Tilbage på sporet.
AV: Steen Houman
For første gang siden den 24. september lykkedes det med en klar og fortjent sejr på 4-0 over Mansfield Town at vinde en ligakamp på Fratton Park. Dengang var det Barnet, der ligeledes blev sendt hjem med et nederlag på fire mål (5-1). Sejrens størrelse skal naturligvis også ses i lyset af, at gæsterne endte med ni spillere på banen, men der er ingen tvivl om, at det var et Pompey-mandskab der fra start var særdeles opsat på endelig at tage alle tre points foran egne supportere.
Paul Cook var grundet karantænen til Amine Linganzi tvunget til at foretage mindst en ændring siden kampen mod Cambridge, men det blev ved denne ene da Danny Rose overtog Linganzis plads på midtbanen.
Før kampen mindedes begge mandskaber de faldne fra de to verdenskrige md oplæsning af digtet ”Ode to rememberance”, lige som ”The last post” blev spillet.
1. halvleg
Som nævnt var det et tændt hjemmehold der fra start satte Mansfield under pres på denne regnvåde eftermiddag for at forcere gæsterne til at lave fejl. Conor Chaplin havde efter få minutter en halv chance men fik ikke dirigeret sit hovedstød inden for målrammen. Men der var fare på færde hele tiden og efter 11 minutters spil begik Mansfield så den første kostbare fejl. Med en finte narrede Kyle Bennett Mansfields topscorer Matt Green da han trak ind i feltet, og angriberen fældede noget klodset Pompey-spilleren. Det takserede kampens dommer helt korrekt til et straffespark. Det tog Gary Roberts sig som sædvanlig af, og efter at have brændt det seneste af slagsen var han denne gang usvigeligt sikker og bankede bolden i kassen. 1-0.
Det vækkede gæsterne, og kampene åbnede mere op. Matt Green forsøgte at gøre skaden god igen ved flere gange at udfordre vores defensiv, og en misforståelse mellem David Forde og Christian Burgess var nær ved at koste et mål, men angriberens hårde skud gik kun i sidenettet. Kort efter kom The Stags endnu tættere på da James Baxendale med et hovedstød ramte den ene stolpe. Her var vi heldige. Pompey appellerede for endnu et straffespark da et skud fra Roberts ramte Jamie McGuire på hånden i feltet, men denne gang vinkede dommeren afværgende. Et par minutter senere var vi tæt på at øge føringen da Carl Baker fyrede et hårdt skud af, der ramte træværket og gik i spil igen. Kampen blev på dette tidspunkt spillet i et hæsblæsende tempo, og chancerne fulgte trop. Gæsterne fik kort før pausen et frispark begået af Bennett, og det sendte Chris Clements uhyre tæt forbi mål. Derved blev det til gengæld ved pausen efter en virkelig god og underholdende første halvleg.
2. halvleg
Vi fortsatte ufortrødent det hurtige kombinationsspil efter pausen og tilspillede os et par halve chancer ved først Kyle Bennett og derefter Gary Roberts. Med to advarsler inden for fire minutter sørgede gæsternes Kyle Howkins så for, at give os et ekstra rygstød da forsvarsspilleren blev sendt tidligt i bad. Ind i mellem burde Chaplin have bragt os på 2-0, men fra en ellers fin position skød han forbi Mansfields mål. Efter udvisningen sad vi ikke overraskende på det meste, men gæsterne gravede sig ikke ned, og gik stadig fuldt ud ind i nærkampene. Det kostede igen et kvarter før tid da den indskiftede Alex Iacovetti gik alt for hårdt til Michael Doyle og blev smidt ud med et rødt kort. Med elleve mod ni var kampen mere eller mindre afgjort, og den sidste tvivl forsvandt da vore to første indskiftninger Kal Naismith og Noel Hunt kombinerede sig igennem The Stags’ defensiv og sidstnævnte fra tæt hold satte bolden i nettet. 2-0. I kampens sidste minutter faldt gæsterne så helt sammen da Carl Baker med to velplacerede skud øgede til 3-0 og 4-0, for dermed at afrunde en flot spillet kamp på fornemste vis.
Hvad kan vi lære af kampen?
Det første mål i vores kampe fortsætter tilsyneladende med at være afgørende. For første gang siden 5-1 sejren mod Barnet kom vi foran på Fratton Park, og det gav altså den første sejr på egen bane i halvanden måned. At vi især i første halvleg da begge mandskaber var fuldtallige også havde marginalerne med os hører utvivlsomt med til historien, og trods sejren ligger det mellem linjerne, at vi stadig er en smule mentalt skrøbelige, og i al fald giver for mange store chancer væk. Mansfield kunne med lidt held have scoret 1-2 mål før pausen, og spørgsmålet er, hvordan vi havde reageret på det. Når det er sagt så var der som tidligere nævnt større vilje at se i præstationen mod Mansfield. I dag skulle det bare være.
Med sit første ligamål fik Noel Hunt endelig udbytte af anstrengelserne selv om det sammenlagt ikke er blevet til mange minutter i Pompey-trøjen. Med Curtis Main helt uden for truppen, og en Michael Smith der tilsyneladende er drænet for selvtillid, ligner Hunt pt. vores andenangriber efter den på dagen uskarpe Conor Chaplin. Overordnet set er der dog ingen tvivl, at Paul Cook reelt burde sætte vore angribere mere i spil end det er tilfældet. Men når midtbanen er så træfsikker som det var tilfældet mod The Stags, er det en diskussion som i første omgang er blevet udskudt i mindst en uge mere.
Kommentarer fra manager Paul Cook
“It’s three points and a clean sheet, but now we just have to move on to the next game. Sometimes too much is made about every performance when it’s a long campaign and there are 30 matches still to go. We’re paid to win games of football and throughout 90 minutes you’ve experienced all the emotions of being involved with Pompey in the past few years. You heard the crowd clapping, singing, booing and going through anguish – all in one match.”
“Mansfield offered a threat throughout the afternoon and even when they were down to nine men, they still tried to get men forward. No fixture is easy, but there are a lot of managers in the stand these days that perhaps think it is. The reality is that we’re fourth in the league and doing our best to make sure we get out of this division. We had a bad result in the cup last Saturday, but around that period we’ve also won three games and kept three clean sheets, so there’s a glimmer of light in there. It can be mentally draining here because of the demands that there are at this club, but it’s my job to manage those expectations.”
League Two, Fratton Park, 12. november 2016
Portsmouth – Mansfield Town 4-0 (1-0)
11. minut: 1-0 Gary Roberts (straffespark)
84. minut: 2-0 Noel Hunt
88. minut: 3-0 Carl Baker
90. minut: 4-0 Carl Baker
Opstillingen (4-2-3-1): Forde; Evans, Burgess, Clarke, Stevens; Rose, Doyle (anfører); Baker, Roberts (Hunt ’77), Bennett (Naismith ’79); Chaplin (Smith ’86).
På bænken: O’Brien, Whatmough, Hunt, Naismith, Lalkovic, Smith og Close
Advarsel: Baker og Chaplin
Udvisning: Ingen
Tilskuere: 16.393 (heraf 326 medrejsende Mansfield supportere)