JPT-exit trods gode momenter.
Af: Jean Robert Tankred
Første runde i Johnstone’s Paint Trophy blev også endestationen for et ungt Pompey-mandskab, som blev straffet for ikke at kende deres besøgelsestid.
Paul Cook så stort på reglementet og skiftede et helt hold ud mod Exeter City tirsdag aften. Det betød blandt andet debut til Adam Barton, Calvin Davies og Brandon Joseph-Buadi, mens Adam May og Ben Tollitt for første gang var med fra start. Barton spillede i øvrigt hele kampen som central defensiv, og ikke i sin normale position på midtbanen.
1. halvleg
Sølle 14 sekunder. Det var alt, hvad det burde have taget Pompey at komme foran da Adam McGurk udnyttede en misforståelse i Exeters defensiv til at gå en friløber ned mod Bobby Olejnik i hjemmeholdets mål. Desværre fik The Grecians bagerste skanse pareret skuddet med en fodparade, og Exeter slap med skrækken. Pompey satte sig, trods de mange udskiftninger, tidligt på kampen, og der gik et stykke tid, før værterne gjorde væsen af sig. Deres første reelle chance virkede også mest tilfældig, da et skævt indlæg fra Alex Nicholls med hjælp af vinden pludselig blev farligt, og Paul Jones i vores mål måtte slå bolden over overliggeren og til hjørnespark. I den anden ende testede Conor Chaplin Olejnik med et hårdt skud og Ben Tollitt sendte et forsøg over mål, som han egentlig havde tid til at placere inden for målrammen. Kort før pausen fik vi tilkendt et frispark mod Davies, som Chaplin efterfølgende satte på Exeters overligger. Vi burde have ført ved pausen, men de første 45 minutter endte altså uden mål.
2. halvleg
Det var hjemmeholdet, der kom bedst ud af starthullerne efter pausen, og Ryan Harley skød lige forbi den ene stolpe efter et indlæg af Manny Oyeleke. Vi bed nu også fra os, og både McGurk og Tollitt tilspillede sig mindre chancer. Kampens gennembrud kom efter 54 minutter, og det var Exeter, der kom først på tavlen. Brandon Joseph-Buadi fældede Tom McCready i det kriminelle felt, og Ryan Harley scorede sikkert fra pletten. Herefter begyndte vores spil langsomt at blive usammenhængende, og vi havde svært ved at kombinere os frem til åbne chancer. Med 20 minutter igen fordoblede The Grecians så deres føring da Alex Nicholls sendte bolden i nettet på et forsøg udefra, som Paul Jones ikke nåede ud til. Der var spæde tilløb til et comeback for Pompey, men det blev ikke til en reel trussel mod Exeter-målet, og sejren kom aldrig i fare.
Hvad kan vi lære af kampen?
Realistisk set vil gårsdagens farvel til JPT turneringen ikke øge vore chancer for en topplacering i ligaen, og set i bakspejlet er det let at klandre Cook for at sende et for ungt og urutineret hold på banen. Faktum er dog, at reserverne spillede en fornuftig kamp og havde flere gode chancer især i 1. halvleg, som burde have resulteret i en føring til os. Derimod betyder nederlaget, at der for mange af talenterne går et stykke tid, før de igen får spilletid på førsteholdet. Det er en skam, men den store fejl skete ikke i går aftes. Den skete da det før sæsonen blev besluttet at skrotte reserveholdet – noget som Cook siden hen har indrømmet ikke burde være sket.
På positivsiden var der debut til Adam Barton samt en række talenter, der alle egentlig gjorde det OK, lige som vi fik set, at også Kal Naismith er ved at være klar til indhop på førsteholdet igen. Også de 515 medrejsende supportere fortjener et stort bifald for at støtte holdet en tirsdag aften i Devon i en for os forholdsvis ubetydelig kamp.
Kommentarer fra Paul Cook
«It was great for us to see the young lads play the game in such a positive manner. It was fantastic for so many to make their debuts and it’s an important learning curve for them. We were up against a full-strength Exeter team and the lads didn’t do themselves any harm at all. I felt we had the best chances in the game and weren’t really put under any great pressure.”
”It’s great credit to the guys at the academy that we’ve got so many young players coming through. Unfortunately we’ve gone out of the competition, but it allows us to concentrate on our league campaign.”
“Our supporters were excellent yet again and it was great to see so many of them travel down. I think they will have enjoyed watching the youngsters and they can take great heart about the future of their club.”
Johnstone’s Paint Trophy, St. James Park, 1. september 2015
Exeter City – Pompey 2-0 (0-0)
54. minut: 1-0 Ryan Harley (straffespark)
72. minut: 2-0 Alex Nicholls
Pompey (4-2-3-1): Jones; C. Davies, Webster, Barton, Haunstrup (Haitham ’82); Close (anfører), May; Tollitt, Chaplin, Joseph-Buadi (Naismith ’66); McGurk (Oxlade-Chamberlain ’77).
På bænken: Bass, Yates, Haitham, Oxlade-Chamberlain og Naismith
Advarsler: Ingen
Udvisninger: Ingen
Tilskuere: 2.323 (515 Pompey supportere)