2023-24: Optakt Portsmouth – Stevenage

Kan vi starte det nye år med et brag?


Tre kampe uden en sejr, og blot to points fra disse. Dermed er vi fra første dag i det nye år under pres for at forsvare en direkte oprykningsplads, og vi møder en modstander, der på dagen sagtens kan give os problemer, hvis vi ikke selv leverer varen. Det er udgangspunktet når vi i eftermiddag tager imod Stevenage på Fratton Park. Head coach John Mousinho har derudover det lille problem, at vi i disse kampe har haft svært ved at finde vej til netmaskerne, så hvad gør han? Blander han kortene anderledes i front eller satser han på, at mini-krisen er forbigående og løser sig hvis vi kommer foran? Lazarettet er mere eller mindre uændret, så det er de samme spillere der skal løse opgaven. Da de nærmeste forfølgere Bolton samtidig har en hjemmekamp mod Burton, som de må formodes at vinde, ligger det lidt i kortene, at vi mister førstepladsen, hvis vi ikke selv får fuldt udbytte af vores eget opgør.

I truppen hos Stevenage finder vi adskillige tidligere Pompey-spillere så som Thompson brødrene Louis og Nathan, Dan Butler, Ben Thompson og Harvey White.

Den omvendte kamp i august endte uden mål. Seneste kamp på Fratton Park mellem de to klubber var i december 2022, hvor et møde i EFL Trophy endte med en klar 3-0 sejr til os. Snakker vi om ligakampe skal vi helt tilbage til november 2016 for at finde det seneste opgør, og det vandt gæsterne 2-1. Vores enlige mål den dag blev sat ind af Michael Smith.

 

Stevenage FC – lidt baggrundshistorie

Dagens modstander er en relativt ny klub. Den blev grundlagt i 1976 på ruinerne af Stevenage Athletic, der måtte dreje nøglen om efter en konkurs. Efter en årrække i den daværende Conference League lykkedes det i 2009-10 sæsonen at rykke op i League Two. Opholdet der blev særdeles kort, for allerede i den første sæson blev det til endnu en oprykning. Klubben fik tre sæsoner på det tredjehøjeste niveau inden ballonen punkterede og det igen hed League Two. Herefter fulgte ni sæsoner i den fjerdebedste række, hvoraf nogle var med ryggen mod muren og placeringer kun lige umiddelbart over nedrykningsstregen. Det ændrede sig totalt med ansættelsen af manager Steve Evans i marts 2022. Han reddede Stevenage fra nedrykning, og i den efterfølgende sæson samlede han et så slagkraftigt mandskab, at det endte med en overraskende oprykning til League One. Her er det som bekendt indtil videre gået forrygende godt.

 

Hvor står gæsterne nu?

Før sæsonen var der delte meninger om, hvorvidt Stevenage havde truppen til at spille med på dette niveau, men stort set fra start har holdet i et stabilt tempo høstet points, og i løbet af efteråret 2023 udviklet sig til at være en seriøs kandidat til play-offs. Det er sket med en solid defensiv og en spillestil som man slår sig på, samtidig med at en generel god organisation gør holdet svært at spille imod. Et typisk Steve Evans mandskab altså. På udebane står Stevenage med tallene 7-1-4 og har altså ingen problemer med at hente godt med points på fremmed græs. Formen er også ganske god. I de seneste seks kampe er det blevet til elleve points og blot et enkelt nederlag, 1-2 ude mod Barnsley. Senest blev ellers tilsvarende formstærke Northampton Town sat til vægs med 3-0, og generelt kommer Stevenage gerne på tavlen mindst én gang i hver kamp. Vi kan dermed se frem til et udehold, der utvivlsomt vil komme til Fratton Park for at vinde, og med stor tro på egne kvaliteter.

 

Det sidste nye fra udeholdet

Stevenage ankommer med lidt friskere ben end os da deres hjemmekamp mod Cambridge United den 29. december blev aflyst grundet en lokal strømafbrydelse.

Der er ingen meldinger om skadede spillere i gæsternes trup.

 

Profiler hos Stevenage

Det er svært at komme uden om topscorer Jamie Reid med sine 14 sæsontræffere, men også Jordan Roberts med 4 ligamål og 3 assists skal vi holde øje med. En spiller som har gjort det godt på det seneste er Elliott List, som ligeledes er oppe på 4 scoringer.

 

Boro manager Steve Evans

Evans har gennem flere år været en lettere kontroversiel manager, der ikke er bange for at træne sine spillere i at trække tiden eller sige sin mening til officials o.l. På plussiden er det meget få steder, at han ikke har haft succes. Jobbet hos Stevenage er hans ottende af slagsen. Længst tid var han hos Crawley Town fra 2007 til 2012, og som han fik op i divisionssystemet. Den højeste win ratio er hans nuværende hos Stevenage, der ligger på 51 %.

 

Hvordan ser det ud hos os?

Tino Anjorin, Josh Dockerill, Tom Lowery, Connor Ogilvie, Regan Poole og Zak Swanson står ikke til rådighed grundet skader.

 

John Mousinho før kampen

“Stevenage will probably be a little bit fresher, but it also means they might be more predictable in the line-up they put out. They are in decent enough form and I think they would probably have preferred to get the game on. It’s another fixture that they’ve now got to fit in later in the season and I doubt they would want that. I don’t think it really affects us too much and instead we’ve got to be much more concerned with how we perform. They’ve had a very good campaign so far and have enjoyed plenty of wins, while it was a tough test at their place earlier in the season. We expect more of the same when they come to Fratton Park and so we need to be fully prepared for that.”

“We can’t afford to waste 45 minutes like we did at Exeter on Friday night – we’ve got to be bang on it from the start. There’s not a huge amount of training you can do because of the quick turnaround – it’s more tactical, as well as the right rest and recovery. The standards we’ve set for ourselves have been high and we’ve got 50 points at this stage, which is a decent return, so now we’ve got to press on.”