2020-21: Optakt Lincoln City – Portsmouth

Det benhårde program fortsætter. 


Kampene ligger tæt i denne tid, og det betyder at der ikke er tid til at gruble over nederlag før muligheden er der for at komme tilbage på sporet. Sådan er situationen når vi i aften tager til Lincolnshire i endnu et opgør mod en rækkens af topklubber. Mod Charlton var vi aldrig rigtig tæt på, men i den forrige kamp glimrede vi mod Sunderland, så selv om Sincil Bank har været en stærk bastion for Lincoln City har vi naturligvis spillerne til at hente noget i denne kamp.

Med Whatmough ude ligner det en startplads til Rasmus Nicolaisen i det centrale forsvar, men i et sammenpresset program må der også være andre der måske kunne være værd at give nogle minutter i benene. For eksempel har vi ikke set meget til Ben Close i denne sæson, så hvis Jackett vælger at rotere lidt i truppen vil det være oplagt at give den unge midtbanespiller chancen mod Lincoln. I front kan både Harrison og Hiwula komme til indsats om end det er svært at se Marquis blive droppet i og med at det var hele holdet der havde en off-day mod Charlton. Eksperimentet med Harness liggende ved siden af ham er sandsynligvis heller ikke dødt endnu på grund af en enkelt fuser.

For Sean Raggett vil det være en helt særlig kamp da han har en fortid i Lincoln City, og var en del af den trup som for et par sæsoner siden som National League klub nåede kvartfinalerne i FA Cuppen. Ja faktisk så var det en scoring af Raggett, der sendte The Imps blandt de otte bedste da holdet vandt med 1-0 på Turf Moor over Burnley.

Den tilsvarende kamp i sidste sæson endte med en 2-0 sejr til os. Ronan Curtis og John Marquis scorede vore mål den dag.

 

Lincoln City – baggrund og historie

Klubben blev grundlagt i 1884 og blev divisionsklub otte år senere. Den har aldrig været at finde i den bedste række. Således er den højeste placering en 5. plads i 2. division, men for det meste har klubben spillet på tredje eller fjerde niveau, med enkelte ture uden for divisionssystemet. Senest mellem 2011 og 2017. De seneste sæsoner har været en succeshistorie for Lincoln City, og det skyldes især Cowley brødrene Danny og Nicky, som overtog klubben efter flere år som midterhold i National League, førte dem op i både League Two og efterfølgende League One, nåede kvartfinalen i FA Cup som non-league klub og vandt EFL Trophy.

I forhold til klubbens og byens størrelse nyder Lincoln City af en stor og vokal opbakning på hjemmebane.

Navnet The Imps kommer fra en lille stenfigur i Lincoln Cathedral forestillende en lille djævel, the Lincoln imp, som efter sigende blev sendt af Satan for at ødelægge kirken. En engel forvandlede den til sten inden det kom så vidt.

Lincolnshire, og specielt området lige omkring selve Lincoln, spillede en stor rolle under Anden Verdenskrig med de mange RAF-baser som var og er placerede her. Det kommer også til udtryk under kampene på Sincil Bank, hvor der lyder en luftalarm når hjemmeholdet tager et hjørnespark. Forhåbentlig tager det ikke for meget fokus fra vore spillere ved disse situationer.

 

Værternes sæsonstart

The Imps har fra start lagt i tabellens øverste tredjedel, og her finder vi dem også på en 3. plads før opgøret mod os. Dermed ligger det også lidt i kortene, at formen er ganske god om end det blev til et nederlag på 0-1 ude mod Doncaster i deres seneste kamp, der dog blev afgjort på en virkelig flot scoring i en ellers meget lige kamp. Således er det blevet til fire sejre i de seneste seks kampe. Kigger vi isoleret set på, hvordan de har klaret sig hjemme på Sincil Bank så hedder statistikken 4-0-1. Det enlige nederlag var mod Bristol Rovers, der noget overraskende kunne tage hjem med en 2-1 sejr. Før nederlaget hos Doncaster havde Michael Appletons tropper holdt buret rent i fire kampe på stribe, så defensiven fejler heller ikke noget. Lincoln City har da også lukket næst færrest mål ind af alle (den stærkeste defensiv måtte vi give fortabt mod i lørdags). Sammenfattende for de seneste seks kampe er holdet generelt ikke involveret i mange mål, og i de seneste tre af slagsen er der lige præcis blevet nettet ét mål pr. kamp. Så devisen om at det første mål bliver afgørende kan godt vise sig at holde stik netop i aften.

