bo10aVår danske medlem Bo Johansen var sammen med to kamerater på Wembley da Pompey møtte Chelsea i FA-cupfinalen i mai 2010. De dro hjem stolte og skuffet.

 

Kamp: Pompey-Chelsea 0-1 - FA-cupfinalen 2010

 På Pompey-vis spillede vi os igen FA Cup finalen i 2010 med et decimeret hold og en klub i administration. Den totale modsætning til hvor klubben var ved FA Cup sejren i 2008.

Et helt ekstraordinært Cup-run der inkluderede mange mindeværdige og heldige øjeblikke:

Veien til finalen
Et komisk Coventry selvmål i det 90min i 3 rundes replay-kamp og et mål fra udskældte Mokoena i de døende sekunder af ekstra-tiden i en uskøn kamp, sikrede os videre adgang i cuppen.

John-jeg-spiller-en-god-kamp-i-sæsonen-Utaka, scorede to mål i en kamp hvor vi vendte et truende 1-0 nederlag til 2-1 sejr.

Den fantastiske 4-1 sejr i SCUM, som startede som et rigtig Derby, hvor James viste klasse i vigtige øjeblikke, for derefter at køre SCUM helt over! Sæsonen var trods imminent nedrykning og finansiel nedsmeltning redet for fansene!

En fantastisk kvartfinale-hjemmebanekamp med superstemning på tribunerne så os slå Birmingham City 2-0, selvom vi var heldige med City’s ”goal that wasn’t”.

Det største øjeblik var dog semifinale-sejr mod storfavoritterne fra Tottenham med ’Arry som træner. Jeg var så stolt over at se et pompey-hold kæmpe røven ud af bukserne og kaste sig ned i alle skud. James og forsvaret med den tidligere så udskældte Mokoena spillede en brandkamp og i den forlængede spilletid tog vi Spurs på sengen med to kontraer! Fortjent på baggrund af spillernes kæmpeindsats! Stemningen på pubben i Danmark var helt fantastisk, og det var fantastisk at se Redknapps ansigt, da vi scorede! Mindeværdig kamp der går over i Pompey- folkloren

Efter dette fantastiske cup-run var jeg simpelthen nødt til at tage til finalen og støtte Avram og holdet mod overmagten og PL-vinderne fra Chelsea. Så min allerede planlagte ferie til Mallorca blev midlertidig afbrudt med en weekend i London.

bo10b
Mig og min venn Christian udeforan Wembley.

Fredag aften var jeg som sidste gang på Chandos ved Trafalga Square og drak en masse pints, bl.a. sammen med Michael Pantling fra fanklubben. Vi mødte også nogle af de hollandske pompey fans!

Lørdag kl. 11 mødtes mig og mine danske venner med nogle Pompey fans fra dagen før ved en Pub ved Themsen, fik os dagens første par pints og tog så ellers med toget ud mod Wembley. I stedet for at tage på en planlagt pub endte mig og mine venner med en masse øl foran stadion og fik varmet godt op udenfor. Vi var meget spændte på kampen, som viste sig at blive det forventede stormløb mod vores mål.

Kampen:
I pausen (stillingen 0-0) følte jeg faktisk at vi havde en god chance for at vinde. For det var et sandt mirakel at Chelsea ikke førte med et par mål ved pausen.  Hvis Chelsea ikke kunne score på de 4-5 skud på stolper og tonsvis af skud indenfor rammen, så regnede jeg med at vores spillere ville komme ud med endnu mere gejst til anden halvleg.

Pompey kom ud til anden halvleg og spillede meget bedre. Chelsea var på ingen måde så dominerende og farlige som i første halvleg og det lignede ikke de ville score. Så sker det!! Pompey får tilkendt et korrekt straffespark – ’the  window of opportunity’  - til at bringe os i front.

Kevin Prince-Boateng skal sparke. Han scorede på straffe i semifinalen, men tidligere i sæsonen har brændt straffespark ude mod Stoke. Jeg er altid meget nervøs når vi får straffespark, fordi jeg synes vi har brændt uforholdsvis mange de sidste par sæsoner.

Boateng brænder straffesparket. Et af de værste øjeblikke i min Pompey tid! Det var helt forfærdeligt – og får det stadig dårligt af at tænke tilbage på det – fra et øjeblik hvor vi – fansene - kan øjne en 1-0 føring og sejren forude til total tomhed. Der følte jeg at vi havde fået den ene mulighed vi ville få for at gennemføre noget historisk, og tabte ærligt talt lidt af troen på sejren.

Chelsea får kort efter tilkendt et frispark uden for feltet. Drogba knalder den ned i målhjørnet uden chance for James.  1-0 Chelsea. Forfærdeligt med scoring på frispark. Især med tanke på at vi hvad der er gået forud, og det forhold at Chelsea faktisk spiller en dårlig anden halvleg, hvor ikke rigtig spiller sig frem til nogen store chancer! Vi har faktisk kontrol med kampen i anden omgang. Desto mere bitter følelse er det, da dommeren fløjter af.

bo10c
Spillerne kommer ind på stadion.

Men fansene var igen fantastiske og outsang Chelsea igennem hele kampen. Skuffelsen ved Chelseas scoring blev hurtig afløst af de stolte Pompey fans på tribunerne. Og vi blev ved med at synge efter kampen, så vi overdøvede det meste af Chelsas præmie-ceromoni. John Terry blev sku nødt til at gestikulere ud til deres fans at de måtte tage sig sammen, inden han løftede pokalen.

Min stemme var helt væk efter kampen!  Efter kampen endte vi om aftenen på samme pub som efter FA-Cup triumfen i 2008, med en masse fans som sang sjove sange som ”we only lost 1-0” m.fl.

Selvom vi tabte - og jeg stadig får det rigtig dårlig af at tænke tilbage på det straffespark, så var det en super Pompey oplevelse. Nu venter en masse år i The Championship og en uvis fremtid. ”Pompey till I die”

bo10dMig og min ven Marshoud under kampen

bo10a
Under kampen.