Hvordan kommer det til at gå, og hvor ender Pompey?
Ta-daaaa. Så er det igen den tid på året, hvor det gælder om at spå om, hvordan den kommende sæson vil forløbe. Det plejer som regel at være mere end almindeligt svært, så optakten skal til dels blot ses som et fast og kuriøst indspark før det går løs, samtidig med at den fungerer som en kort introduktion af vore kommende modstandere.
Lad os for sjov kigge tilbage på, hvordan det gik sidst. Her havde jeg tre pletskud i form af Ipswich (nr. 2), Wycombe (nr. 9) og Port Vale (nr. 18). I den anden ende af skalaen havde jeg tre bud der endte med at være ved siden af. MK Dons tippede jeg således hele 14 pladser forkert da de sluttede som nr. 21 i stedet for nr. 7. Oxford United endte 11 pladser dårligere end hvad jeg regnede med, nr. 19 i stedet for nr. 8. Slutteligt så vandt Plymouth Argyle som bekendt ligaen, hvor jeg havde dem til at blive nr. 11. Pompey tippede jeg to pladser forkert da de mod forventning ikke tog sjettepladsen, men derimod endte to pladser lavere.
Med to relativt store klubber som Ipswich og Sheffield Wednesday ude af billedet, og to nedrykkere der har diverse problemer at kæmpe med, ja så er den generelle holdning, at toppen af League One ikke er lige så stærk i den kommende sæson. Alt andet lige så øger det mulighederne for en række klubber, der i 2022-23 sæsonen ikke helt havde klassen til at spille med om direkte oprykning og play-offs. Til den kategori hører også vi, og her små fem dage før det går løs har bookmakerne os til at slutte omkring femtepladsen. Det kunne de godt vise sig at få ret i.
Bejlere til direkte oprykning:
Derby County
Det blev til en noget skuffende syvendeplads i sidste sæson for The Rams da luften til sidst gik ud af deres dengang noget aldrende trup. Det betyder, at både holdet og i særdeleshed manager Paul Warne nu er under pres for at rykke op. Denne gang har Warne dog fået muligheden for selv at forme sin trup. Især defensiven har fået et nyt udtryk, dog stadig med erfarne men lidt yngre spillere som Sonny Bradley, Callum Elder og Curtis Nelson. I front har man ganske vist sagt farvel til David McGoldrick og hans 22 mål, men afløseren Conor Washington har vist sig at være en okay angriber på dette niveau, og i forvejen råder man over James Collins i front. I skrivende stund er truppen ret smal med dens blot 21 spillere, men det kan der stadig rettes op på, og den generelle kvalitet er til stede. Alligevel siger noget mig, at tingene igen ikke kommer til at forløbe helt glat for Derby, og ser jeg dem ikke som vindere af League One. De er dog stadig min favorit til at tage andenpladsen, men jeg vil ikke være overrasket, hvis det kun ender med play-offs trods Warnes tre oprykninger fra rækken med Rotherham.
Bolton Wanderers
Højrebacken Conor Bradley, der var enestående i sidste sæson, er tilbage hos Liverpool efter endt udlån og vil blive savnet. Det samme vil Keeper James Trafford, der var på udlån fra Manchester City. Ind er i stedet kommet hele to nye målvogtere, Joel Coleman og Nathan Baxter. Også defensiven er styrket med Will Forrester, Zac Ashworth og Josh Decres-Cogley. I forvejen råder Bolton over en af de bedste centrebacks i ligaen, Ricardo Santos. I tillæg har klubben hentet højrefløjen Carlos Mendes og Dan Nlundulu. Med tanke på den kvalitet som i forvejen er til stede, er det oplagt at The Trotters hører til favoritterne i League One. Overordnet set ligner Bolton også en klub der er på vej tilbage, og som har bygget på i hver eneste sæson siden de var nede og vende i League Two. Fortsætter den trend rykker de op fra League One, og de er mit bud på en vinder af rækken.
Portsmouth
Masser af aktivitet i transfervinduet. Tjek. Gode spillere hentet ind. Tjek. Ingen vigtige mistet. Tjek. Høje forventninger til holdet for endelig at rykke op. Tjek. Risiko for at op til flere spillere ikke kan håndtere presset, hvilket er set før. Tjek. En ung og spændende men også uerfaren manager / head coach. Tjek. Så der er både masser af plusser samt potentielle minusser ved vores oprykningskandidatur. Vi har hentet mange spillere ind, men hvor mange er af absolut topklasse i League One? Nogen vil sige ingen. Tvivlen gør, at jeg har svært ved at se os pludselig indfri ambitionerne om top to, og dermed undgå play off lotteriet. Dette til trods må vi høre til den lille kreds af klubber der kan gøre netop det, men det handler i lige så høj grad om, at den formodede top af League One som nævnt ser svagere ud, og dermed indbyder til at blandt andet vi, med lidt held og medvind, kan blande os i den absolutte top. En kreativ midtbanespiller inden transfervinduet lukker vil kunne gøre en kæmpe forskel.
Charlton Athletic
Efter en række skuffende sæsoner ligner The Addicks igen et hold som man skal regne med. Klubben har fået ny ejer, og dermed åbenlyst større ambitioner, hvilket er kommet til udtryk i form af en håndfuld klare forstærkninger. Alfie May fra Cheltenham bliver en garant for mindst 15 mål. Harry Isted fra Luton er en solid keeper. Midtbanespilleren Panutche Camara er lånt hos Ipswich. Venstrebacken Tayo Edun er hentet hos Blackburn Rovers. Alt sammen rigtig gode spillere på dette niveau. Generelt ligner Charlton holdet der indtil nu har haft det bedste transfervindue, og jeg er ikke i tvivl om, at klubben fra det sydøstlige London allerede nu har en top 6 trup. Da der stadig er mere end tre uger tilbage af transfervinduet kan de endda nå at bygge yderligere på.
Blackpool
Tabet af deres kreative spillere samt angriberen Jerry Yates kan komme til at blive mærkbart, og der venter et større genopbygningsarbejde på Neil Critchley, der er tilbage i klubben. Det har nu tidligere vist sig at være et godt match, og manageren et klart aktiv for The Tangerines. Det samme er en række unge spillere så som Sonny Carey, Andy Lions og Dominic Thompson, lige som en væsentlig del af truppen har erfaring fra to sæsoner i The Championship. Vi snakker om virkelig gode spillere som centrebacken Marvin Ekpiteta, den centrale midt Callum Connolly og venstrebacken James Husband. Man skal regne med Blackpool i denne sæson, og jeg ser dem som den klart stærkeste af de tre nedrykkere, og en kandidat til top to.
I betragtning til play-offs:
Peterborough
Posh har tradition for at sælge sine offensive spillere til dyre penge, men trods 69(!) mål i de seneste tre sæsoner har klubben stadig Johnson Clarke-Harris i truppen. Alene han borger for masser af mål, men det er længere tilbage på banen at problemerne er begyndt at opstå. Jack Taylor var den måske bedste midtbanespiller i rækken i sidste sæson men han er solgt til Ipswich. Samtidig er også Oliver Norburn, Will Norris og Joe Ward væk. Det vil kunne mærkes, og det opvejes ikke af ankomsten af en række unge talenter samt midtbanespilleren Archie Collins fra Exeter, men Peterborough hører naturligvis med til kredsen af bejlere til en top seks placering.
Barnsley
På nær afgangen af den danske centreback Mads Andersen, der er skiftet til Luton, er den trup der endte som nr. 4 egentlig intakt om end der ikke for alvor er hentet nye ind. Alligevel er der ved at trække sorte skyer ind over Barnsley. Manager Michael Duff er smuttet til Swansea og er erstattet af den uerfarne Neill Collins. Hvad der er langt værre, klubbens amerikanske ejere er sigtet af EFL for fem forskellige overtrædelser i relation til gennemskuelighed af ejerskabet, og ingen ved hvilken udgang den sag får. Det kan give lidt uro på de indre linjer, for hvordan påvirker det spillerne hvis der kommer strafpoints? Og hvilken betydning får det at man nu måske savner Duffs energiske spillestil? At truppen er en af rækkens bedste og inkluderer en række spændende talenter som Jordan Williams, Liam Kitchling og Callum Styles trækker naturligvis op, men som det er nu vælger jeg at tro, at Barnsley højst kommer i betragtning til play-offs.