Lige som det var tilfældet med Lee Bowyer senest mod Charlton så har også Lincoln Citys manager Michael Appleton skiftet formation et par gange i denne sæson, men ligeledes uden at det er gået ud over stabiliteten. Omvendt er det lykkes for ham at få implementeret en mindre direkte og mere teknisk baseret spillestil end den mere direkte ditto som forgængerne Cowley-brødrene stod for. Det har til gengæld også kostet en større udskiftning i truppen at få den på plads. I kølvandet på sidste sæson forlod hele 15 spillere klubben mens 12 nye kom til – det var ikke overraskende flest af alle i League One.

 

Seneste nyt fra The Imps

Hjemmeholdet må definitivt se bort fra trioen Liam Bidgcutt, Callum Morton og Joe Walsh mens Max Melbourne meldes tvivlsom til aftenens møde i det østlige England.

 

Profiler hos hjemmeholdet

Jorge Grant var i sidste sæson med syv mål og syv assists en af holdet mest afgørende spillere. I denne sæson ligger fløjspilleren lidt længere inde i banen og dermed tættere på mål, med det resultat at han allerede nu er oppe på seks scoringer men til gengæld kun er noteret for en enkelt assist. Grant er samtidig Lincoln Citys vigtigste link-up mellem midtbane og angreb.

I den anden ende af banen finder vi en af rækkens nok bedste keepere i Alex Palmer, udlånt fra WBA, som Appleton har gode forbindelser til. Palmer var i sidste sæson udlånt til Plymouth Argyle i League Two, hvor han i den grad var medvirkende til at The Pilgrims rykkede op igen i første forsøg efter nedrykningen fra League One. I sidste sæson blev han således regnet for den bedste shotstopper i League Two, og havde da også flest clean sheets af alle keepere.

James Jones på midtbanen er en anden vigtig spiller for The Imps. Han betegnes som en energisk boks-til-boks spiller, boldsikker og ham som styrer hjemmeholdets presspil. Af uransagelige årsager lod Crewe Alexandra ham gå på en fri transfer efter sidste sæson, men hos Lincoln har han altså slået til med det samme.

 

Imps manager Michael Appleton

Appleton var som bekendt manden som stod i spidsen for os i en del af klubbens måske mest turbulente sæson nogensinde i 2012-13 da vi strøg gennem League One i den forkerte retning, kun kunne skrive kontrakter gældende for en måned ad gangen, og således brugte hele 55 spillere. Midtvejs forlad han klubben til fordel for Blackpool men havde ikke megen succes der, lige som han efterfølgende heller ikke kunne få tingene til at fungere hos Blackburn Rovers. Hans tid i Blackpool varede blot 65 dage, jobbet hos Blackburn bare to dage længere. Appletons næste station var Oxford United, og her faldt resultaterne endelig i hak. I hans anden sæson førte han klubben op fra League Two lige som det blev til to finaledeltagelser i EFL Trophy (som det ganske vist ikke hed på det tidspunkt) som dog begge blev tabt. I juni 2017 blev han assistant manager hos Leicester City under Craig Shakespeare men blev senere fyret sammen med sidstnævnte. Herefter arbejdede han som coach hos WBA indtil Lincoln City ønskede ham til klubben.

 

Hvordan ser det ud hos os?

Jack Whatmoughs lyskenskade holder ham ude i de kommende tre uger. Også Michael Jacobs er ude i et par uger endnu.

 

Manager Kenny Jacketts tanker om kampen

“There can’t be any Charlton hangover at Lincoln and we need to be ready, so we can do everything can to get a good result. They recruited well in the summer and have a balanced group – it’s traditionally a difficult place to visit on a Tuesday night. It’s minus a crowd, though, and we’ve seen at Fratton Park the differences that can make. It does even things up a bit. They’ll be playing with plenty of confidence and I’m sure it will be tough, but we want to bounce back after the disappointment of Saturday. We were on a great run before that and Charlton proved a tough nut to crack – we had plenty of the ball, but couldn’t break them down. Lincoln also lost a close game against Doncaster at the weekend, but they made a great start to the season and will be keen to maintain the pace. We’ve got 17 points from the first 10 games and we would have liked a few more, but we’re not far away from where we want to be.”

“We think that Jack will be out for around three weeks with a hamstring problem, which is a shame because he’s been playing well. Rasmus has come here to play and he’s had a good settling in period, with some games and substitute appearances. We’re excited about him coming into our team and, with Jack getting injured, it’s certainly an opportunity for him.”

Interview med manager Kenny Jackett forud for opgøret: