2015-16 Portsmouth – Wycombe Wanderers 2-1

Roberts og Chaplin bragte os tæt på play-offs.

Af: Jean Robert Tankred

Med en sejr på 2-1 over de direkte konkurrenter fra Wycombe sikrede Pompey med 99 % sikkerhed deltagelse i play-offs. I teorien kan vi stadig blive indhentet af Cambridge United, men ud over at vinde deres sidste to kampe skal The U’s også hente 18 mål på os, og det scenarie sker med meget stor sandsynlighed ikke. Pladsen i top 7 kan definitivt sikres, hvis vi kommer fra Kingsmeadow på tirsdag med det ene point i bagagen når vi besøger AFC Wimbledon i den kamp som de to klubber fik udsat for knap en måned siden.

Paul Cook havde fundet plads til tre nye ansigter mod Wycombe. Ind kom Kal Naismith på bekostning af Michael Smith, der måtte tage til takke med en plads på bænken. De to andre ændringer var til gengæld forårsaget af skader til Adam Webster og Kyle Bennett. Det betød startpladser til Christian Burgess og Gary Roberts, der begge var kampklare igen. I front hed spydspidsen dermed Marc McNulty i den sædvanlige 4-2-3-1 formation.

1. halvleg

Gæsterne var de første til at komme frem til noget i kampen da Paul Jones måtte ud på kanten af feltet for at nå bolden foran en fremstormende Gozie Ugwu. Men som halvlegen skred frem, var det med Pompey som det dominerende hold. Det skete med en storspillende Gary Roberts som dirigenten på midten, der fodrede medspillerne med præcise afleveringer, og dermed i høj grad dikterede spillets gang. Det var altså hjemmeholdet der stillede spørgsmålene, og Gareth Evans var tæt på efter små 20 minutters spil da hans skud gik i sidenettet. Tre minutter efter var det Roberts der testede keeper Ryan Allsop med et forsøg som målmanden kun kunne parere ud igen. Danny Hollands var ganske vist først over riposten, men hans skud blev rettet af og endte i armene på Allsop. Minuttet efter var det igen Roberts, der var på færde, men denne gang skruede hans forsøg lige over Wycombes mål.

Gæsterne kom ikke frem til meget. De blev mere eller mindre kvalt i de blåtrøjedes angrebsbølger, og havde nok at se til på egen banehalvdel. Efter 37 minutters spil blev deres defensiv så endelig nedbrudt og Allsop passeret. Et indlæg fra højre side af McNulty nåede fødderne på Roberts, der nærmest gled bolden over stregen. 1-0 til Pompey. Hjemmeholdet fortsatte også efter føringsmålet med at presse Wycombe i bund, og kort før pausefløjtet burde Naismith have øget, men hans skud prellede af på indersiden af den ene stolpe. Mere nåede vi ikke før pausen efter flotte og offensive første 45 minutter fra Pompey.

2. halvleg

Som en kopi af 1. halvlegs start var det The Chairboys som først viste tænder, og igen var det Gozie Ugwu der var truslen fra gæsterne. Han nåede højest efter et indlæg fra Sido Jombati, men Paul Jones fik med et spring pareret bolden inden den hoppede over stregen. Efter en times spil foretog Paul Cook en dobbeltudskiftning. Ud gik Marc McNulty og Ben Davies, ind kom Conor Chaplin og Kieron Freeman. Om glæden over at få en halv time på banen gav Chaplin vinger skal være usagt, men vores unge angriber skulle kun bruge syv minutter før han viste, at indskiftningen var helt rigtigt set. Han fik det yderste af foden på en lang aflevering fra Michael Doyle, og selv om han ikke fik ramt bolden ordentligt, var det nok til at den kunne trille ind i det ene målhjørne uden for keeper Allsops rækkevidde. 2-0 til Pompey.

Målet burde have beroliget de sidste nerver hos hjemmeholdets spillere, men i stedet skete det modsatte, og seks minutter efter fik Wycombe reduceret. Anfører Michael Doyle begik frispark mod ex-Pompey spilleren Marcus Bean lige uden for feltet. Det tog Sido Jombati sig af, og han sendte bolden i en bue direkte i mål bag en sagesløs Paul Jones til 2-1. Det sendte panikagtige bølger gennem tribunerne, og så også ud til at forplante sig til spillerne. Kort efter var The Chairboys nemlig tæt på at få udlignet, men heldigvis for os fik Kieron Freeman sparket Jason McCarthys skud væk på målstregen.

