2026-27: Optakt Portsmouth – Queens Park Rangers

Er vi klar?

Lørdag eftermiddag tages det første skridt af minimum 46 i den næste Championship maraton. Om vi er klar fra start vides omkring klokken 18 lørdag eftermiddag. Adskillige nye ansigter er kommet til, og selv om vi også har sagt farvel til en del har de fleste af disse været sidste sæsons spillere på lån. Får vi bare 2-3 flere forstærkninger ind inden udgangen af denne måned, ligner det i al fald en bredere trup end før. Det kan så også vise sig at være nødvendigt med vores sædvanlige skadeshistorik, som desværre ser ud til at fortsætte.

Selv om en hjemmekamp mod The Hoops så langt fra er en nem opgave er det af stor betydning at komme relativt godt fra start foran egne supportere. I sidste sæson formåede vi aldrig at gøre Fratton Park til den fæstning som hjemmebanen kan være, men via den sædvanlige fantastiske vokale support er den bare igen nøglen til en god sæson – også selv om der var klare forbedringer i vores præstationer på fremmed græs i 2025-26 sæsonen.

En række af de nye ansigter står foran deres officielle debut i Pompey-trøjen når kampen fløjtes i gang, og først her får vi en fornemmelse af deres reelle niveau. I tillæg skal det blive spændende at se om Abu Kamara kan genfinde sin form uanset at det vi så fra ham første gang var i oprykningssæsonen i League One. Det bliver forhåbentlig noget bedre end det som vi desværre så fra Conor Chaplin i sidste sæson, men vi bliver også nødt til at give ham tid. Det var ikke megen spilletid at fløjspilleren fik hos Hull City.

I sidste sæson endte det tilsvarende opgør 1-1. Udekampen på Loftus Road var nok sæsonens dårligste kamp, og blev tabt med 1-6. På positivsiden har vi ikke tabt til QPR på Fratton Park i de seneste fire møder om end tre af disse endte 1-1. Seneste nederlag til dem ligger 26 år tilbage.  Generelt har vi dog i nyere tid ikke spillet ligakampe specielt ofte mod London-mandskabet.

Lidt mere statistik: De seneste syv sæsoner har vi ikke tabt åbningskampen. Kan vi forlænge denne fine stime lørdag eftermiddag?

QPR – baggrund og historie

Klubben blev stiftet i 1882 som Christchurch Rangers. Dens nuværende navn fik den fire år senere efter en fusion med en anden lokal klub, St. Jude’s. Inden indflytningen på Loftus Road i 1917 nåede klubben at spille på tyve forskellige baner i omegnen, hvilket stadig er rekord for en engelsk divisionsklub. I tre sæsoner, mellem 1931 og 1933 samt 1962-63, spillede QPR på det nu hedengangne White City Stadium i et forsøg på at tiltrække flere tilskuere.

Klubbens første højdepunkt kom i 1967, hvor den som 3. divisions klub vandt ligacuppen. I turneringens første år var den forholdsvis ildeset, og de fleste store klubber prioriterede den ikke. I midten af 70’erne opnåede QPR så klubbens højeste ligaplacering da det blev til en andenplads i 1. division i 1975-76 sæsonen, bare et enkelt point efter Liverpool.

I 1982 nåede man så FA Cup finalen, som dog blev tabt med 0-1 til Spurs efter omkamp. I de seneste årtier har klubben ført en skiftende tilværelse primært i de to øverste rækker, med en kort periode mellem 2001 og 2004 på tredjehøjeste niveau.

Udeholdets sommer samt forventninger

Starter vi med transfers så har der været moderat gang i svingdøren på Loftus Road. Man har brugt £760,000 på en enkelt spiller, resten har været frie transfers, lån eller egne spillere hentet op fra akademiet. Til bagerste skanse er to nye keepere kommet ind med Callum Ward fra Motherwell og Pierce Charles lånt hos Man City. Defensiven er forstærket med venstrebacken Dennis Cirkin fra Sunderland, endnu en venstreback Boy Kemper fra hollandske Breda og højrebacken Tariq Lamptey fra Fiorentina. Også et par andre nye ansigter er kommet til, men de største navne er folk til defensiven, hvilket også var nødvendigt da QPR i sidste sæson var alt andet end stabile bagude.

London-holdet spillede seks testkampe i juli. De lagde ud med en 0-0’er mod østrigske First Vienna, og vandt så de resterende fem mod hhv. Wiener Neustadt, Wycombe, Fiorentina, Bromley (7-0!) og AFC Wimbledon.

