2015-16: Accrington Stanley – Portsmouth 1-3

Accrington nedlagt. Jagten er gået ind.

Af: Jean Robert Tankred

Pompey tildelte Accrington klubbens første nederlag på hjemmebane i ni kampe da vi vandt sub-topkampen med 3-1 og lagde et lille pres på holdene foran os. Dermed rykkede vi op på fjerdepladsen i League Two, seks points efter Oxford og Plymouth. Bag os som nummer fem ligger nu Bristol Rovers med samme antal points som os.

Paul Cook foretog en enkelt ændring siden sejren over Stevenage. Den ramte Marc McNulty i front trods dennes mål i lørdags. I stedet kom Michael Smith ind og overtog rollen som den enlige spydspids i 4-2-3-1 opstillingen.

Hos modstanderne var vores tidligere midtbanespiller Romuald Boco udtaget på trods af en mundtlig aftale mellem de to managers om at hjemmeholdet ikke måtte bruge ham når de to klubber stod over for hinanden. Boco kom endda på banen i anden halvleg til Paul Cooks store misfornøjelse.

1. halvleg

Pompey dominerede i stor stil kampens første 45 minutter, og det var især Gary Roberts, der var dirigenten bag de fleste af vore offensive aktioner. Det var også ham der stod for de to første spæde forsøg, først med et frækt skud fra distancen, der dog ikke voldte Jason Mooney i Accringtons mål besvær, derefter med et hovedstød, som endte lige i armene på hjemmeholdets målmand. Roberts var også manden bag målet til 0-1 små 20 minutter inde i kampen. Han sendte Evans af sted ude på fløjen, og dennes indlæg satte Kyle Bennett sikkert i nettet til en allerede på det tidspunkt fuldt fortjent føring til Pompey.

Accrington-spillerne virkede lidt matte i benene, måske efter et tætpakket program, og kom yderst sjældent i nærheden af vores mål. Billy Kee havde et halvhjertet forsøg udefra men det var ingen test for Ryan Fulton i vores mål. I den anden ende gik det mere livligt for sig, og alligevel havde vores andet mål et skær af tilfældighed og held over sig. Et lavt indlæg fra Ben Davies burde ikke have signaleret fare, men Matty Pearson var ikke opmærksom, og pludselig havde han foden på indlægget og fik det styret forbi en sagesløs Jason Mooney i hjemmeholdets mål. 0-2.

Der var heller intet at gøre for Accringtons bagerste skanse ved målet til 0-3. Det var i den grad utageligt og må kandidere til sæsonens mål for Pompey. Michael Doyle var hurtigst over riposten på et frispark og kanonerede helflugteren i nettet fra 25 meters afstand. Det medførte endda spredte klapsalver fra hjemmeholdets supportere. Føringen på tre mål blev også resultatet ved pausen efter de måske bedste 45 minutter fra vores side i denne sæson.

2. halvleg

Også efter teen var Pompey den dominerende part i kampen. Hjemmeholdets manager John Coleman prøvede at vende det truende nederlag med et par tidlige udskiftninger, men disse havde meget begrænset effekt. Det var Pompey som var farligst, og alligevel var det en Accrington-spiller som var tættest på at score kampens næste mål. Det var Matty Pearson, der kunne være kommet på tavlen med sit andet selvmål denne aften, men han slap med skrækken da målmand Mooney lige præcis fik hans afrettede skud vippet over mål.

Langsomt fik hjemmeholdet dog ædt sig ind i kampen – måske fordi at vi ubevidst trak os tilbage og afventede, hvad Accrington fandt på. Billy Kee og Shay McCartan havde begge halve chancer, men igen uden reelt at true Pompey-keeper Ryan Fulton. Vi skulle hen til det 73. minut før vi igen viste tænder, og det var den indskiftede Kal Naismith, der var den første Pompey-spiller til at teste Accrington-målet efter pausen. Desværre sad hans skruede forsøg lige på målmand Mooney. Det lignede en komfortabel sejr men efter lettere dilettantisk defensivspil lykkedes det for hjemmeholdet at få reduceret ved Shay McCartan, der reagerede hurtigst i en situation, hvor vi burde have losset bolden ud af eget felt. 1-3. Tættere på kom Accrington til gengæld aldrig, og dermed hentede vi den anden sejr i træk.

Hvad kan vi lære af kampen?

Skal vi blande os i kampen om direkte oprykning igen, kræver det momentum samt at vi kan bygge en stime af gode resultater i de resterende 10 kampe. Derfor var det vigtigt at vi satte os igennem mod en direkte konkurrent som Accrington. Havde vi tabt denne tirsdag aften, var det med stor sandsynlighed også blevet et definitivt farvel til drømmen om top tre. De seneste tre måneder har været præget af stor mangel på stabilitet. Derfor har vore spillere haft noget at bevise, og det fornemmede man kunne ses. Vi satte fra start pres på hjemmeholdet, ville mest, ville de tre points – koste hvad det ville. Det er den ærgerrighed og vilje som vi skal bruge hver gang fra nu af og til maj, hvis vi virkelig mener jagten på top tre alvorligt. Indtil videre har vi fået drømmen tilbage, og tak for det.

Rotation eller mistillid? De fleste havde nok regnet med, at aftenens enlige angriber igen ville hedde Marc McNulty efter dennes mål og generelt gode kamp mod Stevenage. Alligevel måtte han vige pladsen for Michael Smith. Dermed er der noget der tyder på, at den nytilkomne angriber på lån fra Swindon står forrest i køen af angribere, når og hvis han er klar. Det kan undre i og med at McNulty er vores topscorer og en spiller som Paul Cook selv har hentet ind på lån. På samme måde kan det undre, at Conor Chaplin, som scorede vores enlige mål i 1-1 kampen hos Exeter i de to efterfølgende kampe ikke har fået et eneste minuts spilletid. Hvor er logikken i dette? Nu vandt vi heldigvis det vigtige opgør mod Accrington, men uden at være faldet decideret igennem gjorde Smith ikke videre væsen af sig, så næste kamp mod Newport vil give et større fingerpeg om hierarkiet på angriberposten.

Kommentarer fra Paul Cook

“I think our supporters can be proud of their side because we absolutely dominated a team who have been excellent at home. It was a great performance from our lads and they deserve all the credit in the world. I’m delighted for everyone. You’ll always have good and bad days as a manager – well this was definitely a good one.”

“The first half performance was probably one of the best I’ve ever been involved in and the scoreline was a fair reflection. We came to Accrington with an intent to win the game – and I think that was there for everyone to see.”

“What we haven’t done on enough occasions is put the teams above us under pressure – well now they’ll look behind themselves and see us. It doesn’t mean that we’re definitely going to catch them, but we’re finding some form at the moment. Now we have to go again and we’ll look forward to facing Newport in front of a massive crowd who will now believe in us even more.”

League Two, Wham Stadium, 8. marts 2016

Accrington Stanley – Pompey 1-3 (0-3)

22. minut: 0-1 Kyle Bennett

36. minut: 0-2 Matty Pearson (selvmål)

43. minut: 0-3 Michael Doyle

83. minut: 1-3 Shay McCartan

Opstillingen (4-2-3-1): Fulton; Davies, Burgess, Webster, Stevens; Hollands, Doyle; Roberts (Naismith ’78), Evans, Bennett (Freeman ’83); Smith (McNulty ’73)

Bænken: Bass, Naismith, Freeman, McNulty, Chaplin, Clarke og Barton

Advarsel: Ingen.

Udvisning: Ingen

Tilskuere: 1.841 (584 Pompey supportere)