Wycombe Wanderers
Buckinghamshire-klubben tager hul på den første hele sæson uden den nær-legendariske managerskikkelse Gareth Ainsworth. Hans afløser Matt Bloomfield kender klubben ud og ind, så det er ikke nødvendigvis et minus. Bloomfield ønsker dog at spille på en helt anden og mindre fysisk måde, så han er i gang med at implementere en ny spillestil, hvilket kommer til udtryk i de nye ansigter på holdet. Teknisk dygtige spillere er kommet til bl.a. Luke Leahy fra Shrewsbury og de to lån Dale Taylor fra Nottingham Forest og Harry Boyes fra Sheffield United. I tillæg er Kane Vincent-Young hentet i Ipswich og midtbanetalentet Freddie Potts er lånt hos West Ham. Man har ganske vist mistet midtbanespilleren Lewis Wing til Reading, men alt i alt ser det fornuftigt ud. Ikke mindst fordi at der er masser af erfarne spillere i truppen så som Richard Keough, Ryan Tafazzoli, Joe Jacobson, David Wheeler og Sam Vokes.
Reading
Tja, hvor skal man starte? En pointstraf kostede klubben dyrt i form af en nedrykning fra The Championship, og måske lurer endnu en af slagsen i denne sæson grundet økonomisk uføre og manglende betaling af skat. Uroen frasorteret råder Reading over adskillige profiler på dette niveau, bl.a. Junior Hoilett, Andy Yiadom og ikke mindst Andy Carroll, hvis sidstnævnte da kan holde skaderne fra livet. På det seneste er også nye ansigter kommet til inden en ny transferembargo trådte i kraft så som Lewis Wing fra Wycombe, Harvey Knibbs og Sam Smith fra Cambridge, samt Charlie Savage fra Manchester United. Ny i managersædet er Ruben Selles, der senest sendte vore rivaler længere nede af sydkysten det sidste stykke vej ned fra Premier League. Det kan vise sig at være et scoop, men også det modsatte da Selles intet kender til de lavere engelske rækker. Vurderet udelukkende på truppen bør Reading være play-off kandidat, også selv om den ser smal ud.
Midten af tabellen venter:
Bristol Rovers
Som regel blafrede målnettene hyppigt i Bristol Rovers kampe i sidste sæson, især på grund af en gavmild defensiv samt en rimelig potent offensiv. Den slags bliver sjældent ved med at gå godt, så Manager Joey Barton har hentet forstærkninger ind til defensiven bl.a. to nye om end unge keepere i Matthew Cox og Matt Hall, den erfarne centreback James Wilson, venstrebacken George Friend, og endnu en centreback Tristan Crama. Læg dertil højrefløjen Luke Thomas og angriberen Jevani Brown om end der har været sporadisk utilfredshed med ankomsten af sidstnævnte grundet dennes opførsel uden for banen. Tilsvarende har man ikke sagt farvel til mange, og vel kun Josh Coburn og Harry Anderson vil blive savnet. Kan The Gas finde ud af forsvare denne gang kan det godt blive til mere end sidste sæsons 17. plads, især fordi at trekløveret i front, Brown, Collins og Marquis nok skal sørge for målene.
Lincoln City
Der er blot kommet et par enkelte nye ansigter til i domkirkebyen, men de ser til gengæld rigtig fine ud. Den danske keeper Lukas Jensen er hentet hos Burnley, angriberen Tyler Walker er kommet til fra Coventry, venstrebacken Jaden Brown er skiftet fra Sheffield Wednesday, og Reeco Hackett som bekendt fra os. Til gengæld har Lincoln afgivet Regan Poole til os lige som de har mistet Max Sanders til Leyton Orient. Så det har været minimalt med udskiftninger i klubben, der i forvejen råder over et ganske solidt mandskab. Det lugter lidt af status quo og igen en plads i sikkerhed midt i tabellen.
