Nederlag forbudt!
En såkaldt seks-points kamp. Anderledes kan tirsdag aftens opgør – nej, det er ikke et derby – mod Plymouth Argyle ikke betegnes. Før kampstart er værterne syv points foran os, med samme antal kampe spillet. En hjemmesejr vil dermed øge afstanden til hele ti points, men kan vi vinde duellen mod dem vil den kun være fire. Der står altså en del på spil i aften, og kampen kan godt blive afgørende for, hvad vi endnu kan nå i denne sæson.
På trods af, at vi går ind til kampen en smule undertippede så kan vi forhåbentlig bygge videre på den gode stime, der altså blev udbygget via et hårdt tilkæmpet points i lørdags på Portman Road i Ipswich. Samme defensive stålsathed får vi brug for igen, men samtidig er der brug for, at vi selv skaber mere fremad på banen end vi fik at se i lørdags. Her vil det være en kærkommen forstærkning, hvis Michael Jacobs bliver klar til kampen. Med så meget på spil kan det vel tænkes, at også aftenens møde bliver en taktisk kamp, hvor ingen af de to hold vil blotte sig for meget. Argyle kan fint leve med det ene point, og har i forvejen vist fine defensive takter på det seneste.
Hjemmeholdet har en enkelt spiller med fortid hos os i truppen. Det er centerbacken James Bolton, som mellem 2019 og 2021 nåede at spille 36 kampe i Pompey-trøjen og score to mål. Bolton var uden med en skade gennem hele efteråret, men har været fast mand i startelleveren siden starten af februar, så det ligner et gensyn med ham i aften.
De seneste tre kampe mellem de to klubber er endt 2-2, og generelt har vi et godt tag på Argyle. Vi har således ikke tabt de seneste ni opgør mod dem. Otte af de seneste elleve indbyrdes møder er endt uden vinder.
Plymouth Argyle – lidt baggrundshistorie
Klubben er den vestligst beliggende divisionsklub i England, og Plymouth landets største by, der aldrig har haft et hold i den bedste række. Den blev grundlagt i 1886 under navnet Argyle, og tilføjede bynavnet i 1903. Sytten år senere blev den indlemmet i The Football League, hvor den uden afbrydelser har været lige siden. Højeste ligaplacering er nummer fire i den næstbedste række i sæsonen 1952-53. I de seneste år har klubben været noget af et elevatorhold med en række ned- og oprykninger især fra 3. og 4. bedste række. Den har aldrig vundet en pokal af betydning. Plymouths tilnavn, The Pilgrims, tager sit udgangspunkt i en flok pilgrimme som i 1620 herfra satte kursen mod den nye verden, Amerika. I klubbens logo indgår da også skibet som førte dem over Atlanterhavet, The Mayflower. Klubbens største rival er uden omsvøb Exeter City, og i noget mindre grad Torquay United da der ofte har været langt mellem møderne med sidstnævnte. Modsat opgørene mod os kan disse dog begge betegnes som ægte lokalopgør.
Lidt Argyle stats før kampen
Det er to hold i god form, som mødes på Home Park klokken kvarter i otte lokal tid. Mens vi er ubesejrede i de seneste otte kampe har Argyle vundet deres seneste tre, og uden at lukke mål ind. Hjemme kan de fremvise tallene 10-3-4 og målcifrene 24-14. De fire nederlag på eget græs er kommet mod Wycombe, Wigan, Lincoln og senest 0-1 mod topholdet Rotherham i slutningen af februar. Statistikken fortæller også, at hjemmeholdet generelt har været stærkere i anden halvleg end før pausen lige som blot fem kampe uden at komme på tavlen gør dem til et af de mest målsikre hold i rækken (selv er vi gået fra banen i ni kampe uden at komme på tavlen).
Aftenens modstander har gennem hele sæsonen lagt i eller lige uden for play-off pladserne. Formen har været stabil siden august sidste år, og det har selv et managerskifte ikke ændret på. Det var ellers med bange anelser at The Pilgrims måtte sige farvel til Ryan Lowe da han i december sagde op for umiddelbart efter at skrive under hos Preston North End i The Championship. I hans sted valgte klubben at forfremme den assisterende manager Steven Schuhmacher – som altså ikke fulgte med Lowe til Preston – og give ham ansvaret for førsteholdet.
Schuhmacher stiller med en 3-5-2 formation både ude og hjemme med Bolton som centreback og topscorer Hardie som den venstre af de to angribere med Niall Ennis som den mest sandsynlige makker i front, om end det også kan være Luke Jephcott.
Det sidste nye fra værterne
Ifølge de seneste meldinger må fire spillere sidde over mod os. Det drejer sig om George Cooper, Brendan Galloway, Alfie Lewis og Dan Scarr.
Profiler hos hjemmeholdet
Med fjorten mål i alt, og to i de seneste tre kampe er topscorer Ryan Hardie uden omsvøb den spiller som vi skal holde bedst øje med. Trods ni sæsonmål har Luke Jephcott ikke figureret så meget på det seneste, og kommer ofte ind fra bænken.
Bag angriberne ligger den brede og særdeles offensivt indstillede midtbane. Her skal vi især lægge mærke til Ryan Broom på den højre side. Han har scoret fire mål selv og lagt op til fem andre. I den modsatte side huserer Conor Grant, der har nettet syv mål.
Nede bagi vil der utvivlsomt være en del fokus på James Bolton, og han har da også gjort det rigtig godt i de seneste to måneder, og gjort sit til at stabilisere en god defensiv yderligere.
Pilgrims manager Steven Schuhmacher
Schuhmacher var som nævnt assistant manager hos Plymouth under Ryan Lowe, en rolle som han også havde da de to var ansat hos Bury FC, som de første til oprykning fra League Two umiddelbart inden klubbens kollaps og opløsning. Forinden havde han haft et kortvarigt job som midlertidig manager hos Southport i National League North, samt arbejdet som træner/coach hos Everton.
Hvordan ser det ud hos os?
Med lidt held har vi Michael Jacobs med i truppen. I al fald har midtbanespilleren deltaget i de seneste træningspas efter at han fik en mindre knæskade for små to uger siden.
Marcus Harness afsoner den sidste af tre spilledages karantæne, og står dermed ikke til rådighed.
Kieron Freeman, Reeco Hackett, Jayden Reid og Shaun Williams er alle skadede og figurerer ligeledes ikke.
Danny Cowleys tanker om kampen
“We see this as a mini-season for us now and it looks like the Bolton game might get called off. That means we’ll have an enforced break, with the Rotherham fixture having already gone the following week. It’s not ideal for us, but these games against Plymouth and Wycombe are going to be attacked with real positivity. We’ve been able to create some real momentum with eight matches unbeaten and six of those were victories. The point we got at Ipswich kept that run going and it sets us up really nicely for two big fixtures this week.”
“It’s a brilliant game for us and I’ve got a lot of respect for them – it’s no surprise to me that they are where they are in the league. Plymouth are a well organised team and Steven Schumacher has taken the reins seamlessly since replacing Ryan Lowe. They have a clear way of playing and guys in the squad who fit their style and formation. It’s allowed them to be consistent. We’ve had a good look at them and they enjoyed a very good result against Bolton at the weekend – they deserved the win. We know that Plymouth carry a huge threat on the counter-attack and love to get behind you quickly, while they can also take control and build from the back. There’s a lot to like about them, but we’re also in a really positive place at the moment, with lots of goals and clean sheets. Our group are fighting for each other and we showed against Ipswich that we can be disciplined and organised.”
Interview med vores manager forud for opgøret: