2015-16: Bristol Rovers – Portsmouth 1-2

Så topper vi rækken.

Af: Jean Robert Tankred

Pompeys stime som ubesejret fortsatte i Bristol, og vi er nu sammen med Brighton & Hove Albion det eneste i de øverste 4 rækker i England, der ikke har tabt endnu i denne sæson. Det skete på baggrund af en mere solid end velspillet kamp, der dog fortjent endte med endnu en sejr på udebane.

Der var fire ændringer i startopstillingen til kampen. I målet stod ikke overraskende Aaron McCarey mens der også blev plads i start-11’eren til Jayden Stockley, Adam Barton og Danny Hollands. McGurk kom til trods for sidste lørdags udlignende mål mod Oxford ikke i aktion. Heller ikke Atangana kom på banen efter hans noget blege indsats sidste lørdag.

1. halvleg

Kampen startede i et halvsløvt tempo, men efter nogen tid fik vi greb om kampen og noterede os også for dens første chance, men Nicholls i værternes mål var hurtigt ude og parere foran fødderne på Gareth Evans. Kort efter burde Conor Chaplin have åbnet ballet, men fra en god position fik han på mystisk vis headed bolden helt skævt og forholdsvist langt forbi mål. Pompey fortsatte med at sætte The Pirates under pres, og det gav bonus efter 29 minutter. Flot kombinationsspil mellem Bennett og Evans endte med at sidstnævnte pandede Bennetts indlæg utageligt i nettet til de på dagen sortklædte gæster. 0-1. Vores debutant i målet McCarey havde indtil da været stort set arbejdsløs, men måtte træde til to gange før pausen. Først fik han med en fodparade stoppet et afrettet skud fra at snige sig ind ved den ene stolpe, og kort efter fik han også pareret et skud fra Jermaine Easter efter at Christian Burgess noget sløset havde mistet bolden. Det var til gengæld os som stod for halvlegens sidste chance, da et kontraangreb blev afsluttet af Evans, der dog sendte bolden lige i favnen på Nicholls.

2. halvleg

Hvor Pompey dominerede de første 45 minutter var det værterne som tidligt satte sig på kampen efter pausen, dog uden at komme frem til egentlige chancer. Det ændrede sig i det 58. minut da de fik udlignet, men det var et særdeles heldigt mål. Vi fik ikke afvist et hjørnespark godt nok, og bolden faldt foran fødderne af Jermaine Easter. Hans skud tog den ene opstander, hvorefter den prellede af på ryggen af vores debutant i målet, McCarey, og ind i nettet til stillingen 1-1. Det var noget af en mavepuster og vi havde herefter lidt problemer med at finde rytmen igen. To gange appellerede vi for straffespark men fik korrekt intet. Den sidste hændelse kostede endda Chaplin en advarsel for brok. Som tiden gik, fik vi greb om kampen igen, og Bennett havde en stor chance som han sendte forbi mål i en situation, hvor det havde været bedre at aflevere til en helt fri Stockley. Sidstnævnte kom dog på tavlen alligevel. Det skete efter fint kombinationsspil, der endte med et indlæg fra Davies, som Stockley kunne sætte tåen på til en ny føring. Rovers prøvede desperat men forgæves at få tilkæmpet sig en ny udligning, men kom ikke frem til meget. Så virkede vi farligere på kontrastødene, og Evans afsluttede et af dem lige på Pirates-keeper Nicholls. Mere skete der ikke i den kamp, og så kunne vi fortjent tage de tre points med os tilbage til sydkysten.

Hvad kan vi lære af kampen?

Med de tre points i Bristol er vi allerede nu oppe på det samme antal sejre på udebane som i 2014-15, hvilket i den grad sætter sidste sæsons kvaler i relief. Som nævnt var det igen ikke sprudlende fodbold, der lagde grundlaget for sejren, men vi fremstår i stigende grad som en fasttømret og solid enhed, der er svær at spille imod og som også kan kæmpe når spillet på dagen ikke kører. Det er en god recept på oprykning – uden at der er grund til at løfte armene endnu. Det er til gengæld dejligt at se forandringen på fremmed græs når vi nu i flere sæsonen nærmest har været garant for points til hjemmeholdene. Hvad end så Paul Cook gør anderledes end de herrer Cotterill, Appleton, Whittingham, Barker og Awford, så virker det. Faktisk så har vi haft større problemer foran egne supportere, men det må vi tage det første skridt til at få løst når vi på næste lørdag tager imod Yeovil Town.

Den gode start er kommet i stand uden at vi har set meget til Matt Tubbs, der dog stod for sejrsmålet i Luton, og også scorede på straffespark hos Plymouth. Siden da er det kun blevet til sporadiske indhop, og mod Bristol blev det igen blot til 11 minutter. Man kan argumentere for, at Tubbs er vores fornemste offer for stilskiftet til 4-2-3-1, men rollen som den enlige angriber burde ligge til ham, og alligevel har han haft svært ved at finde sig til rette efter Paul Cooks ankomst. I det hele taget har vore angribere haft det svært i denne sæson, og efter 9 kampe er ingen noteret for mere end to ligamål. Topscorere er midtbanespillerne Roberts og Evans (der reelt ikke er angriber) med tre hver.

Kommentarer fra Paul Cook

“I thought we were excellent and it was a really good game of football played in the right spirit. It was great passing, great movement, a great ball into the box and a great finish from Jayden for the second goal. We always looked a threat going forward and our two centre-halves were outstanding, even if there were a couple of individual errors.”

“We’ve still got a few players who we haven’t seen much of and a couple more formations that we could try. Good teams have got good players and we’re lucky enough to have plenty of them.”

“I’m not going to get too high about the result, even if it is great to be where we are after nine games, because football has a habit of kicking you in the teeth. So we’ll just enjoy the victory and then quickly look to move on to the next match. We’ll just keep going.”

League Two, Memorial Stadium, 26. september 2015

Bristol Rovers – Pompey 1-2 (0-1)

29. minut: 0-1 Gareth Evans

58. minut: 1-1 Aaron McCarey (selvmål)

71. minut: 1-2 Jayden Stockley

Pompey (4-2-3-1): McCarey; Davies (anfører), Burgess, Clarke, Stevens; Hollands, Barton; Evans, Chaplin (Roberts ’68), Bennett (Naismith ’74); Stockley (Tubbs ‘79)

Bænken: Bass, Webster, Tubbs, McGurk, Naismith, May og Roberts

Advarsler: Stockley og Chaplin

Udvisninger: Ingen

Tilskuere: 8.555 (1.188 Pompey supportere)