Bekymrende formdyk og øget spænding.

Med et fuldt fortjent nederlag i Oxford, og det andet i træk, har vi desværre sørget for at give forfølgerne blod på tanden samtidig med, at den første tvivl begynder at melde sig om hvorvidt startelleveren er god nok til at bære læsset gennem en hel sæson. I tabellen begynder der i al fald at være trængsel i toppen efter at både Luton og Barnsley vandt store sejre mens Charlton vandt på et mål scoret i overtiden. Kun Sunderland smed points med en remis i Scunthorpe.

Vi stillede op i Oxford med ændringer på tre pladser. Lee Brown var klar nok til at gå direkte ind på holdet igen på bekostning af Dion Donohue mens der også blev plads i startopstillingen til David Wheeler samt debut til Andy Cannon. Bryn Morris startede på bænken uden at få debut senere i kampen.

Første halvleg

Det var to mandskaber der begge ville fremad på banen denne råkolde januar eftermiddag i the city of dreaming spires om end der gik et stykke tid før de havde fået indstillet sigtekornet rigtigt. Et par frisparksforsøg og skud fra distancen i begge ender var intet problem for de to keepere. Halvvejs inde i halvlegen kom hjemmeholdet så på måltavlen. En lang clearing fra Oxfords målmand Eastwood fandt hele vejen til Cameron Brannigan, der med et fladt skud sendte bolden i mål ude ved den ene stolpe. Kort efter kunne Oxford endda være kommet yderligere foran efter en sekvens med lettere panisk ping-pong spil i vores felt, men vi slap med skrækken. Mod slutningen af halvlegen fik vi en række hjørnespark, hvoraf ét voldte store problemer for keeper Eastwood, men i andet forsøg fik han bolden under kontrol og chancen løb ud i sandet. I stedet slog hjemmeholdet til lige før pausefløjtet da Jamie Mackie fandt en fri James Henry i vores felt, og Oxfords topscorer svigtede ikke. 2-0, og derved blev det ved pausen.

Anden halvleg

Fra anden halvlegs start rykkede Jamal Lowe længe tilbage på favoritpositionen. I stedet var det David Wheeler der blev sendt op i front. Trods denne uvante rolle var Wheeler faktisk tæt på at få reduceret, men hans hovedstød gik lige forbi mål. I den anden ende af banen brændte det på, og hjemmeholdet var af to omgange ved at øge til 3-0. Først blev et skud af Jamie Hanson rettet af og gik lige uden om mål, og kort efter endte et skud fra Cameron Brannagan i sidenettet. På dette tidspunkt var Pomoey helt væk, og Jackett reagerede med en dobbelt indskiftning af Pitman og Dennis. Wheeler og Evans forlod samtidig banen. Det gav næsten øjeblikkeligt pote, for bare et par minutter efter bragte Pitman os ind i kampen igen. Et indlæg fra ligeledes netop indskiftede Dennis sendte Pitman med et akrobatisk udført saksespark i mål mens en chanceløs Simon Eastwood blot kunne se måbende til.

Det burde have givet holdet et løft, men tværtimod så lykkedes det ikke for alvor at skabe noget efterfølgende. Det blev blot til en halv chance til Jamal Lowe, der ikke fik ordentlig ram på bolden, som strøg forbi mål. Tættere på kom vi aldrig, og de tre points blev fuldt fortjent i Oxford.

Hvad kan vi lære af kampen?

Eksperimentet med Lowe på toppen bliver næppe gentaget lige foreløbig. Han er decideret malplaceret på den position. Samtidig må man stille spørgsmålet, hvad der er gået galt i forholdet mellem manager Kenny Jackett og sidste sæsons suveræne topscorer Brett Pitman. Når systemet konsekvent hedder 4-2-3-1 så burde Pitman, med Oliver Hawkins ude, være selvskreven til at være vores enlige spydspids. Forklaringen må være, at Jackett synes at den tidligere anfører bevæger sig for lidt, og bidrager med for lidt længere tilbage på banen. At Pitman modsat Hawkins har en udpræget fornemmelse for at være det rigtige sted på rette tidspunkt er åbenbart ikke nok til at opveje angriberens mangler. Det er synd, for bliver Pitman rigtig iscenesat er han stadig en af rækkens bedste og mest snu målræve. Det burde Jackett indse kun kan komme holdet til gode.

Som vi så det mod Blackpool virkede nogle af spillerne også slidte i Oxford. Med tanke på den manglende rotation på holdet bør det give anledning til bekymring. Nuvel, det er en fin balance at give stamspillere en tiltrængt pause uden at det går ud over holdets rytme og automatismer. Omvendt vil det på sigt være en decideret gambling at lade den samme kerne af 8-9 spillere stille fra start hver gang. Truppen virker bred nok, og det er ikke dårlige spillere vi har siddende på bænken. Så hvorfor ikke give dem chancen af og til?

Kommentarer fra manager Kenny Jackett

“We competed well in the first half and didn’t give Oxford too much, although we were lacking in scoring opportunities. But we’ve had games like that this season – particularly in the first half – and got to the break without conceding. Their first goal had some quality, but we had long enough to be able to clear the second and should have done better. We got one back following good work from Louis and Brett, but there was still a lack of clear-cut chances after that. I don’t think we really did enough with our possession and couldn’t quite find that incisive pass to trouble them. We haven’t had too many troubles defensively in the past two games, but our combinations up front are obviously something we need to work on.”

“It was a defeat the previous week, so we changed it and tried to use the mobility of those guys in the front three. I can’t say that it particularly worked, but if we’d not given any goals away then we’d have had longer to look at it.”

League One, Kassam Stadium, 19. januar 2019

Oxford United – Portsmouth 2-1 (2-0)

25. minut: 1-0 Cameron Brannagan

45. minut: 2-0 James Henry

64. minut: 2-1 Brett Pitman

Opstillingen (4-2-3-1): MacGillivray; Walkes, Whatmough, Clarke, Brown; Cannon (Donohue ’76), Naylor; Wheeler (Pitman ’59), Evans (anfører) (Dennis ’59), Curtis; Lowe

På bænken: Bass, Dennis, Burgess, Haunstrup, Donohue, Morris og Pitman

Advarsel: Naylor, Whatmough og Lowe

Tilskuere: 8.202 (heraf 1.803 medrejsende Pompey supportere)

Manager Kenny Jackett efter kampen:

Kampens højdepunkter: