen af de to har fået grønt lys endnu er Eustace fortrøstningsfuld om, at de når at blive klar mod os.
To nye ansigter kan få debut i aften, nemlig Adam Forshaw og Dion Sanderson.
Scott Wharton, Hayden Carter, Harry Pickering, Lewis Travis, Arnor Sigurdsson og Yuki Ohashi er alle ude med skader af forskellig art og varighed. Det betyder at Eustace, lige som mod Middlesbrough, giver chancen til nogle af klubbens akademispillere.
Profiler hos værterne
Med topscorer Yuki Ohashi ude vil der være yderligere fokus på Andreas Weimann. Den østrigske angriber ankom i sommer fra Bristol City og er noteret for fire sæsonscoringer. Den sidste ligger dog to måneder tilbage, og i de seneste kampe er Weimann også mere blevet brugt som fløj end decideret boksspiller.
Spilleren der oftest har næstsidste fod på bolden er Makhtar Gueye, der har lagt op til seks mål. I nogle kampe er Gueye også blevet brugt som spydspids, dog uden det store held.
Et norsk islæt har vi også i skikkelse af midtbanespilleren Sondre Tronstad, der har figureret i samtlige 15 ligakampe indtil nu. Trondstads position på banen er som oftest lige bag enten Weimann eller Gueye, afhængigt af, hvem af de to der er midterste angriber i 4-2-3-1 systemet.
Også på midten af banen finder vi Todd Cantwell, der kommer med PL-erfaring fra Norwich City samt europæisk ditto fra skotske Rangers.
Blackburn head coach John Eustace
Medregnet en kort tjans som caretaker manager hos QPR i 2019 er jobbet hos Blackburn Rovers det fjerde af slagsen for Eustace, der debuterede som manager hos non-league klubben Kidderminster Harriers i 2016. Her blev det til to play-off placeringer i National League North (den sjettebedste række) uden at det lykkedes at gå hele vejen og rykke op. Herefter fulgte et par år som assistant manager under Steve McClaren hos QPR – et job han også beholdt under McClarens efterfølger Mark Warburton. Sideløbende var Eustace en kort tid assistant manager for det irske landshold. I juli 2022 fik han ansvaret for Birmingham City, og opnåede i den første sæson en hæderlig midterplacering i The Championship med Birmingham-mandskabet. I den efterfølgende gik det endnu bedre, og holdet spillede med om de sjove pladser. Således lå Birmingham City på en overraskende men flot sjetteplads da Eustace efter et klubejer skifte blev fyret til fordel for et større navn, Wayne Rooney. Den gambling slap klubben skidt fra, og det endte med en nedrykning til League One. I slutningen af sidste sæson fik Eustace så en ny chance hos Blackburn Rovers, og guidede klubben fra af nedrykning efter fyringen af Jon Dahl Tomasson.
Hvordan ser det ud hos os?
Jordan Archer måtte udgå i pausen hos Wycombe med en øm lårmuskel, og vil ikke indgå i aftenens trup.
Conor Shaughnessy, Regan Poole, Mark O’Mahony og Kusini Yengi er alle ude som minimum et par uger endnu. Heller ikke Harvey Blair står til rådighed endnu.
Lige som Ibane Bowat er Jacob Farrell desværre færdig for sæsonen.
Sammy Silvera er blevet hentet hjem igen af Middlesbrough, der allerede nu har lånt ham ud igen – denne gang til Blackpool i League One, hvor han sandsynligvis kommer til at gøre end bedre figur end det var tilfældet hos os. Omvendt er Anthony Scully tilbage efter at Colchester United valgte ikke at forlænge lånet.
Marlon Pack er tilbage efter udstået karantæne.
Isaac Hayden indgår i truppen mod Blackburn og kan dermed få debut i den blå-hvide trøje i aften.
John Mousinhos tanker før kampen
“It’s one less competition to focus on and means we now get to play Sheffield United next month, rather than have another midweek away game. But that doesn’t make the loss on Friday any easier to deal with because we wanted to progress in the cup. We were thankfully able to rest some players against Wycombe and they can come back fresh, which is a bonus. When we’ve had these three-game weeks previously, we have struggled when the last of them is away. It’s slightly different this time in that the next two after Wednesday are at Fratton Park, while many of the lads haven’t featured since Sunderland. But of course we’d rather have played this Blackburn fixture when it was initially scheduled and not have another midweek match during a busy period.”
”They’ve had a fantastic first half of the season and John Eustace has done an excellent job there – they pose a real threat.”