2025-26: Optakt Derby County – Portsmouth

Kan vi starte en lille stime? 


Sejren sidste lørdag mod Blackburn kan ikke overvurderes. Det var noget nær en seks-points kamp, hvor et nederlag sandsynligvis havde betydet, at Rovers var endnu en modstander som vi ville få svært ved at overhale i tabellen. Spørgsmålet er så, hvor meget momentum vi kan tage ud af denne ene kamp og bygge videre på. Skal vi skabe reel afstand til nedrykningsstregen bliver vi nødt til at strikke en stime af gode resultater sammen, og det betyder at kampen på Pride Park reelt er lige så afgørende og vigtig som hjemmekampen mod Blackburn. Bag os er Norwich nemlig begyndt at røre på sig – senest med en 2-1 sejr mod vores rivaler længere nede af kysten. Set i lyset af, at vi med sølle seks points er rækkens dårligste udehold er det efterhånden også pine død nødvendigt at rette op på den statistik, men det kræver at vi bliver betydeligt mere målsøgende på fremmed græs.

 

Derby County – lidt baggrundshistorie

Klubben blev stiftet i 1884 og bortset fra en FA Cup i 1946 så havde klubben sin absolutte storhedstid i 1970’erne, hvor det blev til to engelske mesterskaber under henholdsvis Brian Clough og Dave Mackay. Efter årtusindskiftet har klubben stort set hele tiden lagt i den næstbedste række. Undtagelsen var et kort men katastrofalt dårligt visit til PL i 2007-08 sæsonen, hvor det blev til blot 11 points – en negativrekord, der stadig ikke er slået, samt nedrykningen til den tredjebedste række i 2022, hvor klubben ellers ikke havde lagt siden midten af 1980’erne.

 

Hvor står The Rams lige nu?

I kølvandet på en travl sommer i transfermarkedet og følgelig stor udskiftning i truppen kom Derby rigtig skidt fra start i denne sæson, og lukkede især mål ind på stribe. Det varede dog kun en lille måneds tid inden at Rams manager John Eustace, naturligvis, fik styr på tropperne som han plejer, og lørdagens værter forlod nedrykningszonen. Beliggende på en 12. plads inden kampen, og hele elleve points ned til stregen, ligner The Rams alt andet end en nedrykningskandidat om end formen på det seneste har været lidt svingende. Men hjemmeholdet har haft råd til disse fejltrin, og fremstår som et hold der mest af alt kan tillade sig at kigge opad i tabellen ned nedad.

Kigger vi på lidt stats springer det i øjnene, at Derby har været bedre kørende på udebane end hjemme på Pride Park, hvor tallene siger 3-4-4. Det gør dem faktisk til et dårligere hjemmehold end os, hvilket vidner om, at der er muligheder for at få noget med hjem fra udekampen. En anden statistik er til gengæld mindre opløftende. Mens vi som bekendt har haft store problemer med at komme på tavlen, ja så er det efterhånden tolv kampe siden at The Rams sidst er gået fra banen uden at score. Det betyder, at vi med stor sandsynlighed selv skal score for ikke at tage tomhændede tilbage til sydkysten. Heldigvis har hjemmeholdet på det seneste været forholdsvis gavmilde i defensiven. Således lyder de seneste tre kampe på eget græs som følger: 1-1 mod Millwall, 1-3 mod Leicester City og 2-3 mod Watford. Med sytten mål imod har kun Sheffield Wednesday lukket flere mål ind på egen bane. Kan vi udnytte dette?

Sidste sæsons tilsvarende kamp var en af vores værste da vi gik ned med 0-4 uden nærmest selv at have et skud inden for målrammen. Den omvendte kamp på Fratton Park endte 2-2.

 

Det sidste nye fra værterne

Derby må undvære en række spillere til opgøret mod os, bl.a. topscorer Carlton Morris, der er ude med en beskadiget ankel. Derudover står heller ikke Max Johnston, David Ozoh og Lewis Travis til rådighed.

 

Profiler hos hjemmeholdet

Som nævnt er Carlton Morris ude med en skade, men trods angriberens fravær har hjemmeholdet ikke haft problemer med at finde nettet. Det skyldes bl.a. Patrick Agyemang, der er noteret for fem mål denne sæson, hvoraf to er scoret i de seneste fire kampe. Derudover har Agyemang lagt op til yderligere tre scoringer. Spilleren med de fleste assists er til gengæld Joe Ward med fem oplæg til mål. Tager vi de skandinaviske briller på har også den norske duo Lars-Jørgen Salvesen og Sondre Klingen Langås spillet godt den seneste måneds tid med tre mål imellem sig. På mål har Derby County i tillæg svenske Jacob Widell Zetterström.

 

Rams manager John Eustace

Medregnet en kort tjans som caretaker manager hos QPR i 2019 er jobbet hos Blackburn Rovers det fjerde af slagsen for Eustace, der debuterede som manager hos non-league klubben Kidderminster Harriers i 2016. Her blev det til to play-off placeringer i National League North (den sjettebedste række) uden at det lykkedes at gå hele vejen og rykke op. Herefter fulgte et par år som assistant manager under Steve McClaren hos QPR – et job han også beholdt under McClarens efterfølger Mark Warburton. Sideløbende var Eustace en kort tid assistant manager for det irske landshold. I juli 2022 fik han ansvaret for Birmingham City, og opnåede i den første sæson en hæderlig midterplacering i The Championship med Birmingham-mandskabet. I den efterfølgende gik det endnu bedre, og holdet spillede med om de sjove pladser. Således lå Birmingham City på en overraskende men flot sjetteplads da Eustace efter et klubejer skifte blev fyret til fordel for et større navn, Wayne Rooney. Den gambling slap klubben skidt fra, og det endte med en nedrykning til League One. I slutningen af forrige sæson fik Eustace så en ny chance hos Blackburn Rovers, og guidede klubben fra af nedrykning efter fyringen af Jon Dahl Tomasson. Alligevel valgte Eustace i sidste sæson at takke ja til en henvendelse fra Derby County, som på det tidspunkt lå væsentligt dårligere placeret end Rovers, men gamblingen betalte sig og også The Rams blev med succes guidet fri af nedrykningszonen.

 

Hvordan ser det ud hos os?

Vores anfører Marlon Pack står til rådighed igen efter udstået karantæne. Også Regan Poole meldes klar til at blive indlemmet i truppen efter sin ankelskade. Til gengæld må Florian Bianchini, Jacob Farrell, Josh Knight, Connor Ogilvie, Conor Shaughnessy og Thomas Waddingham alle sidder over med diverse skader. Franco Umeh er tilbage på træningsbanen men mangler kamptræning.

 

John Mousinhos tanker om kampen

“I don’t know what happened against Blackburn after the 60-minute mark, but we suddenly seemed to have an extra zip in our step. The only way you ensure that it’s not a false dawn is by going out and getting a positive result on Saturday. We’re certainly not sat here saying that we’ve cracked it, but we want the boys to have enjoyed the last win and take some confidence from it. When we play to our capabilities, we’re not a bad side at all – so it’s about us convincing the lads of that. It’s a busy Christmas period and there’s not a huge amount of time to rest, so we have to ensure we’re physically prepared for every single game.”

Interview med vores head coach forud for opgøret: