2016-17: Mansfield – Portsmouth 0-1

Baker spændte ben for The Stags.

AV: Jean-Robert Tankred

Carl Baker nettede to gange i 4-0 sejren over Mansfield i november, og han var også manden der i næstsidste spillerunde sandsynligvis punkterede The Stags play-off drømme ved at score kampens enlige mål. I tabellen ændrede de tre points ikke på vores placering, men da Doncaster tabte kom vi alligevel tættere på førstepladsen, som nu indtages af Plymouth Argyle. Med to points op kan vi stadig nå at vinde League Two i sidste spillerunde, men er altså afhængig af pointtab til både Donny og Argyle. Alene det stadig at have muligheden er dog positivt.

Paul Cook foretog tre ændringer på det hold som slog Cambridge 2-1 sidste lørdag. Conor Chaplin, Christian Burgess og Danny Rose startede på banen i stedet for Nicke Kabamba, Jack Whatmough og Stanley Aborah. Sidstnævnte var før kampen meldt tvivlsom men viste sig fit nok til alligevel at rejse med truppen til Mansfield.

 

1. halvleg

Det var hjemmeholdet der var toneangivende i kampens start, tydeligt motiverede af at de ligeledes havde brug for en sejr. I et par situationer havde vi svært ved at få bolden ud af eget felt mens The Stags lagde tryk på. Også ved frisparksituationer brændte det lidt på, og David Forde måtte være på sin post. De helt store chancer udeblev til gengæld. Bare en enkelt gang var Pompey tæt på da et velplaceret skud fra Kal Naismith kort før pausen havde retning mod det ene hjørne af Mansfields mål, men keeper Jake Kean nåede ud til det og fik afværget faren. Dermed forblev det ved 0-0 ved pausen.

 

2. halvleg

Var de første 45 minutter lige til glemmebogen skete der omvendt ting og sager efter pausen. Kontroversielt og sandsynligvis afgørende for kampens udfald slap Matt Clarke overraskende for et rødt kort da han nedlagde værternes Danny Rose i en situation, hvor angriberen ellers ville have været alene med David Forde. Det vurderede kampens dommer til blot en advarsel – en klar fejldom. Minuttet efter havde hjemmeholdet så bolden i nettet, men scoringen blev annulleret for offside – korrekt. Det lignede et spørgsmål om tid før Mansfield kom foran, men så slog vi til i den anden ende. Carl Baker fik driblet sig fri af sine markører, tog et træk ind i feltet og sendte med et skruet skud bolden forbi Kean i målet til en ikke helt fortjent 1-0 føring.

Bagud stik mod spil og chancer begyndte hjemmeholdets spillere at blive frustrerede, hvilket førte til en del hårdt spil og tacklinger mens vi prøvede at give igen med samme våben. Resultatet blev en del advarsler til begge hold, og en kamp der udartede sig til ren indianerbold med chancer i begge ender. Både Mansfield og Pompey noterede sig for store muligheder, den største til hjemmeholdets topscorer Matt Green, der alene med David Forde lobbede bolden over ham, men til hans store fortrydelse også over mål. Hos os sendte Chaplin et skud lige forbi den ene stolpe mens Naismith i en god position sendte bolden over mål. I sidste ende kom det ikke til at koste, og selv seks minutters tillægstid gav ikke anledning til nerver hos Pompey-spillerne, der rutineret kørte sejren i hus.

Hvad kan vi lære af kampen?

Igen viste vi den stålsathed, tilføjet de afgørende marginaler, der har kendetegnet den stabilitet som i slutningen af sæsonen altså har ført os i League One. Kampen hos Mansfield var således vores 19. i denne sæson, hvor vi holdt nullet bagude. Dermed understregedes den gamle fodboldfilosofi, at et succesfuldt hold som oftest har basis i en stabil defensiv. Nøgleordet her har utvivlsomt været minimal udskiftning i bagkæden, som gennem det meste af sæson har bestået af de herrer Stevens, Clarke, Burgess og Evans. Man kan argumentere for, at Evans’ offensive kvaliteter er spildte på den position, hvilket blot tre scoringer – to af dem sat ind på straffespark – bevidner. Men det har altså fungeret, også selv om det startede som en nødløsning. Det har betydet færre personlige fejl i den bagerste række, og to af sidste sæsons akilleshæle – opdækning ved hjørnespark samt sent indkasserede mål – har reelt ikke været et problem i denne sæson.

 

Kommentarer fra manager Paul Cook

It was a good day for us and we can go into that last game of the season at home with a chance to win the league. That’s fantastic and to be in this position is a great credit to all of our lads. The ground will be rocking. I’ve said it all along that after 46 games have been played you shake hands and get what you deserve. This is one of the best clubs in the country and our fans are delighted at the moment – that makes me so proud. There was another clean sheet for Fordey and our away record is so good. We’ve got some strong players here. It was always going to be a bit nervy at the end, although we probably should have scored on the break.”

“Matt’s got to go! You can sit on the fence all you want, but it was a poor decision by the referee. I’d love to know what he was thinking, but we’re obviously delighted that he only showed the yellow card.”

 

League Two, One Call Stadium (The Field Mill), 29. april 2017

Mansfield Town – Portsmouth 0-1 (0-0)

57. minut: 0-1 Carl Baker

Opstillingen (4-2-3-1): Forde; Evans, Burgess, Clarke, Stevens; Rose, Doyle (anfører); Baker (Roberts ’77), Naismith, Bennett (Aborah ’77); Chaplin (Whatmough ’59).

På bænken: O’Brien, Whatmough, Aborah, Roberts, Linganzi, Lowe og Kabamba

Advarsel: Baker, Stevens, Bennett, Aborah og Clarke

Udvisning: Ingen

Tilskuere: 6.819 (heraf 1.459 medrejsende Pompey supportere)