Moneyfields FC testEt forstærket U-18 mandskab i aktion mod de virkelige naboer.

Efter 4-1 ude over Cork City og 2-1 ude over Havant & Waterlooville venter nu klubbens tredje testkamp, ligeledes på udebane, mod Moneyfields FC. Spørgsmålet er så, om kampen reelt skal tælles med, da vi stiller med et såkaldt Pompey XI, hvilket plejer at indikere en mildest talt alternativ trup, for nu at sige det på den måde. Det er også tilfældet i aften, men mere om det om lidt.

Hvem er Moneyfields FC?
Tror man at The Hawks er den klub der ligger tættest på Pompey og Fratton Park, så tro om igen. Det er nemlig aftenens vært, hvis klubhus og bane er placeret mere eller mindre midt imellem Fratton Park og vores træningsanlæg et godt stykke oppe ad Copnor Road. Klubben spiller til daglig i Evo-Stick South League, hvilket svarer til det 8. højeste niveau af den engelske fodboldpyramide. Der er altså tale om en decideret amatørklub. Undrer man sig over navnet, så er det taget fra vejen Moneyfield Avenue i bydelen Baffins. Klubbens nuværende navn er blot 24 år gammelt. Tidligere gik den under navnet Portsmouth Civil Service FC. Så bliver det ikke mere lokalt. Lige som Pompey har Moneyfields FC også en stjerne og en halvmåne i klublogoet.

Hvad kan vi forvente af kampen?
Størstedelen af truppen der kommer i kamp i aften på den lille bane for enden af Dover Road udgøres af vores U-18 mandskab under ledelse af Mark Kelly. Dermed skal vi altså ikke forvente at se ret mange af spillerne fra førsteholdet i aktion. Dog vil der være to spillere iblandt, som netop har underskrevet deres første kontrakt som professionelle. Det drejer sig om centrebacken Matt Casey og den offensive midtbanespiller Dan Smith. Tager vi udgangspunkt i de U-18 spillere med flest kampe i bagagen, og som må være blandt de næste der muligvis tager skridtet videre op, er der gode chancer for at vi ud over Smith og Casey blandt andet stiller med Jack Collins i målet, Jack Chandler som højre back, canadieren Jordan Brooks på den centrale midtbane samt Matt Mayes og Bradley Lethbridge i front. Hvem fra førsteholdet der eventuelt får spilletid må blive et skud i tågen.

Sidste nyt hos Pompey
Keeper Alex Bass har underskrevet en ny tre-årig kontrakt gældende til 2021. Samtidig udlånes han dog i hele den kommende sæson til Torquay United, der netop er rykket ned i den 6. bedste række. Formålet er selvsagt at give Bass masser af kamppraksis – noget som han har haft svært ved at få på førsteholdet. Med ankomsten af Craig MacGillivray er vejen til at blive førstekeeper pludselig blevet noget sværere, hvorfor en udlejning var det eneste alternativ til en fri transfer.

Conor Chaplin er fortsat på ønskelisten hos Coventry City, der dog har fået at vide, at de skal komme med et højere bud, hvis en given handel skal blive til noget. Dermed ser det desværre også ud til, at klub og manager Kenny Jackett ikke vil gå af vejen for at sælge den unge angriber.