Oxford United
Sammen med MK Dons var Oxford sidste sæsons store skuffelse, og manager Liam Manning fik kun lige akkurat reddet holdet fra nedrykning selv om pointsnittet under ham ikke var imponerende. Med tanke på, at Manning forinden blev fyret hos Milton Keynes klubben da de lå i bunden, ja så er i al fald min tillid til hans evner på dette niveau ikke store. Sommerens indkøb ser ellers fornuftige ud. Keeper James Beadle er lånt hos Brighton, højrebacken Fin Stevens af Brentford, samt Ruben Rodriguez fra Notts County. Hos netop MK Dons har man hentet midtbanespilleren Josh MacEachran, centrebacken Jordan Thorniley er kommet til fra Blackpool mens angriberen Mark Harris er skiftet fra Cardiff. I forvejen råder Oxford over gode spillere som Cameron Brannigan på midten af banen og Billy Bodin i front, men angriberen Kyle Joseph, der var udlånt af Swansea, spiller nu i Blackpool. Truppen er selvsagt til mere end en bundstrid, men jeg har svært ved at se The U’s ende meget højere oppe end en 8.-9. plads.
Wigan Athletic
The Latics starter sæsonen med minus otte points grundet økonomisk kaos og ulønnede spillere, og er derfor ikke den oprykningskandidat de ellers ville være. Truppen er nemlig stadig god og ikke mindst utroligt bred. Her finder vi bl.a. den erfarne keeper Ben Amos, angriberen Charlie Wyke, den talentfulde centreback Jason Kerr, der pt. dog en ude med en længerevarende skade, James McClean samt højre fløjen Callum Lang. Et minus er at Jack Whatmough har forladt klubben og søgt nye græsgange. Klubben har skiftet ejer denne sommer og efterfølgende er en lille håndfuld nye spillere kommet til på frie transfers, så som højrebacken Sam Clare fra Charlton, midtbanespilleren Sam Smith fra Arsenal og de lånte spillere Liam Shaw fra Celtic og Liam Morrison fra Bayern München. Får Wigan vind i sejlene fra start kan de i sæsonens anden halvdel spille med om play-offs, men det mest realistiske er at det bliver lige ved og næsten.
Burton Albion
The Brewers så længe ud til at være en sikker nedrykker til League Two inden Dino Maamria fik sat skik først på defensiven, og dernæst organisationen på holdet. At klubben slap med skrækken ser den ud til at have taget ved lære af, for der er hentet gode folk ind i sommerens transfervindue. Hos nedrykkerne fra Morecambe har man hentet en giftig angriber i Cole Stockton, der i de seneste to sæsoner har scoret 34 mål i rækken. Venstrefløjen Mason Bennett er hentet hos Millwall, centrebacken Ryan Sweeney er kommet til fra Dundee FC, Steve Seddon på udlån fra Oxford, og den rutinerede keeper Jamal Blackman er skiftet fra Exeter på en fri transfer. Eneste afgang af betydning er keeper Craig McGillivray, så alt i alt virker truppen noget stærkere i denne sæson. Klubben kan godt tillade sig at sigte lidt højere end sidste sæsons 15. plads.
Leyton Orient
Orient vandt League Two på flot spil kombineret med stor stabilitet, og de positive takter kan godt tænkes at fortsætte også et niveau højere oppe. Manager Richie Wellens har hentet gode forstærkninger ind i form af Joe Pigott og Idris El Mizouni, begge på en fri transfer fra Ipswich, plus det unge midtbanetalent Ethan Galbraith fra Manchester United og Max Sanders fra Lincoln, der også huserer midt på banen. I forvejen råder man over flere erfarne spillere der har kendskab til League One, så det ligger lidt i luften, at klubben fra det østlige London med sindsro kan sigte efter en plads midt i tabellen.