Generalprøven i Carabao Cuppen sidste weekend endte med exit mod Millwall. Stillingen var 1-1 efter 90 minutter. Derefter skulle kampen altså afgøres fra pletten, men her brændte QPR samtlige fire straffespark mod Lukas Jensen i Millwalls mål, og så vandt gæsterne den konkurrence 2-0 (6 ud af 8 straffespark blev altså brændt!). Mod Millwall stillede The Hoops op i en 4-3-3 formation, og forventes at gøre det samme mod os.

De fleste eksperter har spået QPR til at slutte mellem nummer 10 og 17, og det er nok en meget fair vurdering af truppen. På dagen kan de spille besnærende fodbold, men ofte er bundniveauet tilsvarende lavt, og selv hvis der skulle være rettet op på dette via de nye ansigter så ligner en placering i top otte lige nøjagtig uden for rækkevidde sammenlignet med hvad andre klubber har bedrevet i transfermarkedet, og hvor stærke de tilsvarende ser ud. Fanbasen er ikke helt overbevist om at manager Julien Stéphan har det der skal til for at hive mandskabet op hvor der er sjovt at være med, og sandt er det da også, at første sæson under franskmanden viste en udpræget mangel på stabilitet. QPR spillede simpelthen som vinden blæste, og derfor er det heller ikke i denne sæson helt let at vurdere dem.

Det sidste nye fra gæsterne

Trioen Karamoko Dembélé, Tariq Lamptey og Justin Obikwu meldes alle ude med skader.

Profiler hos The Hoops

Sidste sæsons topscorere var Rumarn Burrell og Richard Kone. Begge blev noteret for ti mål, og er stadig at finde i klubben.

Anfører er Jimmy Dunne, som blev noteret for tre mål og tre assists. Ud over at være holdets leder spæder han altså også til med kampafgørende momenter.

Den ene af to skandinaviske islæt er danske Nicholas Madsen, der blev sidste sæsons primære oplægger til mål med seks assists. Den anden er Isak Alemayehu, der har repræsenteret Sverige på flere U-landshold. Med sine blot 19 år er han stadig lidt i periferien af truppen.

QPR head coach Julien Stéphan

Jobbet på Loftus Road er Stéphans første uden for Frankrig, hvor han primært har arbejdet hos Stade Rennais i forskellige roller, men også stod i spidsen for Racing Strasbourg i to sæsoner. Her blev han i sidste ende fyret grundet svigtende resultater, men inden da havde han vundet Coupe de France (pokalen) med Rennes, som han også fik ført i Champions League. Sidste sæsons 15. plads med London-klubben var lidt under forventningerne så han er en lille smule under pres forud for denne sæson.

Hvordan ser det ud hos os?

Thomas Waddingham er ude op til 10 uger, alt afhængigt af om hans ankel skal opereres, hvilket ikke er klarlagt endnu. Connor Ogilvie døjer med knæproblemer, og et comeback er heller ikke med ham lige om hjørnet. Marlon Pack er tilbage på træningsbanen. Weekendens kamp kommer lige en tand for tidligt for ham, men det er ikke udelukket at vores normale anfører er klar mod Lincoln. Også Josh Murphy håber klubben er klar mod The Imps. Franco Umeh er ude i længere tid efter at have pådraget sig en skade i testkampen mod Kuwait FC. Derudover tæller skadeslisten Keshi Anderson, Harvey Blair, Josef Bursik samt, Márk Kosznovszky.

John Mousinhos tanker om kampen

“I’m looking forward to getting back to Fratton Park, where the atmosphere is always very special, especially for that first home game. Our fans know the challenge we always face in the Championship and I’m sure there will be huge amounts of both realism and positivity. QPR have really developed in terms of the way they play, although a lot of their personnel at the weekend will be what we saw last season. We obviously know from the fixture at Loftus Road just how dangerous their forward players are and will have to be at the very top of our game. They will provide a really stern test and it’s a certainly a decent challenge for us to start the new Championship season. But we’ve obviously strengthened this summer and have done some business this week to bring in Abu Kamara and Benjamin Arthur. Abu was out of our reach a few years ago, but we’ve moved on a bit since then and that right wing spot is an area we’ve been looking to fill since Matt Ritchie left. Benjy will add pace, power and physicality to our defence. He’s already played for Brentford and Celtic and is rated very highly.”