Brændte chancer kostede dyrt.
AV: Jean-Robert Tankred
For anden kamp i træk tabte vi med 1-2 hjemme på Fratton Park da to mål af Aaron Campbell var nok til at sikre The Magpies alle tre points. Vi havde chancerne til mere men det blev ved det ene mål af Conor Chaplin. Det kostede i tabellen, hvor vi nu er nummer fem med bare fire points ned til 15. pladsen. Dermed vil debatten om system, manager og spillere utvivlsomt rase de næste par dage.
Som ventet var der ingen ændringer i startopstillingen og Paul Cook gav genvalg til de elleve der startede i Plymouth sidste lørdag. En raskmeldt Matt Clarke måtte således se på fra bænken da makkerparret i centerforsvaret igen hed Davies og Burgess.
1. halvleg
Trods et par spredte kontraløb til gæsterne var det Pompey der dikterede kampen fra start. Vores første chance kom efter seks minutters spil da Chaplin modtog bolden efter et indlæg fra Stevens, men hans skud gik skuffende langt forbi. Kyle Bennett havde et skud fra distancen der gik lige forbi, men som tiden gik fik The Magpies lukket bedre af og vi fik i stigende grad svært ved at komme til at teste Adam Collin i County-målet. En pludselig kontrachance betød fare da et skud fra Milsom snittede vores overlægger. I den anden ende af banen fik Chaplin en friløber mod mål, men en-mod-en duellen tabte han desværre til keeper Collin. Sidstnævnte var også på sin post da Carl Baker havde et forsøg der var ved at gå ind tæt ved foden af den ene stolpe. Men bedst som vi havde overtaget kampen igen slog gæsterne til. Vores defensiv var ikke opmærksom på Aaron Campbell, der efter at have modtaget bolden fra Richard Duffy fik alt for meget tid til at udplacere David Forde i vores mål. 0-1. Den stilling holdt dog kun i et par minutter indtil Chaplin endelig havde fået indstillet sigtekornet. Hans tredje forsøg i kampen resulterede nemlig i den såre fortjente udligning da han behandlede et lavt indlæg fra Roberts efter fortjeneste og bankede bolden i nettet. 1-1. Det burde have betydet ekstra gejst og dermed øget pres på gæsterne, men sært nok skete det modsatte. Spillet fladede ud og ingen af de to mandskaber tilspillede sig nævneværdige muligheder før dommeren fløjtede til pause.
2. halvleg
Det var hjemmeholdet der noterede sig for det første tilløb til en chance, men Bennett headede forbi mål i en ellers fin position. Kort inde i halvlegen måtte Cook så fortage sin første udskiftning da Enda Stevens humpede fra banen med det der kunne ligne en forstrækning. Ind kom i stedet Kal Naismith. Det var dog stadig småt med chancer, og Cook reagerede ved at sætte Curtis Main på banen, men fastholdt 4-2-3-1 opstillingen ved at tage Chaplin ud. Mindre end et minut senere var vi bagud, men det skete ikke uden kontroverser. Aaron Campbell modtog en aflevering der sendte ham alene med Forde som han køligt udplacerede. Pompey-spillerne mente til gengæld at der i opspillet til målet blev begået frispark mod Christian Burgess. Det var dommeren ikke enig i, og dermed talte målet. 1-2. Der måtte ske noget, og Bennett måtte vige pladsen for Lalkovic. Efterfølgende kom vi da også frem til et par halve chancer, men intet virkeligt farligt. I kampens slutning nød vi endda fordel af at være en mand i overtal da Aaron Collins modtog et rødt kort for at glide ind i David Forde med strakte ben. Det øgede ikke overraskende presset på gæsternes mål, og keeper Collin måtte ud i en refleksredning på et hovedstød fra Curtis Main. Christian Burgess blev sendt op som ekstra angriber men vi formåede ikke at slå kapital af overtalssituationen selv om Carl Baker havde to skarpe forsøg i dommerens tillægstid, først en afslutning direkte på Collin, og derefter et hovedstød der snittede The Magpies’ overlægger. Tættere på kom vi ikke, og det var gæsterne der kunne smile da dommerens sidste fløjt lød.
Hvad kan vi lære af kampen?
Der er næppe mange der mener, at vi ligner en oprykningskandidat lige nu, men efter 14 spillerunder skal man stadig være varsom med at konkludere for meget. Det er sidste sæson et godt eksempel på. Efter 14. spillerunde lå vi nummer to med 27 points, altså tre pladser højere end nu, og med seks points flere. Det illustrerer fint vores mildest talt jævne sæsonstart. Så vidt så godt. Det interessante er, hvordan tabellen endte med at udvikle sig. Plymouth toppede også rækken dengang, men endte som nr. 5 efter at sæsonen nærmest smuldrede for dem. Northampton, der sluttede som suveræne vindere af League Two lå netop på den 5. plads som vi pt. indtager efter gårsdagens nederlag til Notts County. Oxford var 3’er og avancerede en enkelt plads mens klubben igennem hele sæsonen viste den stabilitet der i sidste ende blev belønnet med oprykning til League One. Men, den helt store åbenbaring finder vi helt nede på 11. pladsen i form af Bristol Rovers, der jo som bekendt via en flot slutspurt endte med at snuppe 3. pladsen. Den havde de på daværende tidspunkt syv points op til. Det viser om ikke andet, at det kan lade sig gøre at komme fra baghjul, og vi kan naturligvis nå at gøre det samme. Forskellen må til gengæld være, at de Rovers – modsat os nu – kunne spille frit og med nul pres på spillerne. Et sådan scenarie er utænkeligt hos os så længe at vi stadig befinder os i landets fjerdebedste række, men det er en byrde som spillere og manager må leve med, for det ændrer sig ikke.
Skal vi, med de to nederlag mod Doncaster og Notts County som udgangspunkt, kigge på, hvad vi mangler for at opnå en større stabilitet, er det oplagt at kigge på angrebet. Vi scorer ikke nok mål – i al fald ikke i forhold til antallet af skabte chancer. Det har kostet os i flere kampe nu. På midtbanen kan vi ikke klage, og her har Gary Roberts og Carl Baker tilsammen scoret 10 mål. Det er godkendt. I angrebet er det til gengæld en anden snak, for her er Chaplin topscorer med bare fire mål. Om det kunne være blevet til flere hvis han havde fået mere spilletid er hypotetisk, men sandheden er at de manglende mål på ingen måde skyldes ham, men derimod at han er den eneste af vores angribere der har noget der bare ligner en målnæse. Eller er han? Her har vi nemlig sagens mulige kerne, nemlig at vore angribere reelt ikke har spillet mange minutter. Det skyldes en blanding af systemet med blot en enkelt spydspids, skader til Main og Hunt (sidstnævnte har vel knapt nok fået chancen), og Paul Cooks efterhånden manglende tillid til Smith – som det endda er svært at laste ham for.
Prisen for at stille med to angribere vil sandsynligvis være mindre kontrol med spillet på midten af banen da det næppe ændres at vi spiller med fire i forsvaret, så det bliver på midten at vi i givet fald skal rokere om. Men spørgsmålet er om vi har råd til ikke at gøre forsøget? Med alle mand til rådighed er det nu at Cook har mulighed for at prøve noget nyt – kritikere vil sige at tidspunktet ikke kunne blive bedre.
Kommentarer fra manager Paul Cook
“It’s disappointing to lose a second home game in succession and to concede when we were under no pressure at all. Overall, though, I thought we were sensational in the first half – it was as good as I’ve seen us play this season. But we didn’t get going after the break. It was very bitty and when we get embroiled in contests like that we normally come off second best. There didn’t seem to be any momentum, our passing had gone and there were a lot of stoppages. I’m sure it was awful to watch.”
“You have to give Notts County credit. They’ll be delighted to come here and win, but I thought it was quite a cheap one. We had a couple of good chances to equalise late on, but we shouldn’t be losing these kind of games. We felt that we were building a platform to kick on from, but we haven’t, so we lick our wounds and work hard to come back stronger.”
League Two, Fratton Park, 22. oktober 2016
Portsmouth – Notts County 1-2 (1-1)
21. minut: 0-1 Aaron Campbell
27. minut: 1-1 Conor Chaplin
71. minut: 1-2 Aaron Campbell
Opstillingen (4-2-3-1): Forde; Evans, Davies, Burgess, Stevens (Naismith ’59); Linganzi, Doyle (anfører); Baker, Roberts, Bennett (Lalkovic ’74); Chaplin (Main ‘70).
På bænken: Bass, Naismith, Clarke, Smith, Rose, Main og Lalkovic
Advarsel: Forde og Doyle
Udvisning: Ingen
Tilskuere: 17.269 (deraf 364 medrejsende Magpies supportere)