Fleetwood Town
For anden sommer i træk har lille Fleetwood forstærket sig fornuftigt med bl.a. midtbanespilleren Danny Mayor fra Plymouth og højrefløjen Ryan Broom fra Cheltenham. I tillæg er venstre backen Adam Montgomery lånt hos Celtic. Ud er gået en lille håndfuld marginalspillere, der alle er blevet fritstillet, samt keeper Alex Cairns, der er skiftet til Salford City. I front skal Jayden Stockley og Jack Marriott nok få målnettene til at blafre. Så igen ligner The Cods et mandskab, der står lidt stærkere end sidst. Det skal gå ret galt på banen hvis ikke at Fleetwood igen fornyr billetten til League One. Uden for banen ser det til gengæld ikke alt for godt ud. Klubejer Andy Pilley er blevet idømt 13(!) års fængsel for diverse sager relateret til svindel, og det i sig selv kaster store skygger over klubben.
Stevenage
Der er mange ting der taler for Stevenage på trods af deres status som oprykkere. De har en erfaren herre ved roret i Steve Evans, og med ham en klar plan, organisation og en fasttømret spillestil. Ikke den mest seværdige af slagsen, men omvendt så vil holdet være en modstander man slår sig på. Ydermere har klubben været ganske aktiv på markedet denne sommer, hvor klubben bl.a. har hentet hele fire(!) tidligere Pompey-spillere. Det drejer sig om to gange Thompson (Louis og Nathan), Dan Butler samt Ben Thompson. Andre nye ansigter er midtbanespilleren Harry Anderson, der er kommet til fra Bristol Rovers samt Nick Freeman fra Wycombe, der også spiller på midten. Alt taler for, at de i skrivende stund ikke er færdige med at handle. Stevenage kommer ikke i nærheden af nedrykningsstregen.
I kamp om overlevelse:
Exeter City
The Grecians må starte mere eller mindre forfra efter at en række profiler har forladt klubben siden maj. Topscorer Sam Nombe er stadig i klubben om end der er rygter om interesse fra andre klubber, men både Jevani Brown og Jay Stansfield er væk, og alene de to stod for 21 mål og 16 assists. Læg dertil at også Jack Sparkes, Jamal Blackman, Archie Collins, Josh Key plus andre nu spiller andetsteds. Det efterlader flere store huller i truppen. Der er kommet nye til, bl.a. en rutineret mand som ex-Spurs midtbanespilleren Tom Carroll, centrebacken Zak Jules fra MK Dons, og Ryan Trevitt, der er lånt hos Brentford, men alle ved at det tager tid at forme et halvt nyt hold, så hvis tingene ikke glider nogenlunde fra start kan Exeter hurtigt blive en del af bundkampen.
Port Vale
The Valiants sluttede sidste sæson af med et formdyk, der kostede manager Darrell Clarke jobbet. Hans afløser er Andy Crosby, der i forvejen var en del af trænerstaben i klubben. Efterfølgende er der blevet handlet fornuftigt ind især til defensiven i form af højrebacken Tom Sang, centrebacken Alex Iacovitti og målmanden Connor Ripley. Offensivt ser det til gengæld ret tyndt ud med Ellis Harrison som den eneste angriber af League One kvalitet, og blot to i hele truppen. Det skal der rettes der op på ellers kan manglen på mål komme til at koste holdet dyrt. Læg dertil manager Crosbys ringe erfaring på dette niveau.
Cheltenham Town
Efter i lang tid at have kunnet holde på topscorer Alfie May er det nu en kendsgerning, at han spiller for Charlton i den kommende sæson. Han efterlader et massivt hul i front, der nu skal fyldes i form af klubbens egne angrebstalenter tilsat Robert Street, der er lånt hos Crystal Palace. Det kan godt frygtes kommer til at koste på måltavlen. Til gengæld har klubben forstærket sig på flere andre positioner. Keeper Luke Southwood er tilbage i klubben, og defensiven er forstærket med Liam Smith fra Dundee United og Curtis Davies fra Derby County. Dermed ligner det en svækket offensiv og en styrket defensiv. Samlet set må Cheltenham dog råde over en trup, der er bedre end andres, men nedrykningskampen slipper de ikke for at blive en del af.
Carlisle United
Sidste sæsons League Two play offs vindere The Cumbrians er tilbage i den tredjebedste række efter ni års fravær. De har bl.a. forstærket sig med angriberne Daniel Butterworth fra Blackburn og Sean Maguire fra Coventry City, centrebacken Sam Lavelle fra Charlton samt den centrale midtbanespiller Dylan McGeouch. Det ligner fornuftige tilgange, men igen er det spørgsmålet om, hvorvidt det er nok. Tabet af topscorer Kristian Dennis bliver mærkbart og de manglende mål må give grund til bekymring. Til gengæld har man formået at holde på midtbaneprofilen Owen Moxon. Et stort plus er den dygtige manager Paul Simpson, og måske kan han og oprykkergejsten gøre forskellen?
Northampton Town
I skrivende stund er truppen kun blevet forstærket med to spillere fra League Two midterklubber plus tre lån fra hhv. Huddersfield, Brighton og Fulham. Dermed satser Northampton på, at momentum samt de spillere der fik klubben op fra den fjerdebedste række er nok til at sikre overlevelse i League One. Det betyder at man skal håbe på at den offensive midtbanespiller Sam Hoskins, der scorede 22 mål i sidste sæson, kan tage skridtet op og levere også i League One. På positivsiden betyder den minimale tilgang, at The Cobblers modsat andre klubber fra start har en sammenspillet trup, men det er også en gambling. Redder de sig bliver det sandsynligvis på et af de yderste mandater.
Cambridge United
The U’s overlevede med nød og næppe på sidste spilledag, men er siden da blevet kraftigt svækkede. Profiler som Sam Smith og Harvey Knibbs, der begge er skiftet til Reading, samt Lloyd James, som nu er hos Charlton, er ikke blevet erstattet fuldt ud. Venstre fløjen Sullay Kaikai er ganske vist kommet til fra MK Dons, men i front afhænger meget af velkendte Gassan Ahadme, der er lånt hos Ipswich. Det siger alt. Manager Mark Bonner har i de seneste tre sæsoner udført små mirakler med truppen, men det kan næppe blive ved. Cambridge en af de største kandidater til nedrykning.
Shrewsbury Town
Det har været en rodet sommer hos The Shrews. Den populære manager Steve Cotterill er blevet fyret, eller presset til selv at sige op vil nogen sige, og han var i høj grad arkitekten bag nogle flotte midterplaceringer i League One. Læg dertil at anfører Luke Leahy er skiftet til Wycombe, Matthew Pennington rykket til Blackpool, og den solide Joe Anderson er tilbage hos Sunderland efter endt udlån. Ind er kommet forsvarsspillerne Carl Winchester fra Sunderland og Morgan Feeney fra Carlisle, samt en flok unge talenter. Dermed ser holdet klart svækket ud. Ny manager er en novice, men en for os særdeles velkendt mand, nemlig Matty Taylor, der nåede 178 kampe i Pompey-trøjen mellem 2002 og 2008. Det bliver ikke en let opgave for ham at holde Shrewsbury oppe.
Et samlet bud på en slutstilling er som følger:
1. Bolton Wanderers
2. Derby County
3. Blackpool
4. Charlton Athletic
5. Portsmouth
6. Peterborough United
7. Reading
8. Barnsley
9. Oxford United
10. Wycombe Wanderers
11. Wigan Athletic
12. Bristol Rovers
13. Lincoln City
14. Burton Albion
15. Leyton Orient
16. Stevenage
17. Fleetwood Town
18. Exeter City
19. Cheltenham Town
20. Carlisle United
21. Shrewsbury Town
22. Port Vale
23. Northampton Town
24. Cambridge United