Trods nerverne begyndte vi at vise tænder igen, og Gary Roberts var tæt på efter en flot aflevering fra Conor Chaplin, men keeper Allsop afværgede faren. Ikke overraskende var gæsterne dog også fint med nu, og det medførte chancer i begge ender. Garry Thompson forsøgte sig med en helflugter mod Paul Jones i vores mål, men heldigvis var keeperen på sin plads. Et hjørnespark til Wycombe førte til ren panik i vores felt, men Christian Burgess fik i sidste ende sparket bolden væk. Annonceringen af fem minutters tillægstid medførte dybe suk på tribunerne, men denne gang holdt Pompey fast og tillod ikke modstanderen flere chancer i kampens døende minutter, og det blev ved den spinkle men yderst vigtige sejr til hjemmeholdet.

Hvad kan vi lære af kampen?

Conor Chaplin viste igen, at hvis han får tilliden af Cook så kan han også betale den tilbage med mål, og målet understregede, hvorfor han er vores mest effektive angriber. Paul Cook indrømmede da også efter kampen, at Chaplin reelt har brug for mere tid på banen og burde være skiftet tidligere ind f.eks. i kampen mod Plymouth. I dag var han spilleren der teknisk set sikrede os play-off pladsen – sandsynligvis. Det ville være kronen på værket hvis han kan sætte det afgørende mål ind på Wembley i næste måned.

Pompey fortsætter med at spille som vinden blæser. En flad og livløs forestilling mod York City blev denne gang afløst af besnærende angrebsspil især før pausen mod Wycombe i en kamp, hvor der stod mindst lige så meget på spil. Hvis det ikke er nerverne der spiller spillerne et puds, hvad så? Uanset om det ender med oprykning eller ej så er det Paul Cooks helt store opgave at få luget kraftigt ud i de mange kampe hvor vi indiskutabelt underpræsterer.

Efter flere kampe fra start med mål til følge røg Michael Smith pludselig på bænken i dag, og han kom ikke på banen. Det medførte mærkværdigt nok mere flow i det offensive spil, og selv om der måske ikke er en direkte forbindelse, så kan Cooks start-11’er desværre tolkes som et tegn på, at han stadig ikke er sikker på sin stærkeste opstilling. De store udsving i vores præstationer gør det utvivlsomt heller ikke lettere for ham.

Kommentarer fra Paul Cook

“We’re delighted with the victory after a tough week and the lads showed great character to see the game out. Gary’s a massive player for us and I think everyone can see the impact he has on games for us. He’s such a talented lad and good to have in the dressing room. Once we got the second you would expect us to go on and win the match more comfortably than we did. There was a spell in the first half where we really got to grips with the game and put a lot of crosses into the box. But in the second we were sat deep and couldn’t retain possession.”

“It was a typical Pompey performance – at times we were breathtaking and at others we looked flat. But we’re quite pleased with where we are and now we’re looking to give the fans something more to smile about.”

“The reality is that we should make the play-offs now and that’s some kind of success. We’ve put a marker down and after a few years of dropping, we’re starting to climb again. The play-offs wasn’t what we wanted at times this season, but we’ve got to see things out professionally.”

“Mathematically, it is still not 100-per-cent sure but it obviously looks very favourable to us, so as we speak now we are delighted. I do think that is a sense of achievement for the club. By the time we get there we can plan now a little bit and hopefully gear our season around a semi-final that could see us go to Wembley. That would be a very special day for everyone if that is the final outcome.”

League Two, Fratton Park, 23. april 2016

Portsmouth – Wycombe Wanderers 2-1 (1-0)

37. minut: 1-0 Gary Roberts

67. minut: 2-0 Conor Chaplin

73. minut: 2-1 Sido Jombati


Opstillingen (4-2-3-1): Jones; Davies (Freeman ’60), Burgess, Clarke, Stevens; Hollands, Doyle (anfører); Evans, Roberts, Naismith (McGurk ’77); McNulty (Chaplin ’60).

På bænken: Murphy, Barton, Close, McGurk, Smith, Freeman og Chaplin

Advarsel: Chaplin

Udvisning: Ingen

Tilskuere: 16.187 tilskuere (737 Wycombe supportere)https://youtu.be/RAwXBL1cxuU