Den offensive gnist manglede.
I en forholdsvis lige kamp blev det til en fuldt fortjent pointdeling mod gæsterne fra Walsall, der var godt organiserede og svære at nedbryde, men også spillede mere robust end forventet, og ret beset kunne have endt med ti eller endda ni spillere på banen. Kampen gav også gensyn til et gammelt Pompey-problem, nemlig at komme frem til chancer. Jacketts valg med at spille med bare en enkelt angriber, som vi også kendte det fra Paul Cook, resulterede efterfølgende som forventet i en del kritik fra supporterne, og sandt er det under alle omstændigheder, at man sad med fornemmelsen af, at vi manglende noget vildskab i front.
Der var bare en enkelt ændring i startopstillingen fra kampen mod Oxford. På midtbanen måtte Kyle Bennett vige pladsen for Milan Lalkovic, der altså gik direkte ind på holdet efter sin skade, og dermed startede mod sin gamle klub. 4-2-3-1 systemet blev bibeholdt, dog med den forskel at Pitman og Naismith byttede plads i front, så førstnævnte agerede enlig spids med skotten liggende bag.
Første halvleg
Efter et minuts stilhed for ofrene for terrorangrebet i Barcelona blev kampen fløjtet i gang, eller gjorde den? I hvert fald er det længe siden at supporterne sidst var vidner til en så stille og begivenhedsløs første halvleg på Fratton Park. Især hjemmeholdet havde svært ved at spille sig igennem til chancer, og det var faktisk gæsterne der virkede bedst og udstrålede energi og vilje. Tættere på end et langskud fra Luke Leahy, der strøg lige forbi mål, kom de dog ikke. Derfor blev halvlegens enlige samtaleemne ikke en chance eller et mål, men derimod udskiftningen af Drew Talbot efter 36 minutters spil. Som højre backen holdt sig til låret, lignede det mest af alt en lyskenskade, og dermed en ufrivillig pause til den uheldige Talbot. Gareth Evans blev rykket ned på hans plads, og ind kom i stedet Kyle Bennett. I minutterne før pausen fik vi endelig arbejdet os frem til et overtag i spillet, men uden slutprodukt. Dermed endte halvlegen som den startede: 0-0.
Anden halvleg
Den korte opblomstring før pausen fortsatte desværre ikke efter. Faktisk virkede vi slet ikke klar da anden halvleg blev sat i gang, og det kostede bare to minutter efter. En totalt umarkeret Luke Leahy stod fri ved den ene stolpe da et Walsall-indlæg fik lov til at passere hele vejen igennem, og han kunne let sætte den ene fod på til 1-0 føring til The Saddlers. Også efterfølgende kneb det for os at spille os frem til åbne chancer, og Walsall-keeper Mark Gillespie havde indtil da en lidt for rolig dag på jobbet. Kenny Jackett blev nødt til at handle, og brugte i det 65. minut vore to sidste indskiftere. Nicke Kabamba og Curtis Main kom på banen i stedet for Kal Naismith og Milan Lalkovic. Det gav ikke umiddelbart bonus. I stedet var Walsall tæt på at øge deres føring, men McGee var på sin post på et forsøg fra Amadou Bakayoko, og riposten fik Christian Burgess blokeret. Det kom til at koste for gæsterne, for et par minutter efter blev der fløjtet for straffespark til Pompey da keeper Gillespie i en tilsyneladende ufarlig situation fik væltet den indskiftede Nicke Kabamba omkuld i feltet. Anfører Pitman var opgaven voksen og udplacerede køligt Gillespie i Walsall-målet til 1-1.
Udligningen var det der skulle til for at vække hjemmeholdet op til dåd, og i kampens sidste kvarter lagde vi et tungt pres på The Saddlers. Pitman var tæt på at score endnu et mål, men hans skud dykkede lige hen over overlæggeren, lige som han med tre minutter igen var centimeter fra at nå frem til en aflevering fra Adam May tæt inde foran mål. Men trods fem minutters tillægstid fik vi ikke sat sejrsmålet ind, og dermed blev det ved 1-1.
Hvad kan vi lære af kampen?
Forud for sæsonens første ligakamp mod Rochdale troede de fleste af os, at Kenny Jackett mere eller mindre havde fundet sin idealopstilling. Diverse skader har sidenhen nødvendiggjort rokeringer især i defensiven, men den offensive del så ud til at være på plads med Chaplin som den enlige spids, og Pitman liggende lige bag. Det gav bonus i sæsondebuten, hvor kombinationen Pitman/Chaplin fungerede fint, men siden da har Jackett faktisk set bort fra den. Mod Oxford blev Chaplin kun brugt som indskifter, og denne gang kom han ikke på banen på trods af, at det var meget få impulser der kom fra ofensiven mod The Saddlers. Så hvad gik galt? Hvornår spillede Chaplin sig af? Den indskiftede Kabamba var manden der skaffede straffesparket som efterfølgende bragte os på 1-1, så det var godt set af Jackett, som dog også var pisket til at forsøge et eller andet, men på en eller anden måde er vores unge angrebstalent på to uger gået fra at være førstevalget som makker til Pitman, til at være tredjevalget efter Naismith og Kabamba. Spørgsmålet er, hvorfor?
Brandon Haunstrup gjorde det igen godt på favoritpositionen som venstre back. Med ankomsten af Dion Donuhue fra Chesterfield er der nu konkurrence om pladsen, som der bør være, men hvem sætter sig igennem af de to? Haunstrup har ikke spillet sig af, så hvad gør Jackett? Waliseren kan også spille på midten af banen, så det behøver ikke nødvendigvis at være enten eller, men Donuhues større erfaring især fra League One kunne meget vel tænkes at sætte en foreløbig stopper for Haunstrups chancer for at bide sig fast på holdet.
Kommentarer fra Kenny Jackett
“I thought a draw was a fair result. I was disappointed with the goal against and Walsall gave us problems. There’s a big difference between the leagues. We battled back but we’re always looking to improve and get better. Overall, though, it was a fair result.”
“I was pleased with how we battled back and didn’t fall away after conceding the goal. It looked a penalty to me. Nicke was just about to strike it with his left foot and then he was taken out. The substitutions gave us a more physical presence because we didn’t really have enough going forward. We’re looking for players to go past their men, create openings and get shots away – we didn’t see enough of that. The changes gave us more of a threat in attack, aided Brett, lifted the crowd and helped us deservedly get back in the game. We need to come up with people who can score goals and provide assists around Brett. We need those contributions.”
League Two, Fratton Park, 19. august 2017
Portsmouth – Walsall 1-1 (0-0)
47. minut: 0-1 Luke Leahy
74. minut: 1-1 Brett Pitman (straffespark)
Opstillingen (4-2-3-1): McGee; Talbot (Bennett ’36), Burgess, Whatmough, Haunstrup; Rose, May; Evans, Naismith (Kabamba ’65), Lalkovic (Main ’65); Pitman (anfører)
På bænken: Bass, Main, Kabamba, Davies, Close, Bennett og Chaplin
Advarsel: Pitman
Udvisning: Ingen
Tilskuere: 17.198 (heraf 464 Walsall supportere)
Under følger videoer og flere bilder fra kampen: