Målfest på Westleigh Park.
AV: Jean-Robert Tankred
I sommerens tredje testkamp var det især offensiven der strålede da Pompey scorede fem mål uden den store modstand. Med Carl Baker i centrum blev der skabt læssevis af chancer, hvoraf midtbanespilleren selv havde sidste fod på to af dem. At modstanden på dagen så var overkommelig er en anden side af sagen. Før kampstart annoncerede værterne signingen af ex-Pompey spilleren Wes Fogden, uden af den hos os så populære spiller kom på banen, hvilket hjemmeholdet ellers godt kunne have haft brug for.
Hos udeholdet fik Michael Crowe chancen i målet mens også Jack Whatmough var med fra start. Herudover lignede det den stærkest mulige opstilling fra manager Paul Cook.
1. halvleg
Efter en mindre forsinkelse af kampstart grundet kø ved indgangene til det lille stadion blev kampen fløjtet i gang, og ikke overraskende var det os der var toneangivende. Både Danny Rose og Conor Chaplin var tæt på efter få minutters spil. I stedet var det Gary Roberts der kom først på tavlen efter en frispilning fra Milan Lalkovic. Kort forinden var The Hawks kommet frem til det som skulle vise sig at blive deres største chance i kampen, men Michael Crowe fik tippet skuddet fra Bradley Tarbuck uden om den ene stolpe. Efter målet til 1-0 var det Pompey der sad totalt på kampen. Farligste mand var Carl Baker, som havde en håndfuld rigtig gode forsøg fra distancen, men de blev enten snuppet af Ryan Young i værternes mål eller strøg lige forbi målrammen. Minuttet før pausefløjtet fik Baker så indstillet sigtekornet korrekt og hamrede et skud fra 30 meters afstand i kassen via undersiden af overlæggeren. Et klassemål at afslutte 1. halvleg på.
2. halvleg
Også efter pausen var der envejs trafik mod Hawks mål, og efter et par nærgående forsøg fra Chaplin og Lalkovic nettede Carl Baker så aftenens andet mål da han fra kort afstand sendte en aflevering fra Roberts i mål til en 3-0 føring. Herefter dalede tempoet og Pompey valgte klogeligt at økonomisere med kræfterne. En række indskiftninger bevirkede ligeledes at flowet i spillet forsvandt, men det var to af de nye der stod for kampens sidste to scoringer, så Paul Cook fik set det han ville. Den første blev sat ind af den irske angriber Noel Hunt, som senest spillede for Southend i League One. Han fik sat sidste fod på et indlæg fra Enda Stevens. Også Curtis Main kom på tavlen da han scorede vores femte og sidste mål da han stod rigtigt placeret efter en returbold fra keeper Ryan Young. Med lidt held havde Main endda scoret to, men kort før tid tog hans forsøg udefra stolpen og gik ud til målspark. I sidste ende blev det dog til en fin aften for Pompey og et tilsvarende godt resultat.
Kommentarer fra Paul Cook
“It was a nice, pleasing night for us and it’s always great to play one of our local teams. The game was competitive and there were some pleasing aspects to our play and also some bad aspects.”
“It was such a large crowd and we were happy to help out a side who have been good to us in the past. The results in games like these don’t really mean anything and the important thing is that the players have some more minutes under their belts. It’s going to be a long season and we’ve got a target that will be there for everyone to see. The most important thing for me is that I think our squad has improved and we’ve got a lot more firepower.”
Træningskamp, Westleigh Park, 13. juli 2016
Havant & Waterlooville – Pompey 0-5 (0-2)
12. minut: 0-1 Gary Roberts
45. minut: 0-2 Carl Baker
56. minut: 0-3 Carl Baker
69. minut: 0-4 Noel Hunt
73. minut: 0-5 Curtis Main
Opstillingen (4-2-3-1): Crowe; Talbot (Sessegnon ’74), Whatmough (Bradbury ’85), Burgess (Barton ’78), Stevens (Haunstrup ’76); Rose (Widdrington ’74), Doyle (anfører) (Bedford ’74); Baker (Oxlade-Chamberlain ’71), Roberts (Main ’69), Lalkovic (Tollitt ‘60); Chaplin (Hunt ’57)
Bænken: Bass, Sessegnon, Bradbury, Barton, Haunstrup, Widrington, Bedford, Oxlade-Chamberlain, Main, Tollitt og Hunt
Advarsel: Ingen
Udvisning: Ingen
Tilskuere: 2.300 (anslået)