Overtiden blev vores nemesis. Igen.
Af: Jean Robert Tankred
På et mål af Peter Hartley, scoret i dommerens tillægstid, vandt Plymouth søndag aften den anden play-off semifinale, og er klar til finalen på Wembley med 3-2 sammenlagt. Dermed står den for 4. sæson i træk på League Two for Pompey, og vi skal i næste sæson en tur til Grimsby i stedet for Bolton.
På skadesfronten var kun Conor Chaplin blevet klar, og Paul Cook gav derfor genvalg til de 11 startende fra den første semifinale på Fratton Park. Chaplin blev inkluderet i truppen på bekostning af Wilkinson, men måtte altså se på fra bænken.
1. halvleg
Modsat det første opgør, som startede med et brag, var det tydeligt at se, at de to hold denne gang var mere tilbageholdende og opsatte på ikke at blotte sig i kampens indledende fase. Hjemmeholdet startede bedst, og fik skabt et par halve chancer, men langsomt kom også vi ind i kampen. Første chance til os kom da Kyle Bennett fik driblet sig ind i feltet og også afsluttet, men skuddet gik i sidenettet. Efterfølgende overtog vi det meste af spillet, men var reelt ikke tæt på at true Plymouths defensiv. I perioder af halvegen fik vi spillet bolden pænt rundt, og hjemmeholdets spillere måtte ofte halse efter bolden. Lovende så det ud, men desværre uden end product. Vi har som bekendt ikke været heldige med skader i slutningen af sæsonen, og det blev understreget i 1. halvleg, hvor først Gareth Evans og derefter Danny Hollands begge måtte lade sig udskifte da de ikke længere var i stand til at gennemføre kampen. Ind kom i stedet Adam McGurk og Ben Close. Der skete dog ikke andet nævneværdigt i resten af halvlegen, og ganske logisk forblev det ved 0-0 ved pausen.
2. halvleg
Pompey var også bedst da kampen blev fløjtet i gang igen. McNulty lagde i god position bolden til rette for Gary Roberts, men dennes afrettede skud sneg sig uden om mål. The Pilgrims vågnede herefter også op til dåd, og Jake Jervis havde ligeledes et forsøg, der gik lige uden om. Efter 58 minutter burde de reelt have taget føringen, men i helt fri position og alene med målmand Allsop tordnede Jamille Matt bolden over mål i stedet for køligt at placere den. Kort efter misbrugte Matt endnu en stor chance, som blev headet forbi. Det var på dette tidspunkt hjemmeholdet, der kom frem til de største chancer, og i det 73. minut måtte Marc McNulty redde på stregen efter at et hovedstød ramte Adam Barton, blev rettet af og skiftede retning mod mål. Her var vi heldige. Det var nu os der jagtede bolden mellem hjemmeholdets kombinationer, og alligevel kom vi pludselig frem til et par chancer i den anden ende, der dog blev misbrugt af henholdsvis Kyle Bennett og Ben Close. Et minut før tid var heldet så igen med os da Jake Jervis sendte bolden på den ene stolpe, men kort efter slap det endegyldigt op. Et hjørnespark til Plymouth blev sendt ind over af Graham Carey, og ved den fjerneste stolpe kom Peter Hartley først på bolden, der blev sendt i nettet til de fleste supporteres store jubel. Ikke overraskende rystede målet vores spillere, og vi fik ikke skabt et modsvar i de resterende minutter af tillægstiden. Dermed endte det med en velsagtens fortjent sejr til The Pilgrims, som nu har en finale at se frem til i slutningen af måneden.
Hvad kan vi lære af kampen?
Sæsonen er slut. Vi kom ikke i mål, fik ikke booket billet til toget til League One. Det er desværre fuldt fortjent, og helt og holdent vores egen skyld. Vi lærte ikke af vore fejl, fik ikke rettet op på de ellers åbenlyse svagheder der gang på gang kostede points gennem den ordinære sæson. At Plymouth scorede sejrsmålet efter en dødbold, og i dommerens tillægstid, er ganske enkelt vores sæson i en nøddeskal, og vi kan ikke undre os over, at det endte på denne måde.
Der vil af sagens natur komme en debat omkring manager Paul Cook. Det vil i denne skribents øjne være helt forfejlet. Cook har nu over tolv måneder været vidne til vores svage punkter, og selv om han ikke har formået løbende at rette op på dem, er der ingen tvivl om, at han vil drage konklusioner af sæsonen, og få købt forstærkninger på de væsentligste punkter. Overordnet set er der heller ingen tvivl om, at der har været fremgang på rigtig mange punkter, og for første gang i lang tid endte vi med en klar bedre sæson end den forrige. Den negative trend er vendt. Skridtet fremad har blot ikke været stort nok, og der var en håndfuld modstandere der var mentalt stærkere, bedre sammenspillede, og som ikke mindst lavede færre fejl. Især de to sidstnævnte punkter er der gode chancer for, at vi kan rette op på hen over sommeren. Tilbage står håndteringen af presset for at levere varen hos rækkens største klub. Den bliver Paul Cooks store svendeprøve. Får han løst den opgave bør vi have store chancer for at rykke op i næste sæson. Det bliver til gengæld også et ufravigeligt krav, og noget som kommer til at afgøre, hvorvidt Paul Cook har en fremtid i klubben.
Kommentarer fra Paul Cook
“We didn’t go up automatically because we weren’t good enough. Yesterday I think all our supporters saw that we were on our knees. We were literally on our knees as a team. We had Marc McNulty and Kyle Bennett still on the pitch, who couldn’t move. Michael Doyle was struggling because of a knock after just one minute. We were hurting. Now, when we go back we need to make sure that next time we won’t be hurting. We have to right that. We had loans and loans. We don’t want to be loaning players all the time. We want our own players.”
«My job now is to manage the club again and lead the club by example. I will lift myself and I certainly will not be leading by example by walking around sulking. I don’t think managing Portsmouth in any league is easy. I personally hope I am here for a long, long time. I am very lucky to manage this club. The only positive I take out of it is the club and state the club is in – the whole infrastructure from the training ground to the support I get every day. It’s so disappointing to fall short.»
League Two play-off semi-finale – 2. kamp, Home Park, 15. maj 2016
Plymouth Argyle – Pompey 1-0 (0-0)
90+1. minut: 1-0 Peter Hartley
Opstillingen (4-2-3-1): Allsop; Davies, Burgess, Barton, Stevens; Hollands (Close ’44), Doyle (anfører); Evans (McGurk ’31), Roberts, Bennett (Chaplin 90+3); McNulty
Bænken: McGurk, Whatmough, Naismith, Chaplin, Close, Tollitt og Haunstrup
Advarsel: Close
Udvisning: Ingen
Tilskuere: 15.011 (1.696 Pompey supportere)